Indlæg

Viser indlæg fra september, 2013

Syltetøjsmadder

Billede
Hvad er vi her for? Hvad skal vi?

Jeg fik set køkkenvinduet i dag. Et køkkenvindue, der har ligget bagerst i min bevidsthed i ganske mange år. Det har ikke holdt mig søvnløs, og det har ikke medført tunge spekulationer. Jeg har bare kendt til det køkkenvindue - og hvad det repræsenterer -  i de sidste ti-femten år. Så jeg har egentlig altid gerne villet se det, men jeg er bare ikke tidligere kommet i nærheden.

Min kone og jeg skulle hente vores søn fra et kortvarigt lejrophold. Han havde sovet med børnehaven i en spejderhytte tæt på Juelsminde. Jeg savnede den lille mand, selvom han kun havde været væk godt 30 timer.

Det var en klassisk spejderhytte, beliggende for enden af en plantagevej, beklædt med rødmalede brædder og med hvide vinduesrammer og -sprosser. Nyopført, efter det gamle brændte ned for år tilbage, men holdt i den gamle stil. Fra terrassen var der udsigt over Juelsminde Bugt med marinaen og den gamle færgehavn mod højre, hvor JKL-færgerne fra Kalundborg engang sejlede i…

De glemte brødre

Billede
Vi har tre storebrødre, men vi favoriserer den ene frem for de to andre. Det er ærgerligt, for de to andre har så meget mere at byde på end de stereotypier, vi ofte placerer dem i.

I maj 1993 sad jeg i Skotland på et lille værelse i kælderen under Carlsberg House, 3, Doune Terrace, Edinburgh EH3 6DY. Jeg var i ulønnet praktik på Det Danske Kulturinstitut, og en del af arbejdsopgaverne var at skrive breve til skotter, der ville vide noget om det lille land mod øst. Jeg skrev postnummeret mange gange den sommer, og det hænger stadig fast tyve år efter.

Jeg boede i et værelse i kælderen under instituttet, mens instituttets leder, Finn Andersen, boede med sin familie oppe på 2. sal. I stuen lå kontorerne og på første sal var der et større lokale, hvor lokale kulturpinger ved særlige lejligheder kunne bydes på saltstænger og sur rødvin, mens de så en plancheudstilling om Carl Nielsen eller andægtigt lyttede til en klassisk strygerkvartet fra Varde. Den fornemme, gamle bygning med sildebens…

Giv mig nogle flere madbilleder

Billede
Verdens prinsesser mener, at madbilleder på Facebook er upassende støj. Jeg elsker billeder af friskbagte muffins, selvom jeg ikke er særlig begejstret for den fade og fede kagetype.

Da min ældste datter gik i børnehave, stiftede jeg første gang bekendtskab med visse pigers måde at lege på: Hvis man vil være med i legen, er der visse regler, der skal overholdes. Reglerne fastsættes som regel af den pige, der starter legen. Reglerne er ikke nagelfaste og klare fra starten; de fastsættes undervejs. Men de er vigtige. Meget vigtige. Hvis en deltager i legen forbryder sig mod Karoline-Amalies regel om, at Barbie ikke kan flyve, indfinder tragedien sig i de små barneøjne, og konflikten er uundgåelig.

Så bliver jeg glad for, at jeg er født med en tap. I en drengeleg er der altid plads til én til, og jo mere autonomt, man opfører sig, desto lettere bliver man dagens helt i skysovs.

Nogle piger er værre til at dominere legene med regler end andre. Det er dem, jeg vil kalde prinsessetyperne. …