Mine udviskede fodspor
Hun skal altid sige farvel. Når jeg kommer ind et kvarter senere, skal hun også lige sige farvel, og jeg skal fandeme slappe af. Hun har luret mig. Farvel er helligt. Farvel er sårbart. Hun køber tid med det farvel, når hun er så godt underholdt på nettet, at hun ikke vil aflevere computeren til mig. Hun skal lige sige farvel til chatvennerne og afvente deres reaktioner. Jeg har altid haft det svært med farvel, så måske har hun gennemskuet mig. En 13-årig pige er en konstant prøvelse. Jeg ved aldrig, hvad jeg har. Nogle gange er hun en sød, kærlig, nysgerrig, videbegærlig og snakkesalig, ung kvinde, og andre gange er hun et indadvendt, tvært og uempatisk barn. Jeg er hendes chauffør og beskytter. Når hun skal noget i den anden ende af byen, triller jeg den franske limo op foran skolen. Jeg håber på en snak om alt og ingenting ind mod byen. Måske om musikken på anlægget, eller hvad vi skal i weekenden. Måske om skolen, hendes drømme, nogle japanske gloser, hun lige har fundet p