Min crooner på Samsø

(foto: Johnny Stage)

CS Nielsen: Better Times 

CS Nielsens nye album "Better Times" har nærmest kørt på repeat på min grammofon i det meste af december og ind i januar. Håbet om bedre tider er der altid brug for - ikke mindst lige nu.

I sommeren 2001 fik mine forældre den indskydelse, at de ville holde sommerferie på Samsø. De lejede et sommerhus ved Vesterløkken en uges tid, og jeg var meget velkommen til at tage med. Højt ønsket, tilmed. 

Jeg forelskede mig i øen, som jeg trods adresse i det østjyske aldrig havde besøgt før. Der er noget ved øer, som fastlandet ikke har. En særlig ro. Hvis du skulle få udlængsel, må du hellere tjekke med færgetiderne. Det giver ikke den store mening at have voldsomt travlt, så selv en sort, leaset Audi holder afstand til min bagerste kofanger. De små, krogede veje, de mange vejboder med spidskål, gulerødder, radiser og kartofler. Hver eneste forsommer har jeg købt et spidskål og dampet det med smør i håbet om, at det vil smage fuldstændig som den sommeraften i Vesterløkken. Det er ikke lykkedes mig helt endnu.  

En kortlivet tradition

De følgende par år forsøgte vi at skabe en tradition. Mine forældre var gode til traditioner. Hvis noget var godt, skulle det gentages. Hele min barndom holdt vi sommerferier i det samme sommerhus i Vendsyssel, men da jeg nærmede mig de 30, blev Samsø den nye tradition. Vendsyssel var blevet alt for dyrt og turistet, og det indbefattede flere timers kørsel og en kaffepause ved Rold. Samsø føltes mere uberørt, og det lå blot en halv time og en sejltur væk. En uopdaget skat. 

Traditionen holdt desværre ikke længe. Sommeren 2003 blev sidste gang. Min far havde fået kræft, og han brugte det meste af ferien i hjørnet af sofaen i sommerhuset ved Nordby. Jeg måtte køre hans bil forsigtigt ad grusvejen, de dage han havde kræfter til en tur på øen. Hvert bump gjorde ondt. Jeg kunne se i bakspejlet, hvordan han led og forsøgte at bide smerterne i sig. Han døde et par måneder senere.  

Drømmen om Samsø

Jeg har siden gerne villet tilbage til den udflydende tåre i Kattegat. I 2020 arrangerede jeg skoleudflugt for min søns klasse, men så kom det skide covidhysteri og spolerede alt.  

Siden er jeg blevet alenefar og fallent. Med en trækprocent på 57 og et lavtlønsjob. Dagene går. Tidligt op og træt, når jeg kommer hjem. Jeg har som så mange andre mænd drømt om at rejse til USA og køre tværs over staterne i en Cadillac Eldorado ‘76 med countrymusik på kassetten, men dagene går jo. Regningerne vælter ind i indbakken, og vi er løbet tør for mælk og rugbrød. Nu virker drømmen om en cykelferie på Samsø med ungerne nærmest lige så forjættende som den amerikanske drøm. Den samsøske drøm skal til gengæld nok blive virkelighed i overskuelig fremtid. Måske kunne det tilmed blive en lille tradition. 

Country Stig

På Samsø bor CS Nielsen. Her skriver han sine sange og indspiller dem i det hus med havudsigt, han voksede op i. Her har han skabt et hjem med kone og børn, og han går på jagt ligesom sin far. 

Han hedder egentlig Stig, og C’et står for country. Country Stig. Et tilnavn, der sikkert er opstået helt naturligt, da han har været stærkt optaget af countrymusikken fra han fik sin første guitar i hånden eller så sin første John Ford-western. Måske er det tilmed et navn, han selv har fundet på. Men det er også et tilnavn, som kan give associationer til dansktopsangeren Country Palle fra 1970’erne. Han sang tidens banale fordanskninger af countryhits med et hold dygtige studiemusikere i ryggen. De forsøgte at spille country, sådan som man mente, det vist skulle lyde. Lidt twang her og lidt steel der. Selvom det objektivt var fint udført, blev det også ret parodisk. De tekster, altså: “Jeg har kigget dig ud, du bli’r min, du bli’r min brud. Så der bli’r altså bryllup, til præst og degn jeg har sendt bud”, lød det i Giro 413. 

Den hvide mands blues

Det er ret sigende, at CS Nielsen har holdt fast i tilnavnet – omend i forkortet form. For selvom sammenligningen med Country Palle mildest talt er misvisende, har CS ingen fine fornemmelser. For ham er country tydeligvis blot en vigtig musikgenre, den hvide mands blues, der ikke kan begrænses til de klicheer og den aura af pickuptrucks, heste og klikke-di-klak, mange danskere tillægger den. Selvom hans sange om mytologiske skikkelser, livets tungere temaer, tro, håb og kærlighed er på et noget højere litterært stade end dansktoppens folklore, går der aldrig Katherine Diez i den for CS. Heller ikke selvom han har færdiggjort sin bachelor.        

Den slags er voldsomt sympatisk. Alt har sin tid. Glæden ved musik og sange skal aldrig forklejnes, uanset hvor og hos hvem den opstår. Ethvert menneske rummer en visdom, uanset hvor jævnt et liv, der leves.  

CS Nielsen synger om crooneren, der bringer trøst og tryghed i en tumultarisk verden. Jeg har ofte stået i pladeforretningen en fredag eftermiddag på jagt efter en plade, der kunne indramme, hvordan jeg havde det lige her, lige nu. Som Schrøder i Radiserne så rigtigt sagde: “Jeg bliver gladere af at købe plader. Når jeg er trist, køber jeg altid nogle nye plader.” Crooneren kan være det kram, du har brug for – og så er det lige meget, om han hedder Leonard Cohen eller Country Palle.  

Men with broken hearts

CS Nielsen er Samsøs Hank Williams. I en moden, ansvarlig og ædru udgave. Man kan godt skrive gode og væsentlige sange uden at drikke sig ihjel som 29-årig. Jeg kommer til at tænke på Williams’ “Men With Broken Hearts”, når jeg lytter til sange som “I Cannot Share My Darkness” og “Every Day I Aim”. Fordi de serveres med samme ukunstlede myndighed – lyt til en mand, der har noget væsentligt at fortælle. Noget, han selv tror på. Sunget med stoisk ro.  

Jeg har tidligere haft det svært med country fra Danmark. Fordi genren er så fastgjort til USA, at det alt for ofte netop havner i klicheerne – lyrisk som musikalsk. Så jeg sidder tilbage med følelsen af “nå ja, det er da helt godt. Det er næsten lige så godt som den ægte vare”. Nogle gange tager danske musikere til USA og indspiller med amerikanske musikere, så jeg ender med tanken, at de måske har skrævet lidt langt i de bukser, eller skoene er et par numre for store.  

Men CS er så meget inde i genren, at han på forunderlig vis gør den autentisk fra slægtsgården på Samsø. Han synger om mytologiske skikkelser, så man tror, at Geeshie Wiley sang på en beverding i Tranebjerg, mens publikum kæmpede med John Barleycorn, og Amelia Earhart lettede flyvemaskinen mod Atlanten fra en græsmark nord for Alstrup Jættestue. 

Det lille endorfinkick af ny indsigt

Som jeg tidligere har skrevet, bliver jeg altid klogere af at lytte til CS Nielsen. Jeg anede ikke, hvem Geeshie Wiley, Amelia Earhart, Thomas Chatterton eller John Barleycorn var – eller hvad “harrowing of hell” var for en størrelse - men det ved jeg nu. Det er værd at nævne, for det er ikke megen ny musik, man just bliver klogere af at lytte til. Måske gladere – men sjældent klogere.  

Samtidig giver “Better Times” det lille endorfin-kick, al god musik bringer med sig. Gode melodier, stor variation og sammenhængskraft. Fra salmer som “The Fight” og “Cool Water” (der er pladens eneste cover) over den søde ragtime om John Barleycorn, vuggevisen “Dance (Untill the World Stops Turnin’) og til Twin Peaky-tango på Tragic Romantics. Jeg ser ikke “Vild med dans”, men hvis de inviterer CS til at synge Tragic Romantics, mens discokuglen reflekterer i knapperne på hans cowboyskjorte, kunne jeg lokkes. Det ville blive noget så sjældent som letbenet underholdning med dybde og lag.  

“Better Times” emmer af en kunstner, der er kommet hjem – i mere end én forstand. CS’ tidligere plader har været indspillet så langt væk som København, men denne gang har de lavet det meste i stuen på Samsø. Det har gjort noget godt. Måske er det begrænsningens kunst, eller måske er det noget mere udefinérbart. Producer Johnny Stage havde vist lovet Stig, at det skulle blive hans bedste plade – og deri fik han ganske ret.  

Samsø er country.    

CS Nielsen: Better Times

2023, Køfir Records - cd og LP