Livsglæde på livstid

Foto: Helmut Soltau

Bassisten Jesper Frost Bylling hopper frem fra skyggen med en samling fine sange i en perfektionistisk, levende produktion. “Livstid” peger både fremad og tilbage. 

Bassistens rolle i et band er ofte den mest tilbagetrukne. Mens trommeslageren kan fylde bagscenen med bækkener, tammer og store armbevægelser, forsangeren kan krænge sjælen ud i mikrofonen, og guitaristen kan grovstjæle gestik og licks fra guitarguderne, passer bassisten bare sit arbejde. Kun virkelige connaisseurs fanger eventuelle indlagte hyldester til Entwistle, Pastorius eller Levin. Bassoli hører mest til i jazzens ustyrlige verden. 

Tangentbetvingeren kan fylde godt med Hammond og klaviaturer i opsigtsvækkende opstillinger, så begge hænder kan være optagede. Her, der og alle vegne. Imens passer bassisten bare sit arbejde. Lidt bagude. Måske tilmed i mørket. 

Med en del bands kan man godt få den tanke, at bassisten er den eneste, der alene er med for musikkens skyld. Som udgangspunkt er der jo ikke så mange damer i den position. Eller herrer, for den sags skyld. 

Arbejdsmanden

Jesper Frost Bylling er med al tydelighed musiker for musikkens skyld. En arbejdsmand. Han har de sidste 30 år markeret sig som en seriøs sideman i mange forskellige sammenhænge. Allan Olsens solodebut, Rock Nalles comeback i 90’erne, folkemusikken i Bragr og Ole Frimer Band i en årrække - for blot at nævne nogle få sammenhænge. Den båndløse bas er nærmest blevet en signatur. 

Med albummet “Livstid” har han taget et par væsentlige skridt frem på scenen. Albummet består af otte sange, han selv har skrevet, en fortolkning af en gammel Giro413-klassiker og to instrumentale kompositioner. 

Ører på stilke

Det er ikke just refrænpop eller klichésyltning, så ørerne skal være til stede hele tiden. Jeg måtte genlytte flere sange en del gange, fordi tankerne blev forfløjne. Det gælder om at følge med: 

Her er der brunt og rart for øjet 

Her er der gået mange år 

Her bli’r der skrønet, pralet og løjet 

Her glemmes tiden, mens den går 

Alderen trykker hende stille 

ned i den stol, hun sidder på 

Hun ville gå, men skæbnen den ville 

alt bli'r rykket ind med ti små grå 

(Svanesang) 

Det er små akvareller – eller måske oliemalerier af den slags, man finder i patinerede guldrammer – ordene og musikken danner. Der er en detaljerigdom i teksterne, som gør valget af “Jeg er en simpel bondemand” som albummets eneste fortolkning lige i øjet. For det er tydeligvis den digtertradition, der har inspireret Jesper mest i egen sangskrivning. 

Der er glæde, en smule melankoli og nysgerrighed i teksterne. Mest glæde. Nysgerrighed på, hvor tiden dog blev af. Nysgerrighed på alle de bobler, vi bevæger os i. Midt mellem livets kringlede stier, daggamle skraldeposer, kærlighed, medister, Digestives og bleer. 

Tankernes retning, dem styrer jeg selv 

Salig er lyden af stilhed, der larmer 

(Spildemanden) 

Klassisk, gedigen sangskrivning

Melodierne er et kapitel for sig. Det er bare fornemt håndværk. Jeg fik pludselig øre for, hvor mange helt utrolig ringe melodier, der egentlig skrives. Dovne melodier. Sådan generelt. Det her dufter jo lifligt af Kai Normann Andersen. Er det at tage munden for fuld? Nej, det synes jeg faktisk ikke. Det er melodier, der bevæger sig som en sti i et bakket landskab og givetvis stiller ret store krav til vokalen. Krav, som Jesper og korsanger Karen Grarup heldigvis aldeles ubesværet honorerer. Fedt, at manden i centrum tør udfordre sig selv og jævnligt kommer ud på kanten af egen vokals rækkevidde. Det er med til at understrege vigtigheden af ordene. Han synger. Sådan rigtigt, altså. 

Jeg har ikke nogen oplysninger om de enkelte kompositioner, da jeg skriver disse linjer. Så jeg risikerer at dumme mig gevaldigt, hvis Jesper nu ikke er ophavsmand til alle kompositioner – med undtagelse af “Jeg er en simpel bondemand”, naturligvis. For når jeg hører “Vuggevise”, hører jeg en hyldest til Jan Johansson og en melodi, der burde få klassikerstatus. Hvis den ikke allerede har det, forstås. Jeg skal i så fald beklage min uvidenhed. Men smuk er den, dæleme. Jeg har aldrig gjort i at planlægge min egen begravelse, men hvis jeg skulle bæres ud til musikalsk ledsagelse ... 

Lækker produktion

Man aner en god portion perfektionisme i produktionen. Kristian Bisgaards klaverspil og Ole Albrechtens akustiske guitarspil kilder nærmest i ørerne, så jeg ved anslaget til “En vigtig fugl” kommer til at tænke på Finn Olafsson og Jytte Pillonis klassiske indspilning “Himlen over dig”. 

Lydbilledet er i bare gennemgående lækkert. Albrechtens guitar og pedalsteel, Klaus Thranes trommer og naturligvis Jespers bas er den solide konstruktion i de fleste sange. Kristians Bisgaards piano, Jesper Løvdals sopransax, Birgitte Ernst Baks bratch og violin og Karen Grarups vokale harmonier er smagfuldt drysset ud over værket. 

Det er et album, der både byder på sommerens lethed og efterårets eftertænksomhed. Tungsindigt bliver det aldrig – dertil er Jespers skælmske ordleg, lyse vokal og glæde ved gamle biler simpelthen for nærværende.

Det er et album, der lyser af glæden ved musik – og livet generelt. Tak for det.

Livstid kan findes på Spotify, YouTube og andre streamingtjenester. Men den er skam også udgivet på CD.