Indlæg

Viser indlæg fra 2018

Laursen: "Nutidslevn"

Billede
Der er klare referencer til både Waits og Toftlund på virkelig fint album fra Laursen.
Jeg har nået en alder, hvor de fleste af mine musikalske helte enten er døde eller lugter mistænkeligt. Jeg har lettere og lettere ved at konstatere, at ny musik ikke er indsatsen værd. For det kræver trods alt en indsats at lytte efter. Men mens jeg begræder, at jeg ikke er født 30 år tidligere, så jeg havde kunnet opleve guldalderen fra første parket, dukker der alligevel af og til noget op, der hurtigt gør min overbevisning til skamme. Fordi jeg kan høre, at den musik er lavet af folk, der har nogle af de samme helte som mig – og magter at tage stafetten videre.
Det skete med albummet ”Nutidslevn” fra Laursen, der uventet dukkede op i brevkassen en sommermorgen. Jeg smed straks cd’en i afspilleren og blev hurtigt fanget af det hæsblæsende åbningsnummer ”Bonderøv i hipsterklær”, der er en ganske sjov stereotyp – og sikkert dybt uretfærdig – udlevering af den mandetype, der er blevet en fast best…

Alt og intet er os givet

Billede
Det er ingen tragedie, at en 88-årig levemand dør, men det er trist at skulle leve videre uden Benny Andersen.
Jeg sad i en vindueskarm på Esbjerg Højskole og tudede mig igennem ”Hilsen til forårssolen”. Det var påske. Det var forår. Solen skinnede. Jeg var nogenlunde ung. Foruroligende tæt på de 30, hvor min tid i DSU ville være endegyldig slut. Men det var nu ikke det, jeg tudede over. Jeg har aldrig været særlig god til at være ung.
Det var linjerne ”… for som solfanger er jeg nu begyndt at forstå, at alt og intet er os givet. Engang går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner, lever jeg”. Det var mellemstykket, hvor Egon Aagaards harmonika, Jens Jefsens bas og Benny Andersens klaver væver sig ind og ud af Povl Dissings improvisatoriske gengivelse af melodilinjen. Povl er inde i sangen, og det var jeg også.
Alt og intet er os givet, og en dag er det hele slut. Men lige nu lever vi. Det er banal viden, men stor musik og ditto poesi kan kommunikere de fleste budskaber,…

Trolden fandt sin alf

Billede
Det blev storytelling i romantikkens tegn, da en absolut nygift Carsten Islington gæstede café La Vie i Horsens. Teknikken driller. Carsten vil optage aftenens historiefortælling, men han kan ikke få hul igennem fra mikrofon til optager. Han nørkler i et hjørne af det lille, tomme cafélokale, mens publikum varmer op med kaffe eller kold vin udendørs i den varme sommeraften. Han er iført vandrestøvler med de helt rette, kraftige sokker, rullet ned på den nederste del af skinnebenet, sort kilt til knæene og en slidt, sort tanktop. Det venlige ansigt er lidt sammenbidt. Hvorfor virker den slags aldrig, når det skal? Han har ikke noget synligt behov for at forklare sin påklædning, der i en by som Horsens i bedste fald opfattes som aparte. Teknikken driller, og the scotchman is pissed. 
Men da teknikken er opgivet, og publikum indfinder sig, få vi ad omveje den usædvanlige forklaring på valg af benklæder. Dels er det jo rart. ”Alle mænd bør gå i kilt på en sommerdag”, bedyrer Carsten. Om ha…

Hustleren og heptomaderne

Billede
Carsten Islington leverede en humoristisk og tindrende ærlig fortælling om kærlighed, hustleri, liderlighed og livets knubs, da han atter gæstede Café La Vie i Horsens. Han ankommer få minutter før showstart i et par bukser, der sikkert kunne have gjort Franz Beckerlee misundelig i midten af 70’erne: Det amerikanske stars and stripes i jeansudgaven. Hans entré matcher dog ikke buksernes larmende udtryk, for der er tale om et par reservebukser, den 64-årige storyteller modvilligt måtte iføre sig på Fyn, da hans hårdt prøvede Toyota Hilux brød sammen og afsatte et aftryk af dieselolie på de mørke, diskrete jeans, der skulle have været aftenens sceneoutfit. ”Det er ikke med min gode vilje, jeg har dem på”, forsikrer Carsten, mens han tydeligvis morer sig over, at livets tilfældigheder atter spillede ham et puds. Så i dag skal han optræde i et par kiksede bukser.

Bukserne er samtidig et vidnesbyrd om Carstens rock ’n’ roll- og arbejdsmand-attitude: ”Jeg kommer altid, uanset om bilen bryde…

En bevægende tur i den indre biograf

Billede
Carsten Islington havde medbragt ungdommens stormfulde forelskelse Beatrice, junkien Simon og katten Johnny til en aften med Storytelling på La Vie. Det blev en bevægende filmoplevelse af de sjældne. 
Det er næste tyve år siden, jeg har oplevet Carsten Islington sidst. Lysten til at høre ham igen har fulgt mig i alle årene, men muligheden havde bare ikke lige budt sig, når jeg nu i de mellemliggende år er blevet småbørnsfar med smag for sofaens bløde aftryk.
Men da han gæstede min stamcafé, La Vie, måtte jeg af sted. Den lille café i Horsens kan normalt rumme omkring fjorten siddende gæster og lidt flere, når bordene fjernes. Det er den ultimative ramme for storytelling. Varmt og intimt – næsten som at være inviteret hjem i historiefortællerens egen stue.
Highlanderen Han stod der, så ud og lød fuldstændig, som jeg huskede ham. Han må jo være blevet tyve år ældre, men det var ikke lige til at se eller høre. Han lignede stadig en venlig højskolelærer med glimtet i øjet og ræven bag ør…