Et bløddyrs bekendelser

En melankolsk skandinav fik et skud livsvitaminer i Syditalien. Der er mange glæder ved at have børn, men der er én, der slår de øvrige. En, der får mareridt i kassekøer, nætter med syge børn, ventetider ved vagtlægen, kuglepenstegninger på sofaen - ja selv ødelagte pickupper på grammofonen - til at blive de rene ligegyldigheder. Det er følelsen, når du kommer vandrende ud af udlandsterminalen i lufthavnen efter at have været væk fra dem i kortere eller længere tid, og de kommer dig løbende i møde med armene klar til kram. Det varer kun få øjeblikke, men det er alt værd. Jeg har ikke prøvet det så tit. Jeg er ikke videre berejst. Jeg er ikke stolt af det, men antallet af fly-takeoffs i mit 44-årige liv kunne indtil for ganske nylig  stadig tælles på to hænder. Nu er det blevet til hele tolv gange. Tolv  gange, hvor jeg har siddet i et fly og mærket den sære blanding af fascination og dødsangst, når jetmotorerne banker de mange tons stål og aluminium op i luften, mens m

25 år. Hvor blev tiden af? Gud, hvor var der stille i huset. Klokken var kvart over et en lørdag nat, og jeg havde lige sagt farvel til de sidste deltagere i den studenter-reunion, jeg havde lagt hjem til. Der var blevet snakket om livets tildragelser og fortrædeligheder i de mellemliggende år. Der var blevet skålet, grinet og krammet. Der havde været søskendekærlighed i luften. Jeg havde egentlig forestillet mig, at vi ville drikke til den årle morgen som dengang i 1991, men der er jo også en dag i morgen, når man er omkring de 44.   Nu var der helt stille. Larmende stille.    25 år var gået, siden vi vandrede ud i verden med huer, langstilkede roser og en blanding af frygt og grænseløs tro på livet muligheder. Jeg kan huske, at jeg sad og småtudede på mit værelse dengang, fordi et kapitel var uigenkaldeligt slut. Translokation. Tale, sang, modtagelse af beviserne. Klap på skulderen, hurtige kram, et "vi må også ses, Tommer" eller to. Vores forældre var der,

Martin Høybye tilføjer nye dimensioner til musikken med sin musikroman, ”For Alt i Verden”, og det medfølgende album, ”For The World”. I gamle dage, i 1900-tallet, kom musikken altid i elegant indpakning. Uanset om det var vinylskiver eller de mere nymodens cd’er, var der som oftest tekster og covernoter med. Afsenderen kunne lade sin musik ledsage af teksterne og måske enkelte bemærkninger til de enkelte sange. I dag er nærmest al musik tilgængelig hvor som helst og når som helst. Men den er ikke nødvendigvis tilsvarende tilgængelig på det mentale plan. Tværtom. Musik er blevet til farvet tapet af den gratis slags. Den kan være der hele tiden: I stuen, køkkenet, bilen, på cyklen – men det er langtfra sikkert, at vi egentlig bider mærke i, hvad vi lytter til, ud over et fængende riff eller et genkendeligt omkvæd. Det har måske ikke den store betydning, hvis man lever af at lave refrænpop. Men det er ærgerligt, hvis man er en sangskriver, der gerne vil fortælle noget med

Hvad er det mon ved biler, der gør mine valg så følelsesbetonede? For jeg har ved Gud aldrig været fornuftig i mine bilvalg. Jeg har aldrig valgt bil efter store tilfredshedsundersøgelser, afskrivning, benzinøkonomi eller værkstedsstatistikker. Jeg skriver det ikke, fordi jeg opfatter det som særlig ædelt, for jeg vil slet ikke hænge fast i den lidt selvhævdende kliche, at jeg sandelig vælger med hjertet frem for hjernen. Jeg er måske nok forelsket i tanken om at køre Fiat eller andet italiensk, men det var ikke en sanseløs forelskelse i Cinquecento'en, Tempra'en, Marea'en, Multipla'en eller Stilo'en, der fik mig til at vælge, som jeg gjorde. Det var måske mere tanken om at køre Fiat end det var de enkelte modeller, jeg var forelsket i. Jeg drømte altid om de modeller, jeg alligevel ikke havde råd til: Croma, Coupé eller de store Alfaer eller Lanciaer. Jeg drømmer egentlig stadig om en 164 Super V6 i racing green. Jovist, den lille skriggule Cinqu