Romantik som livsvilkår

Jeg er romantiker. Givetvis håbløs. Og nej, det har intet med ternede duge, spaghetti med kødboller eller den udkårnes smukke øjne i stearinlysets skær. I denne afart af romantikken er jeg vist ikke så velbevandret, som min kone gerne vil have.

Næh, romantik er for mig noget helt andet. Min svenske helt Ulf Lundell har beskrevet det ret koncist i sangen "Ut ur mörkret": "Är inte alla romantiker? / kan en människa va nånting annat / om hon vill leva det här livet rätt och riktigt?"

Hvis man vil leve livet ret og rigtigt, må man nødvendigvis være romantiker, mener Lundell. Jeg vil give ham ret. For med de beske nyhedsstrømme, der hældes i svælget på os fra vi vågner og til vi falder i søvn, må man nødvendigvis være romantisk anlagt, hvis livssynet skal forblive optimistisk og positivt.

Der er jo ikke noget at smile af for tiden. Landet er ved at gå rabundus og islamisterne står i kø for at brænde vores flag, skyde vores kvinder og voldtage vores kæledyr. Eller noget i den mol. Det er i hvert fald det indtryk, man får på diverse debatfora, hvor både indestængt raseri og mere afdæmpet sortsyn bliver udgydt. En hoben af toneangivende medier tager teten og underbygger denne monomane virkelighedsopfattelse, der ville gøre Nostradamus misundelig. Den konstruktive journalistik, der ifølge medieeksperter skulle have været det nye sort i 10'erne, slår åbenbart ikke rigtig an i krisetider.

Hvordan kan man opfostre tre uskyldsrene og elskelige unger mod denne sorte horisont? Hvordan kan man lære dem om rigtigt og forkert og kærligheden, der altid sejrer? Det lader sig kun gøre, hvis man er romantiker. Troede jeg.

For jeg er skam stødt på holdningen, at børn skal lære de bitre kendsgerninger. De skal lære at forsvare sig selv mod al ondskaben derude. De skal på et tidligt tidspunkt indprentes, at der er nogen, som vil os det ondt.

En rædselsfuld tanke. Naturligvis skal børn ikke opfostres til naiv godtroenhed, men jeg nægter at besudle deres troskyldige sjæle med intolerance og angst, fordi medier og visse mørkemænd er blevet enige om én virkelighedsopfattelse.

For har tingene egentlig ændret sig så forfærdeligt meget de sidste 50 år? Jo, nu er medierne over os hele tiden. Indtrykket fra verden er ikke begrænset til aviskiosken og Pressens Radioavis. Debatterne ruller overalt, modererede som umodererede, konstruktive som infame. Men hvis man kigger i aviserne for 40 år siden, da krisen også kradsede, var de samme dommedagsprofetier gældende. De samme skyttegrave. Danmark var på vej mod den økonomiske afgrund, og venstreorienterede terrorister spredte skræk og rædsel over store dele af verden. Socialdemokraten Erhard Jacobsen holdt stædigt fast i sin støtte til USA's engagement i Vietnam, selv da amerikanerne selv var ved at stå af, Glistrup og hans proselytter fandt skattetrykket alt for højt og skabte Fremskridtspartiet og den altædende, folkelige angst var rettet mod russernes mellemdistanceraketter.

Hvis vi skifter russerne ud med islamisterne, Fremskridtspartiet ud med Liberal Alliance og Erhard Jacobsen ud med visse liberalisters hang til revisionisme overfor både samarbejdsregeringen under besættelsen og fodnotepolitikken i 80'erne, ja så er det egentlig ikke så frygtelig meget, der har ændret sig. Der er nogenlunde den samme bruttotrup af profeter og klovne i manegen. Der er nogenlunde lige så meget at være bange for. Eneste forskel er måske, at vi aldrig rigtig får lov til at glemme, at vi skal være bange - altså med mindre man har en svensk "stuga" oppe i Norrland, hvor der ikke er mobildækning. Det lyder egentlig forjættende.

Men er økonomien ikke til den slags, må man køre den ind med romantikken. Kald mig gerne en romantisk dåre. Jeg lever givetvis længere end de mavesure, kyniske mørkemænd, der forarges over trækprocenten på lønseddelen hver den første.

Jeg lever i hvert fald bedre.