Hjertet slår i valsetakt

Mange kloge mennesker har begået tommetykke værker om musikken, hvad den gør ved os - og ikke mindst hvorfor den gør det ved os. Hvorfor opfatter vi mol som trist og dur som glad? Hvordan definerer man musik? Jeg har for en del år siden prøvet at læse Peter Bastians fine og roste bog, "Ind i Musikken", og værket levede da også op til sin titel: Jeg fik lyst til at sætte en plade på og forsvinde ind i musikken - og ud af bogen - hver gang, jeg havde kæmpet mig igennem et par sider.

Jeg vil ikke undervurdere Peter Bastian. Han ved bestemt, hvad han skriver om. Men jeg har det svært med at forholde mig teoretisk til noget, der er så følelsesmættet som musik. Det går i hvert fald ikke ret længe ad gangen.

Jeg vil på ingen måde forsøge at gøre mig klogere end mennesker, der har studeret musikvidenskab eller på anden måde arbejdet teoretisk med musik. Tværtom. Hvis vi er på livets store hundefoderfabrik, er jeg gadekrydset, der står ude på parkeringspladsen og snuser ind. Jeg ved, hvad jeg kan lide, og jeg savler efter mere inde fra fabrikshallerne. Men hvordan de gør hundekiksene så sprøde og så velsmagende er fortsat et mysterium for mig. Jeg længes bare efter mere.

Musikken er et skønt mysterium, og jeg synes egentlig det er trist at teoretisere og forklare for meget. Det er ligeså velkomment som de eksperter, der skal fortælle, at forelskelse blot er en kemisk reaktion i hjernen. Lad alverdens kærlighedskåde elskende give alverdens kloge-Åger buksevand - ikke alt skal forklares og pindes ud, blot fordi man kan.

Som nævnt tidligere opfatter formodentlig alle mennesker molakkorder som dystre og durakkorder som glade. Jeg skriver "formodentlig", fordi jeg ikke aner, om tonedøve har det på samme måde. Men man må gå ud fra, at følelsen er ret udbredt, da gamle dages ugerevyer til masserne brugte strygerne til at understrege hvilket humør, seerne skulle være i. Billeder af skibskatastrofer, hærværk og pludselig død blev ledsaget af strygere i mol, mens billeder af silkebåndsklipning og stabelafløbning blev akkompagneret af strygere i dur.

Men rytmikken gør også en stor og mærkelig forskel. Valsetakten, også kendt som trefjerdedelstakt, rummer en magi, der har lettere ved at pirre hjertekulen end de fleste andre rytmer. Sange om længsel begår sig godt i valsetakt, fordi rytmikken kan tilføre musikken en følelse af bevægelse. Hvor og hvad denne følelse kommer af, er jeg ikke helt sikker på. Men valsetakt har det med at bevæge i både mental og fysisk forstand.

En af mine gode venner, der har kastet sig ud i sangskrivning, sagde engang til mig, at han så valsen som snyd. Han havde skrevet enkelte sange i valsetakt, men han syntes det var manipulerende, fordi det var en lidt for nem måde at få adgang til lytterens følelsesliv. Måske har han ret.

Jeg husker, da vi samledes i familien efter min fars død. Vi var forholdsvis afklarede og meget fokuserede på den forestående begravelse. Ingen tårer den aften. Jeg satte en skive på med Jens Memphis, som havde en særlig tilknytning til min far, og det bidrog til eftertænksomheden uden at forårsage de store følelsesudbrud. Men da vi kom til skivens vals, "Aftensang", udløstes forløsningen hos både mig og min mor. Der var ikke så meget at gøre. Bolværket blev brudt ned.

Hvordan kan man høre, om det er en vals? Rytmikken, der ofte får sangen til at svæve som en kvindes skørter hen over dansegulvet, er let at genkende. Men ellers kan du jo lave et "bummmm-da-da-bummmm-da-da" til sangen og høre, om det passer ind. Hvis det gør, er det nok en vals. Det var så lægmandens udlægning.

Måske slår hjertet bare i valsetakt. Et italiensk sundhedsstudie fra 2006 antyder det i hvert fald. Her fandt man ud af, at hjertepatienter kom sig hurtigere, når de dansede vals, end når de motionerede på anden vis.

De fleste vuggeviser er i valsetakt, fordi rytmikken virker beroligende. Måske minder rytmikken om de bevægelser, vi udsættes for som fostre i livmoderen.

Jeg kan godt lide tanken. At musikkens rytmik og hjertets rytmik går i symbiose, så følelserne fra musik og lyrik lettere forplanter sig i hjertekulen. Det føles sådan.

Men valsetakt kan naturligvis også være røvballetakt. Hvis den spilles gumpetung som i dansktopmusik, er der ikke mange følelser tilbage.

Lad mig komme med et par meget forskellige eksempler på valse, der sætter mig i en særlig stemning. Måske er det manipulation. Måske er det bare kemi. Jeg er ligeglad, for det føles rart.

Lasse Helner: Skumringstimen

Fejende flot og stemningsmættet vals fra Lasse Helners soloalbum s/h fra 1981. Produceret af Poul Bruun.

Lyle Lovett: If You Were to Wake Up

En af de sange, der fik mig til at blive Lyle Lovett-fan. Hørte den første gang på en B&O-grammofon på et værelse et sted i Aarhus. Fik en kassettekopi med hjem - har siden betalt piratkopieringen tifold tilbage.

http://www.youtube.com/watch?v=ITgB8vcuIlE

(Denne video vil af mærkelige grunde ikke lade sig indlejre)

The Dubliners: Black Velvet Band

Uforlignelige Luke Kelly med den kraftfulde stemme får fortællingen om det sorte fløjlsbånd til at lette og flyve rundt under loftet. Hurtig vals med hævet bryst.



James Taylor: Sweet Baby James

Vuggeviser er som nævnt ofte i valsetakt, fordi rytmen er beroligende. James Taylors smukke vuggevise til den nyfødte nevø er naturligvis også en vals.

John Hiatt: Thirty Years of Tears

En tung cajun-inspireret vals om tårer. Som fod i hose.