Et bløddyrs bekendelser

Hun skal altid sige farvel. Når jeg kommer ind et kvarter senere, skal hun også lige sige farvel, og jeg skal fandeme slappe af. Hun har luret mig. Farvel er helligt. Farvel er sårbart. Hun køber tid med det farvel, når hun er så godt underholdt på nettet, at hun ikke vil aflevere computeren til mig. Hun skal lige sige farvel til chatvennerne og afvente deres reaktioner. Jeg har altid haft det svært med farvel, så måske har hun gennemskuet mig. En 13-årig pige er en konstant prøvelse. Jeg ved aldrig, hvad jeg har. Nogle gange er hun en sød, kærlig, nysgerrig, videbegærlig og snakkesalig, ung kvinde, og andre gange er hun et indadvendt, tvært og uempatisk barn. Jeg er hendes chauffør og beskytter. Når hun skal noget i den anden ende af byen, triller jeg den franske limo op foran skolen. Jeg håber på en snak om alt og ingenting ind mod byen. Måske om musikken på anlægget, eller hvad vi skal i weekenden. Måske om skolen, hendes drømme, nogle japanske gloser, hun lige har fundet p

”Och det här är nog så nära, himlen som vi kommer nå …” Sommerferier har en særlig plads i hukommelsen og hjertet. Det er i sommerferien, at far, mor og børn bliver en enhed. Uden de forstyrrende, intimiderende blikke, meninger, ægte og indbildte forventninger fra arbejde, skole, naboer, familie, venner og den øvrige hjemstavn. Der er bare os.   Jeg holder meget af traditioner, og jeg har let til nostalgi i den oprindelige græske sammentrækning af hjemrejse (nostos) og smerte (algos). Gensynet med alt det kendte skaber minder og nærende melankoli. Jeg kan lide at betræde kendte stier. Pille i sår og navle. Men nogle gange er det svært at få nostalgien til at passe med virkeligheden, uanset hvor meget romantisk fernis, man smører brillerne ind i. Min barndoms ferier var i Tversted, nord for Hirtshals. Det var en dagsrejse dengang, før Jylland blev plastret til med motorveje. Mor smurte sandwich og hældte kaffe på kanden, så vi kunne strække ben i Rold Skov. Vi sad på

Vals i mol: Søde stik i hjertet og musikalske kram fra Bull & Hjorth Makkerparret Gorm Bull og Palle Hjorth har med ”Alt er nu” skabt et bevægende album med 17 nedslag i livets forbistrede rod af melankoli og lykke. Lad mig til en begyndelse være helt ærlig: Jeg småtudede mig igennem det meste af første gennemlytning af ”Alt er nu”, mens forårssolen bragede ned fra en skyfri himmel udenfor, og de første skud på bøgehækken kunne anes uden for mit køkkenvindue. Albummet står på en sokkel af enkel og smagfuld, musikalsk skønhed, og skønt flere af sangene har glade budskaber, er der en underliggende tristesse, der rammer i hjertet. Det er ikke klynk; det er nærmere en resigneret sorgfuldhed i Gorms stemme og sangenes instrumentering. Her er ingen vrælende guitarsoli eller rock 'n' roll. ”Vejen frem er tit tilbage” drives frem af et cool bas-groove og afsluttes med elegant saxofon og legende tangentvirtuositet. Men selv det nummer, der med sine knap seks minut

Martin Høybye har med "The Hourglass Sessions" lavet 11 fine sange om tid, set i en midaldrende familiefars perspektiv.  Tid: Weekenden pissede af sted. 117 ting at gøre, men jeg endte med at sidde apatisk og scrolle rundt på Facebook, som jeg plejer. Måske er jeg doven, eller måske er jeg rastløs. Jeg kan ikke helt finde ud af det. Tid: Det er ikke videre let at finde tid og rum til at høre ny musik. Det kræver ro, og den slags er i restordre for en 46-årig familiefar med tre børn. Jeg har et anlæg til den syssel nede i den store stue. Lidt sammenskrab fra det meste af mit liv. En arvet grammofon, en forstærker fra min svoger, en brugt cd-afspiller og et par højtalere, jeg købte i min gymnasietid. Basmembranen på den højre er mørnet igennem, så for dybe toner får det hele til at runge og skratte. Men det går, hvis det ikke bliver for højt. Mine tre børn hænger ud i sofaerne af og til. Men lørdag var der mulighed for at nærlytte Martin Høybyes seneste album,