Forslidte, uundværlige anekdoter

Nogle anekdoter kan være så slidte, at de irriterer. Men nogle gange må man bare acceptere dem, som de er.

Gamle mennesker fortæller anekdoter. Anekdoter er små maggi-terninger fra et levet liv, og de gør lange historier meget korte. De gode anekdoter sammenfatter essensen, og så kan man gætte sig til eller - hvis man selv var der - mindes resten. Det er egentlig som et pixeleret billede, der langsomt bliver skarpere.

Min mor er 83, og hun har også en stak anekdoter, der jævnligt bliver genfortalt. Som en jukebox ligger historierne på rad og række, parat til at blive kaldt frem, når snakken falder på et givet emne. Nogle af dem bliver en smule bedre for hver gang de bliver støvet af, andre er så ofte fremme, at de slet ikke bliver støvede.

Når snakken falder på Vendsyssel, sommerferier i 70'erne og 80'erne og det musikerkollektiv, min far beskæftigede sig med deroppe, får vi som regel historien om en housewarming i Hjørring og hunden, der hed Plusli.

Anekdoten er igennem årene blevet så kort og indforstået, at fremmede ikke ville få meget ud af den - endsige forstå, hvad der får os - de indviede - til at trække på smilebåndet.

"Kan du huske, da vi var til housewarming hos Memphis? Og måtte begrave Plusli? Erik Kramshøj var der også, for han kunne lugte en fest på 300 kilometers afstand", lyder det fra min mor.

Hele historien

Min far beskæftigede sig en del med folkemusikken i det nordjyske dengang. Han tog med toget til Skagen i sin fedtede, bordeauxfarvede anorak, dengang deres festival var en visefestival. Han kom en del sammen med De Gyldne Løver, og han skrev meget om løven Jens Memphis, da Memphis forsøgte sig som solist fra slutningen af 70'erne og ind i 80'erne.

Så da vi var på ferie i Tversted en sommer i begyndelsen af 80'erne, blev hele familien inviteret til housewarming hos Jens Memphis i Hjørring. Jeg har vel været omkring ti eller elleve år, vil jeg tro.

Venner og bekendte til De Gyldne Løver var med til festen, så der var trængsel ved fadølsanlægget i køkkenet. Jeg husker egentlig ikke så mange af dem, der var der. Jeg husker Lasse & Mathilde, fordi Mathilde var så imposant høj fra mine halvanden meter, og Lasse, fordi han slog sig ned ved siden af min far for en stund. Lasse var ved at blive høj i tindingerne dengang, og han havde fundet en sjælesørger i min far, der også havde smidt håret i en ung alder. Det talte de vist en del om. Derudover husker jeg en journalist fra Danmarks Radio ved navn Erik Kramshøj, der i min hukommelse havde briller med grønt stel dengang. Historien var, at han havde inviteret sig selv.

Jens Memphis havde en hund, der hed Plusli. Som jeg husker det, lignede den en ruhåret hønsehund, når den vraltede rundt mellem gæsterne i den nyerhvervede villa.

Festen skred frem på en solbeskinnet sommerdag, -aften og -nat. I haven blev der spillet dart, og som mørket kom, blev det sværere og sværere at regne point ud. Det duftede af øl over det meste af huset og haven, efterhånden som finmotorikken gav op, og ølsjatterne ramte bjælkegulv og fliser. Der blev nok også musiceret. Det skulle undre mig andet.

Bespisningen bestod vist af spareribs. Jeg husker det ikke, men det er en detalje, der behøves for at forstå Pluslis endeligt. De glade og fulde gæster havde fodret den sultne hund med ben hele aftenen, og på et tidspunkt skvattede det stakkels kræ om. Der blev rekvireret dyrlæge sent om aftenen, og her kunne det konstateres, at hunden havde slugt benene, og bensplinterne havde perforeret mavesækken på det stakkels dyr. Dyrlægen aflivede Plusli, mens en en flok berusere målløse så til. Men den stakkels hund skulle jo ikke bare ligge der, så de mest initiativrige fandt spade og skovl i skuret og begyndte udgravningen til Pluslis sidste hvilested.

Ifølge Jens Memphis var det en billig housewarming; den kostede ham kun en hund.

Ja, ja mor ...

Når min mor fortæller den anekdote i den forkortede version, tænker jeg "ja, ja, mor. Der er altså meget andet at huske de mennesker og den tid for".

Der er jo f.eks. pladerne, som jeg stadig sætter på grammofonen. De fleste af dem har jeg konserveret i digitalt format, så jeg også kan høre dem, når vinylen er blevet til spåner. Niels Hausgaards tidligste plader er stor visekunst, der måler sig med det bedste fra Sverige. Fisker Thomas' ukunstlede viser, der også blev mesterligt produceret af Hausgaard. De Gyldne Løvers første plader, som Palle Juul flikkede sammen i sit hønsehus på Sønderholm Hedevej.

Det er alt sammen hinsides anekdoter om druk og hor. Det er et stykke væsentligt kulturhistorie, som jeg er taknemlig over at have fået ind under huden. Kulturhistorie fra dengang, hvor kultur ikke krævede en bevilling fra en pulje for at opstå: Det hele skete, fordi nogle mennesker ikke kunne lade være.

Så spar mig nu lige for dette anekdote-resumé, ikke mor? Jeg ved godt, at du ikke hører pladerne på samme måde, som jeg gør, men jeg behøver ikke den historie. De mennesker er for mig meget mere end en flok drikfældige, skæggede vendelboer med en sjofert i ærmet. De har lavet en musik og skrevet en historie, der fortjener anerkendelse på linje med Savage Rose, Povl Dissing, Gasolin' og C.V.Jørgensen.

Mødet med løverne tredive år senere

Jeg tog op og interviewede De Gyldne Løver i foråret 2013. Jeg skulle bruge interviewet til min bachelor, og jeg havde forsigtigt henvendt mig til bassisten, Kalle, over Facebook. Jeg havde forklaret, hvad det var til, og jeg havde også nævnt, hvem min far var - i fald de huskede ham. Den oplysning var mest til for at forklare, hvorfor en ung fløs på 40 pludselig var så interesseret i deres gøren og laden i de tidlige 70'ere.

Jeg havde en del præstationsangst, da jeg trådte ind i Carsten Holsts stue, hvor de fire sad klar med kaffe og kringle. Sidst, jeg havde set dem, var ved en pladerelease for Fisker Thomas i Ålbæk i 1989. Dengang var de endnu ikke voldsomt interesserede i kaffe og kringle. Som Carsten senere sagde: For fyrre år siden snakkede vi om fisse. For tyve år siden snakkede vi om pensionsordninger. Nu snakker vi om hjælpemidler.

1989 var vist også året, min far sidste gang talte med dem.

- Hvornår var det nu, din far døde?, ville Carsten vide.

- Det er ved at være ti år siden, svarede jeg.

- Var du ikke med til den fest, hvor vi begravede Plusli?, spurgte Jens Bjørn.

- Jo, svarede jeg.

- Ja, det var sgu noget af en fest, sagde Kalle.

- Ja, hvem var egentlig med?, spurgte Jens Bjørn.

- Alex Campbell var med. Niels (Hausgaard, red) var der også. Og Lasse & Mathilde, sagde Carsten.

- Ja, og Erik Kramshøj. Han kunne fandeme lugte en fest på 300 kilometers afstand, sagde Jens Memphis.    




Kommentarer

  1. Jeg er og har aldrig været partycrasher, men så en del til Løverne både fagligt og privat i den periode, så det var Memphis egen skyld, at vi var der. Men et Københavnsk fremmedelement, var noget Løverne kunne bruge som udgangspunkt for karske ordudvekslinger. Hunden var ikke Memphis' egen men Emmys.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder meget plausibelt. Kjøwenhavnere er en favoritprügelknabe på de kanter. Det er også en del af historien - men fedt, at du tager til genmæle. :-)

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Vi er alle sammen fremmede, men jeg har hjemme her

Min crooner på Samsø

Uge 7: Bjørn Fjæstad - Du kender intet til mig