Et bløddyrs bekendelser

Da jeg var yngre, forbandt jeg skolejubilæer med billedet af tykke mænd i dobbeltradede doucefarvede blazere, guldnåle og begrænset hårpragt, der mødtes med runde kvinder i ternede spadseredragter og lidt for meget – og lidt for rød - læbestift. De talte om gamle dage, mens de drak sur, lunken hvidvin, lo af de samme forslidte anekdoter om lektor Blomme og overlærer Madsen, mens de blev enige om, at ungdommen nu ikke længere var, hvad den havde været. Skolejubilarer var i mine unge øjne fortabte mennesker med det ene ben i graven og det andet på nostalgiens nedtrampede sti. Jeg har siden fundet ud af, at der er lidt flere nuancer i det billede. Jeg har nu fire gange mødtes med de unge mennesker, jeg brugte et lille år sammen med fra august 1986 til juni 1987 på Mellerup Fri- og Efterskole ved Randers. Vi har ganske vist også udvekslet anekdoter om Peer, Arne, Preben og de andre 80’er-udgaver af Lektor Blomme og overlærer Madsen, ligesom ungdommen bestemt ikke længer

Avisabonnementer, hjælp til de katastroferamte, telefonabonnementer, elektricitet, forsikringer? Der er meget at tage stilling til, når telefonen ringer, eller når man blot spadserer i sine egne tanker på hovedgaden. Jeg stod midt i at røre fars til fiskefrikadeller, da telefonen ringede. Jeg skævede til telefonen for at se, om det var nødvendigt at vaske hænder, så telefonen ikke kom til at lugte som en fiskemelsfabrik. Jeg besvarer stort set aldrig hemmelige numre, fordi det altid er analyseinstitutter eller abonnementssælgere. De skal hverken analysere mig eller sælge mig noget, når jeg står midt i fiskefarsen. Men denne gang stod der et nummer i displayet, og jeg hastede med at få fingrene rene, så jeg kunne ”swippe” uden fiskeodør. ”Det er Thomas” ”Hej, jeg ringer fra Røde Kors, og du har …” ”Jeg har ikke tid nu, så jeg afbryder …” Jeg tog telefonen fra øret og fandt afbryderknappen. Nåede lige at høre den venlige kvindestemme udbryde noget, der lød lettere forbavset

Jeg forstår egentlig godt arbejdsløse, ensomme mænd uden mål i livet, der onanerer dagene væk. De mangler forløsning. De mangler at føle, at de kan noget. Når arbejdsløshedens ydmygelser endnu ikke har frataget dem evnen til en rejsning, er der trods alt noget, de stadig kan. Jeg har det ikke så godt med at sidde i bar røv foran den computer, min datter bruger til at spille Roblox på, så jeg tuder lidt i stedet. Det kan give den samme forløsning, men skamfuldheden udebliver. ”Rigtige mænd tuder ikke”, siges det. Rigtig dumme mænd tuder ikke, siger jeg. Det er simpelthen for dumt ikke at tude lidt, når livets vej byder på bump, der er ved at tage livet af køretøjets støddæmpere. Luk dog for fanden lidt saltvand ud af de øjne, når trykket bliver for stort indeni. Så slipper du også for at blive pornoafhængig volds- eller knudemand. Du behøver jo ikke at hulke, vel? Du behøver ikke lave et teaterstykke ud af det. Du kan gøre det diskret, eller når du er alene. Et par dråber kan

"Når jeg er trist, køber jeg nogle nye plader ..." Jeg er begyndt at ose på Discogs og QXL. Begge steder kan jeg finde gamle vinylplader, og det kan sagtens udvikle sig til en habil last. Det håber jeg. Det er vigtigt med en last, når jeg nu hverken ryger, drikker eller render efter fremmede kvindfolk. Der er en fin tegning med Radiserne, hvor Schrøder (ham, der spiller på lejetøjspianoet og elsker Beethoven) siger, ”buying records cheers me up … whenever I feel low, I buy some new records”. Min pladesamling afslører, at han ikke er den eneste, der har det sådan. Døde pladebutikker Men pladebutikker er nu ikke, hvad de var engang. Engang gav det mig et lille melankolsk kick at gå i Stereostudiet. Jeg kunne som regel finde noget, jeg meget gerne ville have. Jeg ledte altid mere eller mindre ubevidst efter den plade, der kunne reflektere, hvad jeg vist nok følte eller ønskede at føle på det tidspunkt. Lad mig være følsom og blød med James Taylor fra de tidlig