Hvorfor skal jeg hele tiden sige nej?

Avisabonnementer, hjælp til de katastroferamte, telefonabonnementer, elektricitet, forsikringer? Der er meget at tage stilling til, når telefonen ringer, eller når man blot spadserer i sine egne tanker på hovedgaden.

Jeg stod midt i at røre fars til fiskefrikadeller, da telefonen ringede. Jeg skævede til telefonen for at se, om det var nødvendigt at vaske hænder, så telefonen ikke kom til at lugte som en fiskemelsfabrik.

Jeg besvarer stort set aldrig hemmelige numre, fordi det altid er analyseinstitutter eller abonnementssælgere. De skal hverken analysere mig eller sælge mig noget, når jeg står midt i fiskefarsen. Men denne gang stod der et nummer i displayet, og jeg hastede med at få fingrene rene, så jeg kunne ”swippe” uden fiskeodør.

”Det er Thomas”
”Hej, jeg ringer fra Røde Kors, og du har …”
”Jeg har ikke tid nu, så jeg afbryder …”

Jeg tog telefonen fra øret og fandt afbryderknappen. Nåede lige at høre den venlige kvindestemme udbryde noget, der lød lettere forbavset.

Kynismen har overtaget

Jeg var uforskammet, men det rørte mig ikke. Det gjorde det, dengang jeg begyndte at afslutte slige opkald på denne måde. Dengang tænkte jeg over, hvordan mennesket i den anden ende mon opfattede mig. Om det nu var fair af mig at afslutte et opkald på den måde. Det gav mig nærmest skyldfølelse at gebærde mig så ufint - selv når det bare var en anmassende telefonsælger, der havde ignoreret indtil flere venlige antydninger af, at jeg ikke var interesseret i det, der skulle sælges.

Men nu er jeg blevet mere kynisk. Mere ligeglad. For jeg er grundlæggende frustreret over hele tiden at skulle sige nej. Det ville være nemt at sige nej, hvis det var nazisterne, der ringede for at sælge et medlemskab, men det er sværere at sige nej til at give en smule til de flygtende, de sultende, de forfulgte. Jeg glemmer aldrig en lidt for energisk facer i Købmagergade i København, der engang besvarede mit afslag med et ”vil du da ikke hjælpe de nødlidende”? Nej, det vil jeg åbenbart ikke. Jeg er et slet menneske. Nu vil jeg gå hjem og føle mig som et sådant, tak. Også god dag til dig.

Slalom mellem facere på hovedgaden

Jeg er træt af, at jeg ikke kan gå i fred på gaden uden at skulle tiltales af energiske mennesker med salg for øje. ”Må jeg forstyrre et øjeblik”? ”Må jeg låne dig et øjeblik”?  ”Nej, ikke i dag. Jeg har travlt”, tvinges jeg til at lyve. For jeg orker ikke at skulle stå der midt på gaden og skulle konfronteres med al den elendighed, jeg udmærket er klar over eksisterer, for bagefter at skulle redegøre for min privatøkonomi. Jo, jeg kan godt se, at det er en vigtig sag, men jeg har faktisk ikke råd til at donere faste beløb. Jeg orker heller ikke overveje, om jeg måske kan spare 50 kroner på mit telefonabonnement. Jeg aner faktisk slet ikke, hvad jeg betaler lige nu.

Det udfordrer min høflighedsrefleks, fordi det kræver en ekstra indsats at være høflig og afvisende på samme tid.

Jeg er på vej efter en sandwich til min tomme mave og lidt frisk luft til mit skærmtrætte hoved. Jeg havde glædet mig til det lille afbræk i skrivebordsarbejdet, men nu bliver det et slalomløb mellem velmenende unge mennesker med rygsække, blokke og kuglepenne. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, ”det har ingen interesse”, for det kan det sagtens have. Bare ikke nu. Derfor bruger jeg den påtagede travlhed som et venligt afslag, men det kan jeg heller ikke rigtig bruge mere. For nu tilbyder en del, at de da bare kan gå med, så jeg kan komme af med mine penge uden at spilde kostbar tid.

Tilvalg i stedet for fravalg

Jeg er træt af hele tiden at skulle fravælge. Jeg er træt af at skulle sige nej. Hvis jeg var af den overbevisning, at nødhjælp var spild af penge, eller at de nødlidende ligger, som de har redt, ville det sikkert ikke røre mig at levere et vrængende nej. Hvis lokalavisen bedrev smagløs og ondsindet revolverjournalistik, ville det være en del lettere at sige nej til et fantastisk tilbud om tre måneders abonnement til næsten ingen penge. Hvis telefonselskabet Telmore var kendt for at aflytte kundernes samtaler, skulle jeg hurtigt afvise den sleske sælger.

Men det er jo som oftest fine foretagender, gode hensigter og velmenende tilbud, de står med. De er alle glade og som oftest høflige, når de henvender sig. Og ja, jeg vil meget gerne redde hele verden, hvis jeg kan, så du behøver egentlig ikke fortælle om al elendigheden, før jeg finder tegnebogen frem. Og ja, det er vigtigt med en lokalavis, som kan fortælle de lokale historier, så jeg burde egentlig abonnere. Og ja, måske burde jeg spare nogle penge ved at skifte telefonselskab.

Skal jeg købe høretelefoner?

Jeg orker bare ikke at skulle tage stilling lige nu. Hverken midt i fiskefarsen eller midt på hovedgaden. Vil I ikke nok lade mig være i fred, eller skal jeg virkelig købe et sæt af de der overdimensionerede høretelefoner, så jeg demonstrativt kan fortælle omverdenen, at jeg ikke vil forstyrres? Det ser dybt åndssvagt ud – særligt til en gamling på 42 – og jeg vil egentlig helst være åben og tilgængelig.

Jeg gider ikke sige nej mere. Må jeg ikke godt opsøge jer, hvis jeg vil sætte lidt ind på karmakontoen? Hvis jeg får brug for en avis i brevkassen eller et andet telefonabonnement? I må gerne stikke mig en brochure, når jeg går forbi på gaden, og I må også gerne lave lidt aggressiv markedsføring på de sociale medier - men jeg har ikke lyst til at tage stilling til noget som helst, når I bliver ved med at vade ind i min privatsfære med træsko på.