Kajsa Vala: "Tomorrow is not lost"

”Here comes winter” proklamerer singer-songwriter Kajsa Vala frejdigt på albummet ”Tomorrow is not lost”. Ti fine sange gør den tunge forudsigelse noget nemmere at kapere.

Tilbage i midten af 90’erne blev jeg lidt forelsket på den platoniske måde. Jeg opdagede en amerikansk singer-songwriter, der hedder Shawn Colvin og hendes album ”Fat city”. Det album kørte nærmest på repeat i de år, og det er stadig værd at lægge øre til i dag. Der er faktisk ikke et eneste nummer på den plade, jeg er mindre glad for. Det er et album med sange, der har en masse på hjerte, med melodier og arrangementer, der er undfanget med stor tæft for popmusik i ordets fineste betydning. Det er sange, der smelter på trommehinden – indspillet af et nærmest vanvittigt sammenrend af stjerner som Booker T Jones, Bruce Hornsby, Joni Mitchell, John Leventhal, Richard Thompson, Béla Fleck, Jim Keltner, Larry Campbell m.fl.  

Da jeg hørte Kajsa Valas nye album, fik jeg det på samme måde som dengang i midten af 90’erne. ”Tomorrow is not lost” er et af den type album, der kan tåle at være på uafbrudt repeat. Det er en plade, der lyrisk er præget af en stemning af efterår og vinter, men der er en del mere høj, blå himmel end vandkoldt gråvejr i rillerne. Det er en plade, man kan varme sig på. 

(Artiklen fortsætter under videoen)

Der er storladne ballader som ”Here comes winter”, ”Let the dust fall” og ”Lions in the collosseum”, der er FM-venlige ørehængere som ”Falling is easy” og ”Poet’s fire”, og der er de fuldstændig afdæmpede sange, hvor man hører Kajsa alene med sin guitar, ”I miss you sometimes” og ”For my grandfather”. Sidstnævnte rolle klarer hun bedre end de fleste. Det kunne jeg ved selvsyn konstatere, da hun leverede en mindeværdig mini-solokoncert i Musikhuset i Aarhus forud for en koncert med C.V. Jørgensen samme sted. En pæn del af C.V.s publikum fik en uventet, ekstra musikalsk appelsin i turbanen, og Kajsa håndterede rollen som uofficiel opvarmning forbilledligt og aldeles usnobbet. Hendes akustiske guitarspil er både personligt og teknisk fremragende. Vi fik bl.a. ”Heroes” fra den nye plade med en hilsen til både C.V. og Kim Larsen, hvor sidstnævnte var død samme dag.     

”Tomorrow is not lost” er en uhyre vellykket produktion, som Kajsa Vala selv lægger navn til – dog formodentlig med væsentlig hjælp i Magnus Vad, der har stået for både teknik og færdigt mix. Det er temmelig imponerende, at hun og holdet har ramt den amerikanske sound uden hjælp fra mere erfarne kræfter. Bare korarrangementer og den øvrige opbygning af ”Here comes winter” tåler sammenligning med det bedste af den slags fra Guds eget land. Det meste er såmænd indspillet på havnen i Aarhus i resterne af Gnags’ FeedBack-studie.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Kajsas stemme er sublim til at sætte stemning til de feminine, uprætentiøse tekster og det musikalske univers af primært akustiske instrumenter - tilsat effektiv elguitar på sine steder. Når koret kommer på, opstår harmonier, der kan få voksne mænd til at knibe en tåre. Kæft, hvor er det smukt, når stemmer, lyrik og instrumentering går ind i en symbiose, det ikke går an at forklare. Et godt eksempel er valsen ”House on the hill”, som Kajsa næsten lavede alene med Jakob Eilsø adskilt fra den øvrige produktion. Yamaha DX7’eren fra 80’erne får i øvrigt et uventet og smukt comeback i selskab med en vellydende og analog cello. 

Der er også "harmonies to die for" i "Poet's fire", hvor Kajsa både får sendt en passende reference til Leonard Cohen og serverer en poetisk version af feminisme og humanisme i sin reneste form: "Mothers and fathers, hold your daughters tight tonight, kiss them and tell them, that their future is not lost. We won't lay down, we will stay and take a stand. Let no one tell them, they are worth less than a man."  

Men teksterne kan også stå helt alene. En af mine venner sagde engang, at min pladesamling mest bestod af gamle mænd og kvinder med en guitar og et alkoholproblem. Det var – og er – nok ikke helt skudt ved siden af. Derfor er det egentlig sjældent, at de yngre og appelsinfrie får plads på min pladereol. Men Kajsa bliver en undtagelse, fordi hun skriver fra sit eget udgangspunkt. Problemet med unge sangskrivere er ofte, at de har nogle aldrende forbilleder og forsøger at skrive som dem. Det bliver hurtigt forlorent, utroværdigt og klichéfyldt. Men Kajsa tør sige “I can’t say I know how you feel, ‘cause my life has yet to show its teeth for real” i “For my grandfather”. Det er den ærlige version af empati, og måske derfor er den sang så bevægende. Den er god til en frisk lille tudetur.

(Artiklen fortsætter under videoen)

På ”Heroes” sætter Kajsa fint den stemning, jeg ofte er i, når nu min pladesamling mestendels består af gamle mænd og kvinder med en guitar og et alkoholproblem. For de lader sig pensionere eller dør lidt ofte i disse år. ”It’s almost midnight, it’s late. And all my heroes are fading away.” Så er det ganske livsbekræftende at høre en plade, der tager stafetten videre.

Det skal blive en udsøgt fornøjelse at følge Kajsa Vala udvikle sig som sangskriver, som alderen skrider frem. Håndværket har hun i hvert fald på plads.         

Kajsa Vala: Tomorrow is not lost, Songcrafter Music 2018, fås på vinyl og cd via bl.a. iMusic.dk. Kan også smuglyttes på Spotify.