Livsglæde på livstid
Foto: Helmut Soltau Bassisten Jesper Frost Bylling hopper frem fra skyggen med en samling fine sange i en perfektionistisk, levende produktion. “Livstid” peger både fremad og tilbage. Bassistens rolle i et band er ofte den mest tilbagetrukne. Mens trommeslageren kan fylde bagscenen med bækkener, tammer og store armbevægelser, forsangeren kan krænge sjælen ud i mikrofonen, og guitaristen kan grovstjæle gestik og licks fra guitarguderne, passer bassisten bare sit arbejde. Kun virkelige connaisseurs fanger eventuelle indlagte hyldester til Entwistle, Pastorius eller Levin. Bassoli hører mest til i jazzens ustyrlige verden. Tangentbetvingeren kan fylde godt med Hammond og klaviaturer i opsigtsvækkende opstillinger, så begge hænder kan være optagede. Her, der og alle vegne. Imens passer bassisten bare sit arbejde. Lidt bagude. Måske tilmed i mørket. Med en del bands kan man godt få den tanke, at bassisten er den eneste, der alene er med for musikkens skyld. Som udgangspunkt er der jo