Verdens bedste far
”Verdens bedste FAR” står der på et af vores kaffekrus. Det er en af den slags klicheer, jeg er kommet til at holde lidt af. Jeg bruger kruset som førstevalg, når det er rent. De fine krus fra en pottemager i Allinge bliver fravalgt, når den billige godtkøbsvare med FAR er klar til en kaffetår. Jeg sad med kruset i hånden som så ofte før og skævede ned på de tre bogstaver, F-A-R. Det slog mig pludselig, at den umiddelbare association, jeg skabte i hovedet, var min egen far – i langt højere grad end min egen formåen med bleskift og ”Solen er så rød, mor”. Det er mere end ti år siden, at min far døde, og han fylder stadig ekstremt meget i min bevidsthed. Mere, end han formåede at fylde, mens han levede. Det er ikke længere en stor sorg, og jeg forguder ham på ingen måde; han var et menneske på godt og ondt, men jeg føler mig af og til som et spejlbillede af ham. Jeg hører og føler ham i det, jeg siger og gør. Jeg kan genkende ham i min usikkerhed, min forfængelighed, min ra