Ujævn film om Glistrup og Spies

Christoffer Boe har begået en underholdende men ujævn film om rejsekongen Spies, skattefrihedskæmperen Glistrup og deres usædvanlige parløb.

Jeg var lidt forbeholden, da en venlig sjæl tilbød mig en fribillet til aftenens forpremiere på filmen Spies & Glistrup. Jeg havde set det første preview og fandt ved første øjekast, at der var lidt for meget parodi i Nicolas Bros Glistrup og Pilou Asbæks Spies. Det er en enorm udfordring at gengive to personer, som vi alle mener at kende godt, både hvad statur, fremtræden og stemmer angår. Glistrups kluntede vralten og drevne bornholmske og Spies' nonchalante gang og nasale, overklasse-Helsingør-dialekt. Det bliver let parodisk.

Men de to klarer udfordringen imponerende godt. Undervejs kan man sagtens leve i illusionen om, at det er Spies og Glistrup oppe på lærredet.

Til forpremieren introducerede Christoffer Boe og Pilou Asbæk filmen, og Pilou forklarede, at han havde opsøgt Anders Matthesen, der jo tidligere - med betydelig succes - har portrætteret rejsekongen i "lufthavnsshowet" Spies på Gasværket i 2004. Pilou ville lære Simon Spies' distinkte tale med hjælp fra Anders Matthesen.

- Ved et af vores sidste møder sagde Anders, at hemmeligheden lå i fire cd'er, som jeg kunne låne. Cd'erne rummede alle udsendelser med spørgeprogrammet "Spørg Bare", hvor Spies var en del af panelet. Da jeg havde lyttet til de cd'er i fire måneder, kørte jeg fast. Noget nyt skulle ske, sagde Pilou Asbæk.

Det nye blev et bordtennisbord og jævnlige møder med modspilleren Nicolas Bro. Spies og Glistrup dystede meget i bordtennis, og Pilou og Nicolas brugte bordtennisdyster til at improvisere samtaler mellem Spies og Glistrup.

Øvelserne har båret frugt, og Pilou Asbæks og Nicolas Bros præstationer er filmens stærkeste kort.

Det kniber lidt mere med historien. Fortællingen begynder i 1965, hvor Glistrup og Spies mødes igen efter at have været fra hinanden en del år. Man finder hurtigt ud af, at de er gode venner, men man finder aldrig ud af hvorfor.

Det er filmens svaghed. Vi får en repetition af kendte og ukendte hændelser fra 1965 til begyndelsen af 70'erne, men filmen giver ingen bud på, hvad Glistrups indre anarkist kom af eller om der var noget blødt bag Spies' kyniske facade. Dermed fremstår de to hovedpersoner lidt for klichéprægede - en gengivelse af de lidt for nuanceløse profiler, vi kender så godt i forvejen. Jo, vi får da at vide, at Lene Glistrup er en uvurderlig støtte for sin "Mugge", og en passage, hvor Spies finder sammen med en ung kvinde, der vil sylte asier til ham og dele sårbarhed, kommer vi en anelse under overfladen - men ikke så meget, at det rigtig ændrer noget.

Der er også små irriterende fejl undervejs, hvor dialog og detaljer i kulisserne afslører, at vi næppe er tilbage i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne. Førstepladsen går ubestridt til den scene, hvor en desperat Glistrup opsøger Spies efter at han har vendt ham ryggen. Det skulle foregå i begyndelsen af 70'erne, men da Nicolas Bro udbryder, "jeg troede, du ville stå op for mig", kommer man noget i tvivl . Fordanskningen af det engelske "stand up for" hører ikke hjemme i 70'erne - og da slet ikke i Glistrups mund.

Der går lidt meget folkekomedie i den undervejs, og måske skulle instruktøren have holdt fast i, hvad der ifølge han eget udsagn var den oprindelige plan: At lave en film om Glistrup. Det er ganske enkelt for stor en mundfuld at portrættere to så store og så forskellige personligheder i samme film, hvor vi eksempelvis også skal omkring stiftelsen af Fremskridtspartiet og Glistrups skattesag.

Spies & Glistrup har premiere den 29. august.