Det jomfruelige sommerland

”Och det här är nog så nära, himlen som vi kommer nå …”

Sommerferier har en særlig plads i hukommelsen og hjertet. Det er i sommerferien, at far, mor og børn bliver en enhed. Uden de forstyrrende, intimiderende blikke, meninger, ægte og indbildte forventninger fra arbejde, skole, naboer, familie, venner og den øvrige hjemstavn. Der er bare os.  

Jeg holder meget af traditioner, og jeg har let til nostalgi i den oprindelige græske sammentrækning af hjemrejse (nostos) og smerte (algos). Gensynet med alt det kendte skaber minder og nærende melankoli. Jeg kan lide at betræde kendte stier. Pille i sår og navle. Men nogle gange er det svært at få nostalgien til at passe med virkeligheden, uanset hvor meget romantisk fernis, man smører brillerne ind i.

Min barndoms ferier var i Tversted, nord for Hirtshals. Det var en dagsrejse dengang, før Jylland blev plastret til med motorveje. Mor smurte sandwich og hældte kaffe på kanden, så vi kunne strække ben i Rold Skov. Vi sad på vores blomstrede dyner i bilen, så de ikke fyldte i bagagerummet. Undervejs blev utålmodigheden besejret med Taveners-flødebolcher, dem med flormelis, fra dåsen i handskerummet. ”Nu er vi i Højring. Er vi der så snart?”

Vi så landskaberne ændre sig til de sidste marker med læhegn af grantræer, der var tvunget skæve af årtiers ubarmhjertige, saltholdige vestenvind. Fra Østjyllands fede agre til de sandede, næringsfattige marker langs Skagensvej. Endelig kom det forjættende kryds med Brugsen, Esso og Tversted Kirke, der var indgangen til sommerferien. Vi havde gjort en rejse.  

I dag kan man tage hele turen på godt to timer. Det hele skal jo helst være så effektivt. Motorvejen starter næsten i vores baghave, og den slutter få km fra målet. De sidste 50 km har vi vejen for os selv. Den må næsten være bygget til os.

Forventningerne og følelserne fra dengang sidder stadig i mig. Far førte bilen ned ad den lange, grusbelagte Klitrosevej, før han koblede ud, og lod Alfasud’en trille de sidste meter uden motorkraft op på de kvadratmeter, der med et interimistisk, lavt hegn markerede parkering foran sommerhuset. Den dumpe fornemmelse, når hjulene trillede fra det skramlende, støvende grus og op i blødt sand, harelorte og vejrbidt flora, mens støvskyen fra bilen fortsatte lidt længere ned ad vejen. Det var en finsk bjælkehytte, ejet af en af Fars kolleger. Bygget i de tidlige 70’ere og siden suppleret med et anneks. Grus på taget, muret skorsten, brændeovn, gaskomfur, s/h-tv i hjørnet, terrasse og blå himmel. Himlen var altid blå.

Vi var sikkert af sted en uge ad gangen, men det føles som hele somre. Fordi der ikke er ret meget andet fra de somre, der har lagret sig i hukommelsen med den samme detaljerigdom.  

Centrum af Tversted var øde og stille det meste af tiden. Jeg sad på trappen til kiosken ”Alma”, der lå lige overfor Tversted Kro. Det var en varm sommeraften, og jeg fortærede sikkert en is, mens jeg kiggede på en ferskenfarvet Audi 90. Den model var ikke helt almindelig i Danmark, men den var vist også på tyske plader. Her var ikke et øje. Man kunne høre havets brusen i det fjerne og klirrende glas fra krostuens åbne vinduer. Kroen var den traditionelle med en krostue til højre for indgangen og et mere restaurantlignende lokale til venstre med gulgrønne, matterede ruder. Jeg så aldrig mennesker derinde, men måske blev det brugt til gravkaffe, når de aldrende bysbørn satte træskoene. I krostuen, derimod, var der altid liv. Helt oppe ved baren var der en slagbænk med tilhørende bord og stole, hvor de lokale sad og smøgede den, raflede og løste verdenssituationen. Tjeneren var en høj, tavs, distingveret type med ærmeholdere og cykelstyrsskæg. Han kom engang for skade at titulere min far med et ”Guten tag”, hvortil han fik et ”goddaw då”. Min bror og jeg fik en femmer, så vi kunne snolde hos Alma, når vi havde suttet længe nok i vores Squash eller Jolly.

Min sidste tur til Tversted med mine forældre var omkring 1990. Nordjylland trak ikke helt så meget i dem mere, og kollegaen vekslede siden huset til en lejlighed i Sydfrankrig. Mine forældre begyndte i stedet at flyve til Egypten, Jersey og slige steder. Nu var der jo heller ikke længere nogen sønner at underholde i skoleferien.

Jeg søgte tilbage. Tog også min mor med tilbage. Friede til min kone i klitterne ved Tversted, da vi ventede vores første datter. Jeg ville helst have lejet min barndoms sommerhus, men det var ikke udbudt til leje. Jeg fandt andre huse i området i de følgende år. Så tæt på Paradisdalen 25, det var muligt. Jeg gik på de samme stier som dengang, og meget lignede sig selv.

Men noget havde ændret sig.

Tversted Kro var blevet til Tversted Strandkro med udeservering og fiskebuffet. Tunmousse, bøgerøget makrel og æg med rejer. Der var kommet jukeboks i krostuen, og udenfor cruisede turisterne frem og tilbage i deres leasede, sorte Audier. Klitrosevej var blevet asfalteret, så man også kunne køre de sidste 500 meter til Paradisdalen med mindst 40 km/t. Udkantsstemningen var suppleret med mange af storbyens automatconvenience. Hele to velassorterede supermarkeder. Café latte. Pizza to go. Free wifi. Den store, skønne tom- og kedsomhed var erstattet af det moderne menneskes bekvemmeligheder. Mange af villaerne ved hovedgaden var blevet til Bed & Breakfast med råhvide, rustikke møbler. I min barndom var der én butik med brugskunst nede ved stranden. Nu var de overalt. Keramik, råsilke, akvareller af skæve fiskerbåde, hjemmelavet papir og ditto stearinlys. Unika i stride strømme.

Det er naturligvis livets foranderlighed. Forventeligt og intet galt i det.

Men jeg måtte finde noget andet. Noget, der kunne blive vores eget. Selvom jeg er en fattigrøv uden penge til at eje en sommerresidens, kan et fast udflugtsmål om sommeren næsten give den samme følelse. Vi indtager området og gør det til vores eget.   

"... at se sit barndomsland reduceret til convenience må være som at se sin jomfruelige datter prostituere sig"  

Jeg søgte et sted, hvor man kunne forestille sig at sidde og glo på en ferskenfarvet Audi 90, mens nogle grinede af en vittighed et sted i sommeraftenen, og der blev klirret med nogle glas. Jeg forsøgte mig med andre steder i Danmark. Kerteminde. Ristinge. Tåsinge. Mariager. Der er dejligt, men jeg savnede havet. Bugte og bælter er ikke helt det samme som brusende Nordsøen. Den store tom- og kedsomhed er uhyre svær at opdrive, da turistindustrien efterhånden har indtaget ethvert område med en stribe sandstrand. Måske kan jeg også godt lide free wifi, café latte og pizza to go. Men at se sit barndomsland reduceret til convenience må være som at se sin jomfruelige datter prostituere sig.    

Valget faldt siden på Öland i Sverige. Afstanden til Öland er en ny dagsrejse, så både rast og flødebolcher i handskerummet giver mening. Det tager små ti timer at komme derover med hele ekvipagen. Vi tager frokost-rasten på en McD ved Karlskrona. Man er vel et moderne menneske.

Vestsiden af Öland er det børnevenlige badevand i Kalmarsund, mens østsidens grusede strande byder på enorme og voldsomme Østersøen med de baltiske lande et sted bag horisonten.

Öland er en lang kø af campingvogne og autocampere i højsæsonen, og når vi kører gennem Köpingsvik, hvor vores campingplads ligger, kan jeg se mange lighedspunkter med Tversted. Lige ved siden af campingpladsen ligger en nedlagt smedje, og ejeren af bygningen har udlejet grunden til autocampere. Dengang, hvor jeg sad og gloede på en ferskenfarvet Audi 90 i Tversted, har smedjen været en væsentlig arbejdsplads i den lille by. Lettölflaskerne har sikkert klirret fra købmanden, man har let kunnet høre latter fra bomuldsteltene på campingpladsen og bruset fra Kalmarsund i sommeraftenen, mens man sukkede over en racinggreen Volvo 164.

Men det er jätte fint. Det er vores sommerland. Vi ser det én gang om året, og det er vores, for vi fandt det selv.    

Tilføj billedtekst