Uge 7: Bjørn Fjæstad - Du kender intet til mig
Ugens album - uge 7
Bjørn Fjæstad: Du kender intet til mig
Freelas/Fjæstad 2016
Visse plader tager tid at blive lukket ind i. Man skal gøre sig fortjent til dem. Når det så lykkes, er det til gengæld en nærmest livsbekræftende oplevelse - at det, man ikke forstod så meget af for få uger siden, pludselig virker som ren logik. Når forståelsen af musikken går fra et teoretisk til et instinktivt niveau. Det er næsten som at forstå et nyt sprog.
Sådan en skive er Bjørn Fjæstads solodebut for mig. Men jeg er også et dovent vanedyr. Det bliver man let, når huset er fyldt med rumsterende unger og evige afbrydelser. Det er svært at fordybe sig, sådan for alvor. Jeg har ikke magtet at læse en hel bog i årevis. Når det gælder musik, vælger jeg som oftest det, der virker. Det, jeg kender. Jeg ved, at David Bowie var et geni, og en dag skal jeg dybere ned end hans FM-venlige hits. Jeg var tæt på med Lazarus, men titelnummeret fra Blackstar krævede for meget. Til gengæld er det nemmere at købe en ny plade med James Taylor - det er bare at sætte den på og suge ind.
Jeg havde købt billetter til en koncert med Bjørn Fjæstad på KulisseLageret i Horsens, så jeg var tvunget til at forberede mig. Jeg ville vide, hvad der var i vente. Da han er en af de få kunstnere, som åbenbart har lyst Spotify i band, bestilte jeg pladen hjem på vinyl tre uger før koncerten. Jeg havde købt koncertbilletterne til min kone af flere årsager. Dels er Bjørn Fjæstad et af vores relativt få fælles referencepunkter indenfor musikken, og dels havde vi været på vores første date for 15 år siden på netop KulisseLageret til Baal. Så det virkede som en ret indlysende fødselsdagsgave at give hende to billetter til Fjæstad, når han nu kom til byen på selv samme musiksted. Så kunne jeg jo bare krydse fingre for, at hun ville have mig med.
Jeg kunne sagtens høre, at det var interessant og godt lavet, da jeg lyttede på pladen de første gange. Men den fængede ikke sådan for alvor. Efter koncerten i går, hvor Bjørn Fjæstad og hans medkompetanter, Morten Lundsgaard på guitar og lap steel og René Damsbæk på trompet, bas og elektronikremedier, spillede samfulde numre fra albummet, skete en ret markant ændring. Den åbnede sig. Pludselig gav det hele mening.
Åbningsnummeret "To cirkler" blev efter Bjørn Fjæstads eget udsagn til, da han efter årtiers dovenskab omsider havde lært sig selv nogle akkorder på en guitar. Omkvædet "For vi driver helt ind i os selv, Som to cirkler på chance og held, ensomme to under regnvåde skyer" bliver et mantra, når Bjørn synger det. Det er virkelig fin lyrik, fordi den er så åben for fortolkning. Måske er det en sang om den evigt truende ensomhed i tosomheden - eller måske er den bare et billede på følelsen, når vi mennesker vokser fra hinanden. Den stemning minder mig om Ulf Lundells "Vi blir äldre", hvor svenskeren konstaterer "Vi blir äldre, vi blir hårda, förvirrade, uppslukade av oss själva, glömska och rädda ser vi oss omkring. Vuxna, förfärade. Trötta vill vi vila, där ingen vila finns".
Sangene på "Du kender intet til mig" er knap så definitive og afvisende, som titlen antyder. Det er en samling stemninger, der leveres på et fundament af granit med små sprækker ind til en skælvende sårbarhed. Som i de fire sætninger, der udgør afslutningen på den første side - og første sæt i koncerten: "Du kom forbi. På den allersidste dag. Du strøg min kind. For allersidste gang." Han undskyldte, at det jo ikke var nogen egentlig sang, men der var bare aldrig kommet flere linjer. Men når disse fire linjer tilføres René Damsbæks elektronik og flygelhorn, er der ikke brug for et eneste ord mere. Det bliver netop en stemning, som alle kan bruge og føle. Det blev pludselig en genfortælling af mine sidste øjeblikke med min egen mor og far. Så fint og bevægende.
Bjørn Fjæstad kunne formentlig synge op af Jysk Fagbog årgang 1987 og stadig få det til at lyde vedkommende og interessant. Hans teknik er imponerende, og selve grundtonen er så fyldt med karisma, at den kan skæres i skiver. Fra det hviskende til det vrælende. Det er netop spillet mellem de to yderpunkter, der gør ham til så interessant en sanger og fortolker. Her synger han sine egne ord - på dansk - og det giver det hele et ekstra lag. Han har noget på hjerte.
Jeg ved ikke, om albummet er Bjørn Fjæstads "Blood on the tracks", men pladen emmer af opbrud og selvransagelse. Fra førnævnte "To cirkler" over titelnummeret, der blandt siger "Du kender intet til mig, baby, men i dine hænder er jeg ler" til "Jeg er fri", der kontant proklamerer "om du forstår det, ved jeg ikke noget om, men jeg ønsker os det bedste hver for sig."
Fjæstad har lagt ansvaret for musikken i hænderne på multiinstrumentalisterne René Damsbak og Søren Bigum. Førstnævntes elektroniske univers klæder sangene, og både sfærisk trompet, kontant bas og Bigums drømmende lap steel giver de små lyriske billeder nogle umanerligt smukke rammer.
Koncerten bød på smagsprøver på, hvor samarbejdet Fjæstad/Damsbak er på vej hen. En fordanskning af Fläskkvartetten og Freddie Wadlings "Walk" lød yderst lovende for et eventuelt kommende album. Jeg glæder mig.
Bjørn Fjæstad: Du kender intet til mig
Freelas/Fjæstad 2016
Visse plader tager tid at blive lukket ind i. Man skal gøre sig fortjent til dem. Når det så lykkes, er det til gengæld en nærmest livsbekræftende oplevelse - at det, man ikke forstod så meget af for få uger siden, pludselig virker som ren logik. Når forståelsen af musikken går fra et teoretisk til et instinktivt niveau. Det er næsten som at forstå et nyt sprog.
Sådan en skive er Bjørn Fjæstads solodebut for mig. Men jeg er også et dovent vanedyr. Det bliver man let, når huset er fyldt med rumsterende unger og evige afbrydelser. Det er svært at fordybe sig, sådan for alvor. Jeg har ikke magtet at læse en hel bog i årevis. Når det gælder musik, vælger jeg som oftest det, der virker. Det, jeg kender. Jeg ved, at David Bowie var et geni, og en dag skal jeg dybere ned end hans FM-venlige hits. Jeg var tæt på med Lazarus, men titelnummeret fra Blackstar krævede for meget. Til gengæld er det nemmere at købe en ny plade med James Taylor - det er bare at sætte den på og suge ind.
Jeg havde købt billetter til en koncert med Bjørn Fjæstad på KulisseLageret i Horsens, så jeg var tvunget til at forberede mig. Jeg ville vide, hvad der var i vente. Da han er en af de få kunstnere, som åbenbart har lyst Spotify i band, bestilte jeg pladen hjem på vinyl tre uger før koncerten. Jeg havde købt koncertbilletterne til min kone af flere årsager. Dels er Bjørn Fjæstad et af vores relativt få fælles referencepunkter indenfor musikken, og dels havde vi været på vores første date for 15 år siden på netop KulisseLageret til Baal. Så det virkede som en ret indlysende fødselsdagsgave at give hende to billetter til Fjæstad, når han nu kom til byen på selv samme musiksted. Så kunne jeg jo bare krydse fingre for, at hun ville have mig med.
Jeg kunne sagtens høre, at det var interessant og godt lavet, da jeg lyttede på pladen de første gange. Men den fængede ikke sådan for alvor. Efter koncerten i går, hvor Bjørn Fjæstad og hans medkompetanter, Morten Lundsgaard på guitar og lap steel og René Damsbæk på trompet, bas og elektronikremedier, spillede samfulde numre fra albummet, skete en ret markant ændring. Den åbnede sig. Pludselig gav det hele mening.
Åbningsnummeret "To cirkler" blev efter Bjørn Fjæstads eget udsagn til, da han efter årtiers dovenskab omsider havde lært sig selv nogle akkorder på en guitar. Omkvædet "For vi driver helt ind i os selv, Som to cirkler på chance og held, ensomme to under regnvåde skyer" bliver et mantra, når Bjørn synger det. Det er virkelig fin lyrik, fordi den er så åben for fortolkning. Måske er det en sang om den evigt truende ensomhed i tosomheden - eller måske er den bare et billede på følelsen, når vi mennesker vokser fra hinanden. Den stemning minder mig om Ulf Lundells "Vi blir äldre", hvor svenskeren konstaterer "Vi blir äldre, vi blir hårda, förvirrade, uppslukade av oss själva, glömska och rädda ser vi oss omkring. Vuxna, förfärade. Trötta vill vi vila, där ingen vila finns".
Sangene på "Du kender intet til mig" er knap så definitive og afvisende, som titlen antyder. Det er en samling stemninger, der leveres på et fundament af granit med små sprækker ind til en skælvende sårbarhed. Som i de fire sætninger, der udgør afslutningen på den første side - og første sæt i koncerten: "Du kom forbi. På den allersidste dag. Du strøg min kind. For allersidste gang." Han undskyldte, at det jo ikke var nogen egentlig sang, men der var bare aldrig kommet flere linjer. Men når disse fire linjer tilføres René Damsbæks elektronik og flygelhorn, er der ikke brug for et eneste ord mere. Det bliver netop en stemning, som alle kan bruge og føle. Det blev pludselig en genfortælling af mine sidste øjeblikke med min egen mor og far. Så fint og bevægende.
Bjørn Fjæstad kunne formentlig synge op af Jysk Fagbog årgang 1987 og stadig få det til at lyde vedkommende og interessant. Hans teknik er imponerende, og selve grundtonen er så fyldt med karisma, at den kan skæres i skiver. Fra det hviskende til det vrælende. Det er netop spillet mellem de to yderpunkter, der gør ham til så interessant en sanger og fortolker. Her synger han sine egne ord - på dansk - og det giver det hele et ekstra lag. Han har noget på hjerte.
Jeg ved ikke, om albummet er Bjørn Fjæstads "Blood on the tracks", men pladen emmer af opbrud og selvransagelse. Fra førnævnte "To cirkler" over titelnummeret, der blandt siger "Du kender intet til mig, baby, men i dine hænder er jeg ler" til "Jeg er fri", der kontant proklamerer "om du forstår det, ved jeg ikke noget om, men jeg ønsker os det bedste hver for sig."
Fjæstad har lagt ansvaret for musikken i hænderne på multiinstrumentalisterne René Damsbak og Søren Bigum. Førstnævntes elektroniske univers klæder sangene, og både sfærisk trompet, kontant bas og Bigums drømmende lap steel giver de små lyriske billeder nogle umanerligt smukke rammer.
Koncerten bød på smagsprøver på, hvor samarbejdet Fjæstad/Damsbak er på vej hen. En fordanskning af Fläskkvartetten og Freddie Wadlings "Walk" lød yderst lovende for et eventuelt kommende album. Jeg glæder mig.
Kommentarer
Send en kommentar