Et bløddyrs bekendelser

”Met him one night in the lobby, the Las Vegas hotel He was standing as close as I'm standing next to you now He'd call me by name and I felt like it changed me somehow, yeah Into someone important and special, I know it sounds strange But I swear that it's true It was Elvis And me, me and El We were just like kids, and we got on so well We were laughing and talking as nice as could be” (Jimmy Webb – ”Elvis and me”) Min indre pilgrimsfærd foregår på amerikanske highways i en klassisk convertible. Solen steger fra en skyfri himmel. ”The Mississippi Delta was shining like a National guitar” . Undervejs vil jeg holde ind på diverse dovne diners og drikke ”a damn fine cup of coffee”, hvor jeg kan sige ”fill her up” til tankpasseren, der fylder min Eldorado eller Mustang med de gallons, der skal til. Jeg vil betale med krøllede dollarsedler, og jeg vil sikkert springe op i bilen uden at åbne døren først, når jeg skal videre. Ud på den åbne vej.

De indre kontinentalplader rumler, skurrer og skramler. Jeg er ikke medlem af et parti længere, og det er måske meget godt. Jeg føler mig politisk hjemløs. Jeg kan mærke, at jeg er blevet ældre. Heldigvis ikke hele tiden. Men når jeg diskuterer politik med meget unge mennesker, kan jeg mærke årringene knage. En yngre mand med politiske ambitioner i centrum-venstre-lejren udtrykte sin bestyrtelse over overgrebene i Köln på Facebook. ”Kvinder lever i en verden, hvor man skal frygte alt fra sjofle kommentarer og klask i røven til voldtægt eller vanvittige situationer som i Köln. En verden, hvor jeg og andre fyre knap nok kender spidsen af isbjerget! Hvad fanden kan vi gøre for at stoppe krænkelserne?!”, skrev han. En vred, ung mand, der slog hårdt i bolledejen med bandeord og alt muligt. Jo, han var søreme forarget. Men han nævnte behændigt ikke etnicitet eller religion med et ord, selvom det vist efterhånden er de fleste bekendt, at gerningsmændene i Köln var flygtninge og mig