Et bløddyrs bekendelser

Nogle anekdoter kan være så slidte, at de irriterer. Men nogle gange må man bare acceptere dem, som de er. Gamle mennesker fortæller anekdoter. Anekdoter er små maggi-terninger fra et levet liv, og de gør lange historier meget korte. De gode anekdoter sammenfatter essensen, og så kan man gætte sig til eller - hvis man selv var der - mindes resten. Det er egentlig som et pixeleret billede, der langsomt bliver skarpere. Min mor er 83, og hun har også en stak anekdoter, der jævnligt bliver genfortalt. Som en jukebox ligger historierne på rad og række, parat til at blive kaldt frem, når snakken falder på et givet emne. Nogle af dem bliver en smule bedre for hver gang de bliver støvet af, andre er så ofte fremme, at de slet ikke bliver støvede. Når snakken falder på Vendsyssel, sommerferier i 70'erne og 80'erne og det musikerkollektiv, min far beskæftigede sig med deroppe, får vi som regel historien om en housewarming i Hjørring og hunden, der hed Plusli. Anekdoten er igen

Ole Frimer Band har med cd'en ”Blålys” tilført den danske bluesscene et friskt pust, der blæser fadølsdunsten væk. Syv dansksprogede sange og to instrumentale kompositioner skaber et varieret udtryk med plads til både drømme, indignation og en hyldest til Moder Jord. Anmeldelse af journalist Thomas la Cour Jeg har et lidt ambivalent forhold til hvid, dansk blues. Når den lidelsesfulde musikgenre skal omplantes fra vredens bomuldsmarker til blød og lun, CO2-neutral, dansk spagnum, går en del af troværdigheden ofte tabt. Okay, vi køber, at Clapton har the blues – men en dansk fritids- eller deltidsmusiker med kone, børn, parcelhus og ratepension? Nej, ikke rigtig, vel? Det bliver ofte til lidt påtaget fadbamseblues om kvinder, der skrider fra en dagligdag af lonesome highways, trailer parks, diners og andre højstemte, grynede billeder fra Guds eget land. Tekstuniverset er utroværdigt, men hvis guitaristen er ferm på fingrene, fadøllen er billig, og de kan spille