Uge 8: Van Morrison - Enlightenment
What's the sound of one hand clapping?
Jeg havde ikke noget kendskab til Van Morrison. Men jeg havde en anmeldelse i baghovedet, muligvis fra mine forældres morgensavis Jyllands-Posten, der postulerede, at Van the Man altid var et behageligt selskab. Og hvem har ikke brug for at være i godt selskab? Jeg købte Enlightenment i HMV-shoppen, så der var frisk vinyl til min nye Rega.
Det skulle vise sig at være den optimale indførsel i Morrisons univers.
Hvilken lyd! Den plade fik mit anlæg til at lyde som en halv million. Alle de lag, der er afstemt så fuldstændig perfekt og smagfuldt i forhold til hinanden. Tag bare "So Quiet In Here", hvor strygere og Vans fabulerende guitar lægger bunden, mens hvad der lyder som et slidt, opretstående klaver og bassen væves ind og ud mellem hinanden. Og der køres op og ned i intensitet, så musikken stedvis hviskes i øret. So quiet in here, so peaceful in here.
Efterfulgt af den højstemte Avalon, hvor strygere, kor og harpe får fuld kraft og skaber en lyd, der er enorm, mens Vans brutalt brægende stemme og aggressive mundharmonika sørger for, at det hele ikke bliver for friseret. Det bliver i stedet så sjælefuldt, at man instinktivt forstår storheden i den keltiske mytologi og den mytiske helligdom, Avalon repræsenterer.
Det er en spirituel plade med masser af spørgsmål uden svar. Uanset om man er ateist, kristen, buddhist eller bare rock n roller vil man finde referencepunkter i Vans tekster, der er omtrent ligeså fabulerende som hans guitarspil. For Van er ikke nødvendigvis nogen genfødt kristen.
I'm in the here and now, and I'm meditating
and still I'm suffering but that's my problem
Enlightenment, don't know what it is
Det er da egentlig forbilledligt, at han laver et værk, han kalder Enlightenment, for allerede på anden skæring at proklamere, at han ikke aner, hvad det er. Årsagen kommer efterfølgende: It's up to you, everyday. Oplysningen og indsigten skal vi selv søge, for det er i denne søgen, at spiritualiteten befinder sig.
Der er ingen navngivne guder i Morrisons tekster. Det nærmeste bliver Sam Cooke, Wilson Pickett, Solomon Burke, James Brown og Gene Chandler, der citeres med samme højtidelighed som en præst ville gengive evangelisternes ord. De er alle til stede i mesterlige "Real Real Gone" - en sang, jeg aldrig bliver færdig med.
"Enlightenment"-albummet blev begyndelsen på en lang kærlighedsaffære med "The Belfast Cowboy". Jeg har siden erhvervet det meste af det, han har udgivet før og efter, og købelysten blev også næret af en fuldstændig uforglemmelig koncert i KB Hallen i december 1994. Han var i et sprudlende humør, og koncerten varede så vidt jeg husker knap fire timer. Først knap to timers koncert - og bagefter mere end halvanden times ekstra og ekstra ekstra numre - hvilken aften!
Van Morrison: Enlightenment
Polydor/Caledonia Productions Ltd. 1990
Kommentarer
Send en kommentar