Indlæg

Viser indlæg fra oktober, 2013

Det handler om venlighed

Billede
Vi er gode til at lovprise kærligheden. Hvad med venligheden? Ricky Gervais' "Derek" er en morsom og rørende hyldest til venligheden - en kraft, der kan definere os som medmennesker, hvis vi gider eller tør.

Der er skrevet et par sange om kærlighed igennem tiderne. Faktisk er det utroligt, at en hel del sangskrivere stadig kan causere over emnet uden at forfalde til klicheerne. Jeg blev glad, da Ryan Adams i 2011 skrev en ode til venligheden. "Kindness" var fast inventar på min telefons playliste, da jeg pendlede mellem Horsens og København i de første seks måneder af 2012. Gåturen fra hovedbanen og op til mit praktiksted i Skindergade føltes helt rigtig med ordene "Kindness don't ask for much, but an open mind, kindness can cure a broken heart, honey are you feelin' kind?" i ørerne, mens kamikazecyklisterne fløjtede forbi i morgentrafikken. De fik sgu et smil, gjorde de. Uanset hvor sure eller indebrændte de så ud. "Kindness" er en …

Feminimsen

Billede
Feminimsen former vores liv. Feminimsen? Kan han ikke stave? Jo, det kan han godt. Feminimsen er mit eget, hjemmelavede ord. En sammentrækning af "feminismen" og "fimsen".

Kan du fornemme, hvor jeg er på vej hen? Er jeg en chauvinist på jagt efter øretæver? Ingenlunde. Feminimsen er drevet frem af både kvinder og mænd. Den er en ånd i tiden. Den drejer sig ikke om kampen for kvindernes egentlige ligestilling; det er i højere grad en kamp for feminismens åndelige overherredømme. Feminimsen er ikke en kamp for rettigheder; feminimsen er snarere en kastration af den maskuline kraft i både kvinder og mænd. Det maskuline skal opfattes med skamfuldhed. Vreden, det dyriske, det primitive, det farlige - selve urkraften er noget, vi bør skamme os over. Det feminine er det velovervejede, det rationelle og skabende, det maskuline er i sin grundsubstans det uovervejede, lystbetonede og destruktive.

Det er feminisme tilsat en god portion fims. Det er en dyrkelse af æstetikken …

Musik til årstiden

Billede
Debutpladen fra singersongwriteren Peter Mathiasen, der går under navnet Son of Caesar, er et beskedent, stilsikkert og bevægende bekendtskab.
En af mine venner postulerede engang, at min musiksmag primært var rettet mod ældre kvinder og mænd med en guitar og et alkoholproblem. Der er naturligvis tale om en grov forenkling og generalisering, men jeg skal da tilstå, at aldrende mennesker med livserfaring ofte har mere at byde på end de unge, der har svært ved at finde på andre rim end hjerte og smerte. I begyndelsen af årtusindet var der en del yngre grupper og solister, der dyrkede melankolien. Det var ofte en uforløst melankoli, en tristesse uden kendt årsag. Man fandt ikke altid ud af, hvorfor man skulle være trist. Det var mere en weltschmerz, vi skulle nyde sammen, mens vi pillede i navlefnulleret, mindedes det hårde liv i de kolde, kolde parcelhuskvarterer og drak Bacardi Breezers. "Skid, eller kom af det lokum" lød det efter sigende fra en roadie i kulissen på Roskilde…