Gensyn
25 år. Hvor blev tiden af? Gud, hvor var der stille i huset. Klokken var kvart over et en lørdag nat, og jeg havde lige sagt farvel til de sidste deltagere i den studenter-reunion, jeg havde lagt hjem til. Der var blevet snakket om livets tildragelser og fortrædeligheder i de mellemliggende år. Der var blevet skålet, grinet og krammet. Der havde været søskendekærlighed i luften. Jeg havde egentlig forestillet mig, at vi ville drikke til den årle morgen som dengang i 1991, men der er jo også en dag i morgen, når man er omkring de 44. Nu var der helt stille. Larmende stille. 25 år var gået, siden vi vandrede ud i verden med huer, langstilkede roser og en blanding af frygt og grænseløs tro på livet muligheder. Jeg kan huske, at jeg sad og småtudede på mit værelse dengang, fordi et kapitel var uigenkaldeligt slut. Translokation. Tale, sang, modtagelse af beviserne. Klap på skulderen, hurtige kram, et "vi må også ses, Tommer" eller to. Vores forældre var der,