Uge 10: Ulf Lundell - Evangeline

22 sange fra en ædruelig, genfødt kristen

I midten af 90'erne lavede jeg lokalradio. Det var dengang, hvor lokalradioerne endnu ikke var begyndt at kappes om at lyde mest som The Voice. Dengang måtte studieværterne spille den musik, de kunne lide - og ikke hvad computeren fandt frem til var det rette for at ramme det segment, køberne af reklameblokkene ville have fat i. Jeg kunne godt lide at finde originalversioner af numre, der var blevet kendt i fortolkede versioner. Hvordan lød de oprindeligt? Hvordan var de tænkt?

Så da jeg stod i den lokale pladeforretning med et opsamlingalbum med Ulf Lundell, der hed Öppna Landskap, var min skæbne beseglet. Snart fandt jeg ud af, at netop den sang var ret atypisk for svenskerens øvrige produktion. Snart kunne jeg alle de store sange udenad, og Stackars Jack var god at recitere på min ensomme cykelferie i 1995, når jeg skulle forcere skomagerdrenge på de øde landeveje i Sydvestjylland: Stackars Jack / vad ska du göra med drömmen som sprack / Nu när röken och dimman har lagt sej / och dagen gryr / och ditt äventyr / aldrig nånsin vill komma igång. 

Den er stadig god at recitere, når jeg skal gennemføre noget slidsomt og nødvendigt.

Siden købte jeg stort set alt, hvad han havde udgivet. Også bøgerne. Det lykkedes mig at få debutromanen Jack på dansk i den lokale boghandel, hvor den havde overlevet bogudsalg og rodekassedeportationer siden oversættelsens udgivelsesår i 1985. Det var saftige sager. Hvis man kan tænke det, kan man også skrive det. 

Jeg fandt Evangeline i den legendariske pladeforretning Rillen i Grenå. Jeg kunne straks høre, at den var noget særligt i forhold til Lundells øvrige produktion.

Den er i lighed med mesterværket "Den Vassa Eggen" fra 1985 for hovedpartens vedkommende indspillet i Easy Sound i København. Studiets teknikere, Niels-Erik og Henrik Lund, er krediteret for at have stået for indspilningen, mens Lundell, Kjell Andersson og Lasse Lindblom er anført som producere. Det er lidt usædvanligt at anføre andet end produceren. Hvis man har haft nogle dygtige teknikere, er det mest anvendt blot at anføre dem som det, de er: Teknikere. Altså dem, der sætter mikrofonerne op og får det hele til at lyde sådan, producerne ønsker det. Men de to herrer har efter sigende spillet en større rolle for værket end vanlige teknikere plejer.

Evangeline er Lundells "Slow Train Coming". Han var en genfødt kristen, og han havde fundet styrke i bønnen og spiritueliteten. Ulf Lundell havde slåsset med et eksorbitant alkoholforbrug op gennem 80'erne. Det var så grelt omkring skilsmissepladen "Den Vassa Eggen", at han efter sigende pissede i bukserne under en koncert i København uden at opdage det selv. Men omkring 1988 levede han i ædruelighed og cølibat. Alene. Han skrev op mod 50 sange i vinteren og foråret det år og gik op på pladeselskabet, hvor han proklamerede, at han ville lave en plade om tro. Heldigvis fik det ikke producer Kjell Andersson til at falde ned af stolen, selvom det egentlig var den reaktion, Lundell forventede.

Så de tog tilbage til København for at indspille nogle af de henved 30 demoer, Ulf Lundell havde lavet. Egentlig var det tanken, at det skulle være et enkelt album, men det endte som endnu et dobbeltalbum med 22 sange. Det fremragende ved albummet er udeblivelsen af den typiske 80'er-lyd. Hvor både forgængeren, "Det Goda Livet" og den efterfølgende "Utanför Murarna" på sine steder er plastret til med komprimerede synthesizere og udpræget lagkageproduktion, er Evangeline langt mere organisk i lyden. Derfor holder produktionen hundrede procent i dag.

Selvom det er et album om tro, er det ikke noget hallelujah-album. Slet ikke. Det er snarere en samling sange om en søgen. En søgen efter en mening. Sange om at dø på et mentalt plan og genopstå. Albummet begynder med en episk sang om den drøm, alle Lundells sange i en eller anden forstand handler om. Om en mand, der er er fortabt, indtil han møder en kvinde, som han kan dele vandringen med. Sangen slutter med, at de de kommer til et tomt hus med en have, "Och dom blev kvar där / Som om dom kommit hem till sist. / Och dom älskade sitt hus / Och dom älskade sin trädgård / Och dom älskade varann / Och hon födde flera barn / Och dom höll fred som kvinna och man / Och det säjs / Att dom bor kvar där än." 

De sluttede fred som kvinde og mand. Både en utopi og et håb i det Lundellske tekstunivers. 

Vandringen og vejen er et tema, der også dukker op på Stora Vägen, der er en lang, hæsblæsende opremsning af livets fortrædeligheder, stress og jag, sluttende med "Kanske finns det en kvinna / Som inte heller har nånstans att gå / Som sitter vid sitt fönster / Och längtar till en plats / Där himlen är blå / Du kan ta henne med / Ni kan göra sällskap / Upp till stora vägen / Upp till stora vägen". Kvinden og kærligheden rummer forløsningen for Lundell - den piedestalfilosofi, som de svenske feminister elsker at hade. 

Titelnummeret er formentlig en reference til Henry Wadsworth Longfellows episke digt "Evangeline - A tale of Acadie" fra 1847. Digtet handler om en acadiansk kvinde ved navn Evangeline, der leder efter sin tabte kærlighed, Gabriel, på et tidspunkt hvor folket i den franske koloni Acadia i det nuværende Canada deporteres. I Ulf Lundells sang er Evangeline et billede på en sjæleven, og sangen slutter med "Tretton år av hopp och löften / Speglar masker skott från höften / En gång var jag utklädd till mig själv / Men jag kom hit för livets skull / Nu har jag betalt min tull / Och det är ännu långt kvar till kväll / Allt är lämnat till mig, som ett dyrbart lån / Ännu en vandring, in i förvandling / Går du åt samma håll, Evangeline?"  

I 1988 var det tretten år siden, Lundell debuterede - først som musiker og siden som romanforfatter. Det forklarer de tretten år af håb og løfter. "En gang var jeg udklædt som mig selv", synger han, mens han spørger, om den søgende Evangeline og han mon går i samme retning. Den evige vandring mod forandring. Evangeline er måske albummets stærkeste sang, hvor produktion og tekst går op i en højere enhed. En tekst, jeg aldrig rigtig bliver færdig med.

Albummet slutter med bønnen "Lugna Vatten", der er en ydmyg lovprisning af en gud. Men teksten kan også sagtens opfattes som en verdslig kærlighedserklæring til en kvinde: "Gör mej ödmjuk, gör mej stark / Du har mitt liv i dina händer / För mej över djupen / Till säkrare mark / Lär mej stt ta en dag i sänder / Ta min rädsla, mina fel / Lär mej att älska, gör mej hel / Ta mej genom natten / Till lugna vatten / Ge mej ro."

Evangeline står stadig som en af Lundells stærkeste udgivelser, og sangenes søgende natur er stadig vedkommende næsten 30 år senere. Heldigvis er sangene iklædt en produktion, som man også kan holde ud at lytte til længe efter de forfærdelige 80'ere.