Indlæg

Viser indlæg fra november, 2013

Uforanderlig forandring

Billede
Arbejdet som postbud kan være rædsomt eller det bedste job i verden. Jeg har brugt omtrent tyve år på det, hvor meget har ændret sig og endnu mere er forblevet det samme. 

Sandet i timeglasset vælder ned, og jeg kan ane bunken i bunden, der bliver større og større. Jeg har heldigvis ingen anelse om mængden, der er tilbage. Det er en banal iagttagelse, når jeg tænker over den del af mit liv, jeg har levet. Måske er jeg halvvejs, måske er jeg langt over halvvejs, måske er jeg slet ikke nået så langt endnu.

Jeg har været postbud i knap tyve år nu, og uanset hvad resten af mit arbejdsliv vil byde på, vil tiden på Horsens Postkontor være en uomgængelig del af mit liv. Hvis jeg skulle være så heldig at kunne leve af at skrive, er der dele af postjobbet, jeg kommer til at savne. Postarbejde kan være rædsomt og opslidende, og det kan være det bedste job i verden. Efter fem timer i vinterregn gør fingrene ondt, alt er vådt, det hele roder og eftermiddagstrafikken pifter om ørerne, så jeg får …

Vuggeviser, myter og løgne

Billede
Det er godt at sidde for sig selv og småtude til musik i stuen, og det er endnu bedre at have nået en alder, hvor man ikke længere skammer sig over det.

Jeg har genopdaget vinylpladerne. Grammofonen har stået der hele tiden, tilsluttet anlægget i stuen, men magelighed og dovenskab havde i en periode reduceret den til en museumsgenstand. Vinylpladerne har også hele tiden stået der. Heldigvis har jeg det på samme måde med musik som med bøger: Den slags smider man ikke væk. Så både min egen vinylsamling og resterne af min faders har overlevet ugidelighedens tid.

Det er en helt anden måde at høre musik på. Det er langt mere meditativt og givtigt end streaming i baggrunden eller mp3-filer på telefonen. Det afviger også fra måden, jeg lytter til cd'er. Jeg kan sagtens foretage mig andre ting, mens en udvalgt cd kører i baggrunden, men når først min Denon DP47-F snurrer, foretrækker jeg at sidde lige foran. Betragte pickuppens duvende bevægelser i vinylens riller og suge den analoge lyd …

De besværlige nuancer

Billede
Nuancerne går ofte tabt, når vi skal høre om den kolde krig.

Jeg kan huske den 26. september 1983. Eller rettere sagt: Jeg kan huske dagene omkring den 25. september 1983, fordi min far fyldte 40 på denne dag. Han havde indbudt til mandefrokost, og huset var fyldt med familie og venner af hankøn.

Den 25. september var en søndag det år, så mon ikke festen har været holdt dagen før? Det vil jeg tro.

Jeg var 11 år gammel i de dage, så jeg var ikke moden til mandefrokost. Jeg måtte fortrække til den samtidige damefrokost hos familie i nærheden, hvor de fordrukne mænds koner kunne være beduggede med større yndefuldhed.

Men jeg husker festen ganske godt, fordi jeg og mine fætre fik lov at møde den fordrukne vildskab hen under aften, da frokosten var i opløsning. Disse skæggede, vilde mænd med de rødsprængte øjne. Min pæne og ellers så kontrollerede onkel, kommandørkaptajnen, der hvislede sin lattermilde kæfert ud gennem tænderne. Alle sjoferterne, der stadig hang i tobakstågerne. Tre knægt…