Frimer puster til fadølsdunsten

Ole Frimer Band har med cd'en ”Blålys” tilført den danske bluesscene et friskt pust, der blæser fadølsdunsten væk. Syv dansksprogede sange og to instrumentale kompositioner skaber et varieret udtryk med plads til både drømme, indignation og en hyldest til Moder Jord.

Anmeldelse af journalist Thomas la Cour

Jeg har et lidt ambivalent forhold til hvid, dansk blues. Når den lidelsesfulde musikgenre skal omplantes fra vredens bomuldsmarker til blød og lun, CO2-neutral, dansk spagnum, går en del af troværdigheden ofte tabt. Okay, vi køber, at Clapton har the blues – men en dansk fritids- eller deltidsmusiker med kone, børn, parcelhus og ratepension? Nej, ikke rigtig, vel? Det bliver ofte til lidt påtaget fadbamseblues om kvinder, der skrider fra en dagligdag af lonesome highways, trailer parks, diners og andre højstemte, grynede billeder fra Guds eget land. Tekstuniverset er utroværdigt, men hvis guitaristen er ferm på fingrene, fadøllen er billig, og de kan spille noget med Clapton, så det næsten lyder som på pladen, køber vi præmissen for en aften.

Jeg blev derfor yderst begejstret, da jeg første gang hørte om Ole Frimer Bands dansksprogede bluesfusionsprojekt, der nu er resulteret i cd'en ”Blålys”. Det kræver mod at udtrykke sig på modersmålet, når der er noget på spil. Indignation eller melankoli er lettere at levere med hjælp fra nogle afprøvede, let slidte, engelske fraser, men det kan virke så meget stærkere på dansk – når det altså lykkes. Banaliteter på engelsk kan glide ned, men på dansk gør de ondt i tæerne.

Fire musikere uden nøkker

”Blålys” er syv fine, dansksprogede sange med noget på hjerte og to smukke instrumentalnumre med kant. De hjælpes godt på vej af fire fremragende musikere, der ikke har travlt med at bevise noget. De slås ikke om rampelyset, og Ole Frimers personlige og fabulerende guitar efterlader masser af plads til både Byllings smagfulde bas-grooves og Hjorths sjælefulde tangenter, mens Daugaard i maskinrummet sørger for, at de kommer fremad, fremad, fremad.

Pladen begynder med en fin og minutiøs bandpræsentation. Første nummer åbnes med Claus Daugaards trommehvirvel, følges af Jesper Byllings båndløse basfigur, Palle Hjorths vrængende Hammond og slutteligt kapelmester Frimers tematiske guitar. Kvartetten er præsenteret, og vi er i denne komposition tættere på Lee Ritenour end fadbamseblues af diffus oprindelse. ”Lysningen” er fortræffelig instrumentalmusik til en roadmovie for det indre øje. Togskinnernes monotone dunk-dunk eller vejpælenes flimrende billede i øjenkrogen gengives med den tilbagevendende, rolige, bløde, båndløse bas, mens Daugaards temposkift og Ole Frimers og Palle Hjorths stedvise dueller giver kompositionen så meget kant, at det ikke ender i en alt for smooth bluesfusion.

Sushi, sushi, sushi

Ole Frimer oplader først sin røst på den FM-venlige ”Single City”. En besk og satirisk ”hyldest” til storbyens singleliv, hvor man kan ”gå enegang i et udvalg af flersomhed”. Det er en opremsning af den forlorne facades foretrukne ingredienser, og da Frimer kommer til ”sushi, sushi, sushi”, lyder det grangiveligt som et suk fra Peter Thorups grav. Gad vide, hvad den gamle blueskæmpe ville have sagt til Danmark anno 2014, hvor sushi og sociale medier efterhånden har gjort et stykke med surt og en samtale til en retrooplevelse?

Det er i det hele taget svært ikke at tænke på Thorup, når Frimer synger. Stemme og fraseringer minder en del om Peter Thorups, hvilket er et godt eksempel på, at en god bluesstemme ikke kræver overforbrug af kvinder, sprut og smøger: Uden at gøre mig klog på Frimers forbrug, synes det dog i højere grad at være integritet, ærlighed og indlevelse, der er i spil her. En stemme, der passer fortræffeligt til teksternes blanding af det nøgterne observerende og det indignerede reflekterende. Sidstnævnte er i spil på kommentaren til klimaforandringerne, ”Regnmager”, hvor Frimer sætter ord på ganske mange menneskers frustration: ”Men hvorfor pokker sker der så ingenting? Er jeg da den eneste, som frygter og er bange?”

Mere end blues

Ole Frimer er en fremragende bluesguitarist og -sanger, men det ville være forkert at kalde ”Blålys” for en bluesplade. Den er så meget mere end det. Hvis man har oplevet bandet live, vil man vide, at rootsblues udgør rygraden i projektet, og at Frimers drømmende guitar hurtigt kan afløses af nogle rappe Johnny Winter-licks for at give luftguitaristerne noget for pengene. Men i studiet har bandet kunnet eksperimentere mere med andre genrer, og der er såmænd både valsestykker og Pink Floyd-stemning undervejs. På den smukke outro til ”Blålys over Brosten” er vi et sted mellem Richard Wright og Gary Moores parisiske gangbroer.

Der er ingen tvivl om, at Palle Hjorths tangenter er en vigtig bidragyder til det varierede udtryk. Bas, guitar og trommer er den traditionelle rygrad i blues, men Palles sejt swingende og sjælefulde Hammond (der vist godt nok er et Korg – men dog med Hammondorgelets genkendelige Leslieboks) og elegante klaver sender bandet ud på langt mere interessante, musikalske ekspeditioner end en togtur på tolv takter. Palle Hjorth, der modtog Steppeulvsprisen i år som årets musiker, har medvirket på mere end 100 plader og er brugt af danske kunstnere som Savage Rose, Peter Sommer, Allan Olsen, Big Fat Snake og Povl Dissing.

”Blålys” er en uprætentiøs produktion, der alligevel magter at pege dansk blues i en ny retning. Må der komme meget mere dansksproget bluesmusik, der ser verden med en skandinavs øjne, og må flere danske bluesmusikere sande, at bluesmusik i sin rene grundform kræver en hulens masse attitude at gøre interessant, når fadølsanlægget er slukket.

Ole Frimer Band: Blålys. LongLife Records. Udgivelsesdato: 1. juni 2014.