Vi er alle sammen fremmede, men jeg har hjemme her

Af Thomas la Cour - Fotos: Thomas la Cour og Agnes Eeg la Cour

Et smut ned ad mindernes boulevard med Kim Larsen og Gorm Bull

“Det er noget, jeg skal skrive om”. 

Hastig onsdag. Min 13-årige datter Agnes måtte afbryde sin guitarundervisning før tid, hvis vi skulle nå toget til Vejle. Vi gik ilmarch mod banegården. “Du må ikke gå så hurtigt”, stønnede hun, mens hun løb, så jeg måtte sætte marchtempoet op for at følge med.  

Jeg skriver med min kæreste per sms dagen igennem. Vi ses ikke på daglig basis, så vi er i løbende kontakt om stort og småt. Jeg skrev:  

“Jeg er på vej til koncert med Agnes. Når hun er færdig til guitar”.   

“Hvad skal I høre?” 

“Gorm synger Larsen. Kim Larsen fortolkninger.”  

Og hastigt efter kom mit appendiks:  

“Det er noget, jeg skal skrive om”  

Jeg havde kaldt det “fortolkninger”, for jeg ville ikke have, at nogen som helst skulle tro, vi var på vej til en omgang halvlunken nostalgisk kopi med en eller anden gut i ulden flatcap, bandana om halsen og tilstræbt bred flab. Men jeg følte mig også nødsaget til at tilføje den sidste sætning. Det var arbejde. Pligt. Ikke bare for min fornøjelses skyld. For Kim Larsen er en letvægter for en musikalsk feinschmecker. Jeg har kun en enkelt af hans plader i min righoldige samling. “Midt om natten” minder mig om min første biografoplevelse. Da jeg sad der i en stopfyldt sal med min far og så Kim Larsens sorte profil på den blå skærm, mens kan sang Tik tik. Jeg var 11. Det gjorde indtryk.

Larsens afsmag for store følelser

Musik er en alvorlig sag. Alt for alvorlig til at sidde med fadøl i plastickrus og skråle med på Rabalderstræde eller Fru Sauterne. Når jeg hører musik live, vil jeg bevæges. Mine horisonter og tårekanaler skal udvides. Jeg vil have følelser flydende i tykke strømme ned ad væggene og mærke fællesskabet med resten af publikum. Vi er alle sammen fremmede, men jeg har hjemme her. Jeg er tilmed ikke bange for det sentimentale – bare det ikke bliver banalt.  

Men Kim Larsen udviste nærmest en foragt for det sentimentale og de store følelser. Når han tydeligvis længtes efter det, der var, skulle han også pointere, at han ikke var nostalgisk. Der var nærmest en berøringsangst. Det er måske den vigtigste årsag til mit ambivalente forhold til mesteren og hans fravær i min pladesamling. Selv når han skrev sange, der rummede noget tungt og vigtigt, skulle de have et pust af noget let og luftigt. “Flyvere i natten” og “Soldaterkammerat” fra Kielgasten rummer tungsindige og vigtige budskaber men skulle instrumenteres og arrangeres som et sorgløst sommerhit. Man skulle helst kunne danse til det hele. Selv Pianomand er tilsat ragtimefeeling og lette trin. Larsen var også bange for det opstyltede. Han var popsanger – ikke kunstner. Du du li du. Du du li du. Altid upbeat og du du li du. Af og til virkede det irriterende påtaget for en melankoliker som mig.  

Gorm og Larsen

Men her var vi – min datter og jeg. På vej til en aften med Kim Larsen-fortolkninger. Eller kopi. Gorm Bull har kastet sig over Kim Larsens sange, da han måtte køre sine egne musikalske ambitioner i garage. Forhåbentlig kun for en tid. Der er givetvis en husleje og et køleskab med tomme hylder.     

Jeg har fulgt Gorm på sidelinjen siden pladedebuten Huskekager fra 2014. Han er på mange måder Kim Larsens modstykke. Gorm er ikke bange for de store følelser. Det er der kommet en del fremragende sange ud af, for Gorm bliver aldrig banal. Som jeg skrev i min anmeldelse af “Huskekager” tilbage i 2014: “Der er dybde og sårbarhed bag den afslappede, ukrukkede og selvironiske facade.”  

Samarbejdet med tangentekvilibristen Palle Hjorth, Bull & Hjorth, bragte det hele et par trin op på “Alt er nu”, “Himlen og Dybet” og projektet med Morten Nielsen-digte, “Mit liv er alles”. 

Jeg fandt det nærmest trist, da Gorm pludselig proklamerede, at han ville turnere alene med sin guitar og Kim Larsens sange. Skulle han nu sidde der i et hjørne af en beverding med sin guitar, mens fulde folk skreg på “Kvinde min” eller “Masser af succes”? Billedet af Erik Clausen i filmen “De Frigjorte”, hvor han iført badebukser fremførte “Blip Båt” staccato, stod i klar erindring. Jeg havde det givetvis, som de gamle Bob Dylan-fans havde det, da poeten lavede en juleplade for Starbucks. Gorm Bull har tidligere underholdt med, at håndboldtræner og borgmester Ulrik Wilbek på et tidspunkt kaldte Gorm for Danmarks største spild af talent. Pludselig gav den betegnelse trist mening.  

Men jeg var også drevet mod aftenen i Vejle af nysgerrighed. Han har jævnligt lagt små fortolkninger ud på Facebook, og han gør det faktisk godt. Han forsøger ikke at lyde som Kim Larsen; han lyder som Gorm, der synger Larsen.  

Større rammer end ventet

Aftenen var henlagt til Bygningen i Vejle. Arbejderbevægelsens gamle forsamlingsbygning, der i dag ligger presset mellem Føtex og Paladspassagens caféer. Jeg havde været der en enkelt gang før - til Bull & Hjorth med fuldt orkester og sangcyklussen “Alt er nu”. Det var i et lille lokale i stuen, hvor publikum sad ved små caféborde med en bar bagerst i lokalet. En fantastisk og bevægende aften.  

Jeg hader at komme for sent, og vi var sent på den. Efteråret er en svær tid at klæde sig på til, når man har travlt. Jeg var svedig og beklumret i den billige jakke, jeg havde haft råd til. Der er kun én ting, jeg hader mere end at komme for sent: At komme for sent og være svedig i et lille lokale med fremmede mennesker. Hvad nu, hvis der ikke var flere borde ledige? Hvad nu, hvis der var alt for mange borde ledige? Det ville sgu være lidt trist. 

Vi havnede i første omgang ved bagindgangen sammen med et andet par, der også ledte efter Gorm og Larsen. Der stod godt nok “Bygningen” på døren, adressen passede, men alt var lukket og mørkt. Jeg nåede at blive ramt af den mistanke, at der ikke var solgt mere end en håndfuld billetter, og Gorm bare havde opgivet ævred og var blevet hjemme i Odense.  

Vi fandt sammen hovedindgangen inde i Paladspassagen, og jeg styrede med det samme ned mod det lille lokale, hvor jeg var til koncert sidst. Alt var mørkt og lukket. En venlig kvinde fra det nærliggende kontor ledte os op til den store sal på første sal. Store sal? Det er jo bare Gorm, der synger lidt Kim Larsen? 

Jeg blev ret overrasket over at finde en næsten fyldt sal. Der var vel 250 mennesker bænket i salen. På en onsdag aften. Var de gået forkert? Kunne man vinde noget?Hvordan skulle Gorm og guitar fylde det rum ud? 

Det viste sig at falde ham nemt. Der var godt med rum på guitaren og mikrofonen, og åbningen på "Langebro" fyldte rummet godt ud. Publikum sang med fra de første strofer som var de betalt for det. "Det er i dag et vejr" fik ekstra gang i fællessangen. Fint nok, men det kunne alligevel blive en lang aften, hvis vi bare skulle skråle med på de kendte tekster i halvanden time eller to. Det ville næsten kræve en fadøl i et plastickrus.  

Gorm er en showman

Men da scenen var sat, kom en bid af det, jeg satte pris på ved Bull & Hjorth: Den nærmest perfektionistiske underholdningsevne. Evnen til at bruge videosekvenser, billeder, artefakter og anekdoter for at give publikum en totaloplevelse. Jeg mindes altid mit mislykkede forsøg på at synkronisere en lysbillekarrusel med et kassettebånd i en billedkunsttime i gymnasiet og Pink Floyds overlegne sceneshow i Parken i 1994, når jeg oplever den slags. Det kan enten tilføre musikken noget ekstra eller få det hele til at falde til jorden med et brag. Der er så meget, der kan gå galt. 

Gorm er god til at omgive sig med mennesker, der kan deres shit. Videografer, fotografer, lys og lyd. Det er i sagens natur ikke Pink Floyd-dimensioner, men det, der er, virker. Gorm havde oplevet Gasolin’ i Ravnsborghallen i 1977, og han havde opstøvet billeder fra koncerten, hvor man kunne se både Gorm som niårig og hans storesøster Ruth, der havde lusket sig ind til koncerten og også kom backstage. Billeder og avisudklip kom op på lærredet bag scenen, mens vi fik Susan Himmelblå. Det var jo Kim Larsens posthume fødselsdag, og Susan Himmelblå er en slags fødselsdagssang. Så var rammen sat. 

Højstemt - uden at blive højtideligt

Det hele var veltilrettelagt, og når Gorm talte til publikums minder om Kim Larsen, blev det klædeligt højstemt uden at blive højtideligt. Vi er alle sammen fremmede, men jeg har hjemme her. For ja, uagtet min ambivalens har Kim Larsen altid været her. Han er en uomgængelig del af mit livs soundtrack. Da han fyldte 70 i 2015 var jeg lærervikar på en skole i Horsens. Til morgenens fællessang skulle der synges Kim Larsen sange, mens gavflaben selv blev projekteret op på et lærred i fotografen Susanne Mertz’ mesterlige fortolkning. Coverbilledet fra Mine damer og herrer. Det slog mig, hvordan børnehavebørn, udskolingsbørn, bedsteforældre, forældre og lærere alle vidste, hvem manden på billedet var. Hvordan alle sang med, mens de fik et tiltagende smil på læben. Ja, det var sgu ikke i 1949, der var krig i Korea, men det var cirka deromkring. Typisk Larsen. Typisk dansk. Præcision og perfektionisme er mere en tysk ting. Eller svensk. Men vi er sammen om det her.  

Lejrbålets ånd - med ønsker

Gorm præciserede, at det skulle være en aften i lejrbålets ånd. Der måtte skråles med. Og fløjtes - fordi man ser helt vildt fjollet ud, når man fløjter.  

Han havde på forhånd via Facebook bedt publikum om at komme med ønsker til koncerten. Hvis ønsket kunne krydres med en anekdote, ville det bedre chancerne for at få opfyldt ønsket. Det kom der nogle ret rørende øjeblikke ud af. Vi fik "Papirklip" med historien om den lokale kunstner og særling Peter Klip, der lavede papirklip en stor del af sit liv. Et forsøg som legetøjsfabrikant var gået i vasken, og det var drømmen om at flytte med hele familien til Spanien også. Han rejste årligt hjem fra Spanien for at klippe silhuetter og besøge sine børn. Han endte sine dage i det nærliggende Føtex, mens han lavede det, han holdt mest af: At lave papirklip. Vi fik sangen med billeder af Peter Klip og en række af hans værker. Som en påmindelse om, hvor smukt, uforudsigeligt og finurligt, livet kan være.  

Vi fik vuggevisen “Lille Lærke” fra det udskældte album “Wisdom is sexy”, fordi et par blandt publikum havde mistet en datter, der hed Lærke. Gorm havde transformeret den oprindelige drømmende produktion til noget endnu mere enkelt og fint:  

“Lille Lærke hvis du bliver svimmel, så sæt dig på en sky, pluk blomster nede på engen ... hvis du ser en mand der vinker op til dig, en som ikke selv har vinger og kan flyve som dig, så er det mig, der står dernede, hør jeg kalder på dig ...”  

Det var svært at undgå svedige øjne og en klump i halsen. 

Med indlagt overraskelse

Vi fik også “Blaffersangen”, “Midt om natten”, “Hvad mon de siger” og “Hvad gør vi nu, lille du?“, før aftenens overraskelse ramte. Gorm havde lokket saxofonisten Niels Mathiasen med. Han er lidt af en legende efter at have spillet fast med både Henning Stærk og Gnags i 80’erne og 90’erne. Derudover var han også en del af Kim Larsens musikalske entourage i tiden omkring Kielgasten. Han lagde denne aften lidt af de velkendte licks på “Jutlandia” og smagfuld underlægning på “Kloden drejer stille rundt”. Hold kaje, hvor han stadig spiller fedt.     

Mod slutningen var der fællessang på “Se Venedig og dø” og et eftertænksomt øjeblik i “Flyvere i natten”, der var tilsat Johannes G. Sørensens velkendte frihedsbudskab og arkivmateriale fra 2. Verdenskrig.  

Niels Mathiasen kom atter på scenen, da Gorm kastede sig over “Nu dufter tjørnen” og “Om lidt” - tilsat en drømmende videosekvens af det bornholmerur med måne og Jord, der skal være en del af de planlagte julekoncerter, “Gorm synger Larsen – Endelig Jul igen”, hvor Niels Mathiasen også medvirker.  

Det blev ikke helt en aften i lejrbålets ånd - dertil stemte guitaren for godt og såvel ord som akkorder i alle sange stod klokkerene.  

Det blev heller ikke en aften i den dovne fadøls ånd - dertil valgte Gorm for mange overraskelser (blandt andet et par sange fra Kim Larsens alt for oversete sidste plader). 

Det blev en aften i fællesskabets ånd. En fin og stedvis højstemt hyldest til Kim Larsen og sangene, der binder os sammen - på tværs af alder, indkomst og politisk ståsted.  

Vi er alle sammen fremmede, men jeg har hjemme her.  

Tak for den, Gorm. 

Tak, Kim.