Verdens bedste far

”Verdens bedste FAR” står der på et af vores kaffekrus. Det er en af den slags klicheer, jeg er kommet til at holde lidt af. Jeg bruger kruset som førstevalg, når det er rent. De fine krus fra en pottemager i Allinge bliver fravalgt, når den billige godtkøbsvare med FAR er klar til en kaffetår.

Jeg sad med kruset i hånden som så ofte før og skævede ned på de tre bogstaver, F-A-R. Det slog mig pludselig, at den umiddelbare association, jeg skabte i hovedet, var min egen far – i langt højere grad end min egen formåen med bleskift og ”Solen er så rød, mor”.

Det er mere end ti år siden, at min far døde, og han fylder stadig ekstremt meget i min bevidsthed. Mere, end han formåede at fylde, mens han levede. Det er ikke længere en stor sorg, og jeg forguder ham på ingen måde; han var et menneske på godt og ondt, men jeg føler mig af og til som et spejlbillede af ham. Jeg hører og føler ham i det, jeg siger og gør. Jeg kan genkende ham i min usikkerhed, min forfængelighed, min rastløshed. Jeg sukker som ham. Af og til snorker jeg også som ham. ”Kan du ikke skrue ned?”, spørger min søn af og til bebrejdende, når jeg er faldet i søvn på ryggen i hans seng.

Jeg kører Fiat, fordi min far var Fiat-mand. Jeg kan ikke rigtig andet. Der er så mange minder, følelser og identitet i at køre Fiat, at andre valg virker som troløshed. Min fars kærlighed til de italienske biler begyndte i slutningen af tresserne, og med undtagelse af en kort affære med en Alfasud i midten af halvfjerdserne kørte vi altid Fiat. 128, Ritmo, 127, Uno, Bravo, Marea. Jeg kan alle modellerne udenad. Der var en pæn del trods i min fars bilvalg, for det italienske bilmærke blev mest forbundet med rust og dårlig elektronik. Næh, så var det bedre at lægge pengene i en Toyota Corolla. Det var det fornuftige valg. Men min far var ikke fornuftig. Han var styret af sine følelser, og han følte vel, at han blev lidt af en Luigi i en italiensk bjergby, når han trillede omkring i sin 128 heroppe i det kolde nord. Han havde ikke brug for et reklamebureaus salgsklare storytelling; han skabte sin egen historie og sin egen identitet uden hjælp. Det "fornuftige valg" var en spændetrøje, der rimede lidt for godt på ligusterklipning før Sankt Hans og køkkengardiner med pressefolder. 

Det er min fars trodsighed, der byder mig at fortsætte, hvor han slap: Cinquecento, Tempra, Marea, Stilo, Multipla. Ingen får mig til at købe en japaner eller en franskmand. Når jeg støder på brokhoveder, der siger noget skidt om Fiat, får de læst og påskrevet – også selvom jeg inderst inde godt ved, at de af og til har ret meget ret.

Jeg løber og holder mig i form, og det gjorde min far så absolut ikke. Men jeg ved, at han ville anerkende mine naive bestræbelser på at gøre en indsats for et længere liv. Min far drak for meget i en del af sit liv, men han var tørlagt de sidste små ti år. Da lægen sagde, at han skulle stoppe eller dø, rørte han ikke alkohol mere. Det er jeg lykkelig for i dag, for det var ti gode år, hvor jeg kom en del tættere på ham. Han mente det hele godt – også når han drak. Han var ikke ondsindet. Men et sentimentalt væsen, der drikker, kan blive lidt for stor en mundfuld for en teenager. I de år havde jeg ikke den store lyst til at tale med ham om min biologiske mor, der døde, da jeg var tre. Det blev for omklamrende.

Men kan jeg bebrejde ham noget? Han var lige fyldt 31, da lægerne fortalte ham, at julen i 1974 formodentlig ville blive min mors sidste. 31 år gammel med to børn på to og seks. Og så alt denne tavshed: Døden var et selvfølgeligt tabu for det unge par. Han fandt aldrig ud af, om min mor nogensinde vidste, hvor galt det stod til. Han kunne blot iagttage, hvordan modermærkekræften havde spredt sig til lymfeknuderne. Han hjalp hende i bad og kunne se, hvordan hele hendes ryg var en stor samling knuder. Men han kommenterede det ikke. Han turde ikke. Hun turde ikke. Alle siger, at Jeppe drikker...

Min far var journalist. Jeg er journalist. Omsider. Efter en masse gode år som postbud fandt jeg tilbage til min fars fodspor. Jeg havde en naiv drøm om at overtage, hvor han slap: Finde en god og sikker stol på en dagbladsredaktion, tale med en masse spændende mennesker og skrive korrekt og levende. Men tiden er løbet fra at skrive korrekt og levende på de fleste dagblade, og hvad fanden skal de også bruge en 41-årig, pensioneret post til, når det vælter ud med unge, håbefulde og energiske journalistspirer i hundredevis hvert eneste år?

Men måske kan jeg alligevel få lov at overtage, hvor han slap. Der er nogle nordjyske pladestudier og bunkevis af god musik og anekdoter, der skal konserveres for eftertiden. Når De Gyldne Løver, Fisker Thomas, Niels Hausgaard, Lasse & Mathilde eller Alex Campbells indspilninger fra Stuk ved Sønderholm er på grammofonen, er min far meget tæt på.

Han er også tæt på, når jeg ligger med min søn, mens han falder i søvn. Den lille, sarte krop og det elskelige væsen. Den enorme kærlighed og den medfølgende angst for, at det hele ender alt for tidligt. Som dengang i 1975. 

Han er der også, når jeg ikke føler, at jeg kan slå til. Når muligheden for at finde et arbejde som journalist virker så uendelig langt væk. Så mærker jeg den melankoli, der også var en af min fars svagheder. Når verden gik ham på, sad han i sin stol i stuen med de røde Cecil og Zippolighteren som eneste selskab. Da han døde, lå smøgerne og Zippo'en der stadig. Jeg satte mig ofte i den stol og rettede lidt på smøger og lighter med højre hånd, som han havde for vane. Jeg tror, det hjalp mig dengang.

Jeg har affundet mig med, at jeg er min fars søn. Jeg er 41, og jeg har opgivet at løbe fra det. Jeg forbinder det nu også mestendels med stolthed, selvom de færreste kan huske ham. Han var ikke en stor mand.

Men for mig var han en gigant.