Indlæg

Viser indlæg fra 2014

Livet udenfor nyhedsstrømmen

Billede
Jeg har valgt at skrue ned for min tilstedeværelse på de sociale medier. Er der mon et liv uden trafikulykker i Missouri og søde hundehvalpe? Det er jeg ved at finde ud af.
Jeg kan kortvarigt miste troen på det gode i mennesket. Heldigvis er det kortvarigt. Jeg besinder mig hurtigt igen, for de øjeblikke, det varer, er ubærlige. Fyret på det oprørte, mørke hav forsvinder af syne.
Det er ikke så tit, det sker. Sidst var den 11. september 2001 om aftenen, hvor jeg efter udført dont hos posten loggede på en internetforbindelse på min arbejdsleders kontor. Mørket havde sænket sig over byen, og jeg sad i det sidste oplyste kontor på posthuset og kiggede nyhedssiderne igennem. Jeg havde kørt rundt med pakker hele eftermiddagen og en del af aftenen og lyttet med vantro til bulletinerne fra New York. Nogle af øjenvidneskildringerne gav vand i øjnene. Den ene halvdel af hjernen ville ikke acceptere sandheden af det, jeg hørte, mens den rationelle del af hjernen overbeviste mig om, at Danmarks …

Min egen huskekage

Billede
Gorm Bulls ”Huskekager” er en samling modne sange fyldt med humor, melankoli og nærvær - i en produktion af usædvanlig høj standard.

Af journalist Thomas la Cour

Skinnet bedrog. Her gik jeg og troede, at jeg havde styr på de singer-songwriters, der er værd at beskæftige sig med i Dannevang – med undtagelse af de unge, upcoming navne, der naturligvis dukker op fra tid til anden. Jeg havde i hvert fald ikke troet, at en 45-årig, tidligere Grand Prix-deltager, der tilmed har skrevet en sang til det kvindelige håndboldlandshold, skulle begå en plade, der ville betyde noget for mig. En plade, der kunne bevæge mig. Når gutten tilmed er kendt for sin kække hovedbeklædning, en limegrøn (!) Gretsch guitar og lever af at lægge stemme til reklamefilm, kunne han umuligt høre hjemme i min pladesamling af forpinte genier.

Men jeg tog fejl.

Der er dybde og sårbarhed bag den afslappede, ukrukkede og selvironiske facade. Gorm Bull er ikke den overfladiske popdreng, som håndboldsang, Melodunte Grand Pr…

Forslidte, uundværlige anekdoter

Billede
Nogle anekdoter kan være så slidte, at de irriterer. Men nogle gange må man bare acceptere dem, som de er.

Gamle mennesker fortæller anekdoter. Anekdoter er små maggi-terninger fra et levet liv, og de gør lange historier meget korte. De gode anekdoter sammenfatter essensen, og så kan man gætte sig til eller - hvis man selv var der - mindes resten. Det er egentlig som et pixeleret billede, der langsomt bliver skarpere.

Min mor er 83, og hun har også en stak anekdoter, der jævnligt bliver genfortalt. Som en jukebox ligger historierne på rad og række, parat til at blive kaldt frem, når snakken falder på et givet emne. Nogle af dem bliver en smule bedre for hver gang de bliver støvet af, andre er så ofte fremme, at de slet ikke bliver støvede.

Når snakken falder på Vendsyssel, sommerferier i 70'erne og 80'erne og det musikerkollektiv, min far beskæftigede sig med deroppe, får vi som regel historien om en housewarming i Hjørring og hunden, der hed Plusli.

Anekdoten er igennem årene…

Frimer puster til fadølsdunsten

Billede
Ole Frimer Band har med cd'en ”Blålys” tilført den danske bluesscene et friskt pust, der blæser fadølsdunsten væk. Syv dansksprogede sange og to instrumentale kompositioner skaber et varieret udtryk med plads til både drømme, indignation og en hyldest til Moder Jord.
Anmeldelse af journalist Thomas la Cour
Jeg har et lidt ambivalent forhold til hvid, dansk blues. Når den lidelsesfulde musikgenre skal omplantes fra vredens bomuldsmarker til blød og lun, CO2-neutral, dansk spagnum, går en del af troværdigheden ofte tabt. Okay, vi køber, at Clapton har the blues – men en dansk fritids- eller deltidsmusiker med kone, børn, parcelhus og ratepension? Nej, ikke rigtig, vel? Det bliver ofte til lidt påtaget fadbamseblues om kvinder, der skrider fra en dagligdag af lonesome highways, trailer parks, diners og andre højstemte, grynede billeder fra Guds eget land. Tekstuniverset er utroværdigt, men hvis guitaristen er ferm på fingrene, fadøllen er billig, og de kan spille noget med Clapton, så…

Verdens bedste far

Billede
”Verdens bedste FAR” står der på et af vores kaffekrus. Det er en af den slags klicheer, jeg er kommet til at holde lidt af. Jeg bruger kruset som førstevalg, når det er rent. De fine krus fra en pottemager i Allinge bliver fravalgt, når den billige godtkøbsvare med FAR er klar til en kaffetår.
Jeg sad med kruset i hånden som så ofte før og skævede ned på de tre bogstaver, F-A-R. Det slog mig pludselig, at den umiddelbare association, jeg skabte i hovedet, var min egen far – i langt højere grad end min egen formåen med bleskift og ”Solen er så rød, mor”.
Det er mere end ti år siden, at min far døde, og han fylder stadig ekstremt meget i min bevidsthed. Mere, end han formåede at fylde, mens han levede. Det er ikke længere en stor sorg, og jeg forguder ham på ingen måde; han var et menneske på godt og ondt, men jeg føler mig af og til som et spejlbillede af ham. Jeg hører og føler ham i det, jeg siger og gør. Jeg kan genkende ham i min usikkerhed, min forfængelighed, min rastløshed. …