Et bløddyrs bekendelser

Der er klare referencer til både Waits og Toftlund på virkelig fint album fra Laursen. Jeg har nået en alder, hvor de fleste af mine musikalske helte enten er døde eller lugter mistænkeligt. Jeg har lettere og lettere ved at konstatere, at ny musik ikke er indsatsen værd. For det kræver trods alt en indsats at lytte efter. Men mens jeg begræder, at jeg ikke er født 30 år tidligere, så jeg havde kunnet opleve guldalderen fra første parket, dukker der alligevel af og til noget op, der hurtigt gør min overbevisning til skamme. Fordi jeg kan høre, at den musik er lavet af folk, der har nogle af de samme helte som mig – og magter at tage stafetten videre. Det skete med albummet ”Nutidslevn” fra Laursen, der uventet dukkede op i brevkassen en sommermorgen. Jeg smed straks cd’en i afspilleren og blev hurtigt fanget af det hæsblæsende åbningsnummer ”Bonderøv i hipsterklær”, der er en ganske sjov stereotyp – og sikkert dybt uretfærdig – udlevering af den mandetype, der er blevet e

Det er ingen tragedie, at en 88-årig levemand dør, men det er trist at skulle leve videre uden Benny Andersen. Jeg sad i en vindueskarm på Esbjerg Højskole og tudede mig igennem ”Hilsen til forårssolen”. Det var påske. Det var forår. Solen skinnede. Jeg var nogenlunde ung. Foruroligende tæt på de 30, hvor min tid i DSU ville være endegyldig slut. Men det var nu ikke det, jeg tudede over. Jeg har aldrig været særlig god til at være ung. Det var linjerne ”… for som solfanger er jeg nu begyndt at forstå, at alt og intet er os givet. Engang går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner, lever jeg”. Det var mellemstykket, hvor Egon Aagaards harmonika, Jens Jefsens bas og Benny Andersens klaver væver sig ind og ud af Povl Dissings improvisatoriske gengivelse af melodilinjen. Povl er inde i sangen, og det var jeg også. Alt og intet er os givet, og en dag er det hele slut. Men lige nu lever vi. Det er banal viden, men stor musik og ditto poesi kan kommunikere de f

Det blev storytelling i romantikkens tegn, da en  absolut  nygift Carsten  Islington  gæstede café La Vie i Horsens.  Teknikken driller. Carsten vil optage aftenens historiefortælling, men han kan ikke få hul igennem fra mikrofon til optager. Han nørkler i et hjørne af det lille, tomme cafélokale, mens publikum varmer op med kaffe eller kold vin udendørs i den varme sommeraften. Han er iført vandrestøvler med de helt rette, kraftige sokker, rullet ned på den nederste del af skinnebenet, sort kilt til knæene og en slidt, sort tanktop. Det venlige ansigt er lidt sammenbidt. Hvorfor virker den slags aldrig, når det skal? Han har ikke noget synligt behov for at forklare sin påklædning, der i en by som Horsens i bedste fald opfattes som aparte. Teknikken driller, og the scotchman is  pissed .    Men da teknikken er opgivet, og publikum indfinder sig, få vi ad omveje den usædvanlige forklaring på valg af benklæder. Dels er det jo rart. ”Alle mænd bør gå i kilt på en sommerdag”, b