Uge 48: Mads Toghøj - Rødder
Mads Toghøj søger tilbage til rødderne på en fin hyldest til Skagen og folkemusikken, der var stor på de kanter i 70'erne og 80'erne.
Vendsyssel har en særlig plads i min bevidsthed. Min far var
så begejstret for landsdelen, at han søgte om statsborgerskab hos borgmesteren
i Skagen. Det grinte vi en del af den sommer. For en østjyde som mig er
Vendsyssel barndommens land. Alle min barndoms ferier blev holdt i det samme
sommerhus i Tversted. Paradisdalen 25. 300 meter fra havet og en kort cykeltur over
klitheden fra det blå ishus. Duften af hybenroser, skarpe marehalm mod nøgne
ben, den bitre og søde smag af sortbær og den brummende lyd af det skønne, skræmmende hav bag klitterne sidder stadig i mig, når jeg sidder her på
kontoret i det østjyske en vandkold novemberdag. Det er den slags, der får mig
til at sidde og google sommerhuse i Tversted, selvom jeg ikke har en krone, der
står sommerhus eller ferie på. Drømme er som bekendt toldfri.
Musikken, ej at forglemme: Min far havde altid de nordjyske
kunstnere med, når vi var i sommerhus. De Gyldne Løver, Fisker Thomas, Niels
Hausgaard. Et kassettebånd med Fisker Thomas’ ”Bestik” på den medbragte
kassetteafspiller ledsagede brændeovnens bestræbelser på at få presset kulden
ud af bjælkerne, når vi ferierede udenfor højsæsonen. Duften af
brændeovnsvarme, lyden af Jens Memphis’ tinwhistle og beretninger om skibsbrud,
kuldslået kærlighed og oprørt hav hænger uløseligt sammen. Den sære og søde
blanding af lykke og melankoli, der høres og mærkes i folkemusikkens
instrumenter og indrammer livet.
Det er den slags, der fik mig til at sidde og google Fisker
Thomas, da internettet i begyndelsen af årtusindet efterhånden var så udbygget,
at der var en chance for gevinst et sted. Jeg søgte skriblerier fra andres hånd,
så Fisker Thomas ikke kun var i min bevidsthed – men en del af en fælles
bevidsthed. Da min far var død og ferierne i Tversted et fjernt og kært minde. Der
var skrevet for lidt, så jeg endte med at skrive en bacheloropgave på
journaliststudiet om Fisker Thomas og de andre folkemusikere omkring Stuk Ranch
ved Nibe og festivalen i Skagen.
Siden fandt jeg frem til Mads Toghøj. Barnebarn af Fisker
Thomas. Sanger og sangskriver med veneration for sit ophav. Jeg købte hans fine
”Alley of Faith” på iTunes og fulgte hans færden på Facebook. Siden dukkede han
pludselig op i mit Facebook-feed med en fortolkning af Fisker Thomas’ Anna Lovinda.
Han sad i en mørk stue med sin guitar og sang den sang, der er en så væsentlig
del af min opvækst. Jeg ser min mor for mig, mens hun sidder og mimer til Fisker
Thomas’ version. Hun sang ikke med, men hun forsvandt ind i sangen. Hendes øjne
blev klare, lysende og lidt fjerne. Sådan havde hun det sjældent med musik. Den
sang levendegør, hvad min mor og far havde sammen. Alt det gode. Den konstante,
latente længsel efter Vendsyssel og det brusende Vesterhav. En del anekdoter, lidt
for meget brændevin og alt for mange smøger. Men også en masse kærlighed og en
god del melankoli.
Mads gjorde sangen ære i sin spontane, Facebook-version. Jeg
kunne høre hans morfar i den. Toghøjs uprætentiøse tilgang klædte visen, og jeg
sad atter med lidt fugtskade i øjnene. Ordene var de samme: ”Sov under
liljerne, Anna Lovinda, sov sødt under liljer og løv. En vandrer har blottet
sit hoved i aften og bøjer sig dybt for dit støv.”
Ifølge opslaget på Facebook var han flere gange blevet bedst
om at spille sange fra sin morfars bagkatalog, når han optrådte i det nordjyske.
Men han havde ikke rigtig turdet. Den type mod har det med at dukke op med
alderen, og nu har Mads Toghøj lavet en hel plade, der er en lang hyldest til opvæksten
i Skagen. I dag bor han på Sydfyn, så det er også en slags musikalsk hjemkomst.
Han har ifølge albumnoterne ikke villet lave en ”Mads Toghøj
synger Fisker Thomas”-plade, så fire af morfarens sange bliver holdt med selskab
af otte af Toghøjs egne sange. Det hele er indspillet i Bindslev i Varmløse Recording,
men en enkelt skæring, ”Hjemløs”, er blevet til i samme studie, hvor Fisker
Thomas indspillede sine første to plader for 40 år siden: Stuk Ranch ved Nibe.
Dermed kan man sige, at en ring er sluttet for Mads Toghøj, der netop har
kunnet fejre tyve års jubilæum som udøvende musiker.
På pladen medvirker både Jens Memphis og Jan Michael
Rasmussen, der var med på Fisker Thomas’ første plade fra 1977, og De Gyldne
Løvers Kalle Jørgensen, der har spillet en del med Fisker Thomas i 1980’erne.
Derudover har producer og multiinstrumentalist Jens Varmløse
en stor aktie i albummet. Han spiller både trommer, dobro, tangenter og
guitarer på de 12 sange. Mest imponerende er ”Lad det leve”, hvor Varmløse
skaber en storladen folksound med både guitar, mandolin, fløjter, trommer, harmonika,
bas og diverse andre instrumenter - ene mand.
Mads Toghøj viser sig som en fin og sentimental sangskriver,
når han mindes ”Min Barndomsby”, hylder ”Lysets Land”, drømmer om sit otium på ”Et
par dage til” eller finder empatien frem på ”Hjemløs” eller indignationen på ”Om
100 år”. Det er sange, der er banale som livet selv, og sentimentale som en klassisk
countrysang. Det er hverken højpandet, langhåret eller fortænkt – det er hverdagspoesi,
der ikke kræver den store analyse at forstå. For somme bliver det måske lidt
for letbenet, men ånden i Toghøjs sange passer fortrinligt til Fisker Thomas’
ukunstlede beretninger om skæbner til søs.
Toghøj er i modsætning til sin morfar ikke sømand, og det
forsøger han heller ikke at være. Når landkrabber forsøger sig med
sømandsviser, bliver det ofte leveret med en imaginær matroshat og en ironisk
distance. Men Toghøj og producer Varmløse genskaber det bedste fra
Viseværtshuset i Skagen ved at indspille ”Fra Halifax til Spanien” live i
studiet med både Memphis’ karakteristiske fløjtespil, Flemming Fiols violin,
Kalle Jørgensens kontrabas, Jan Michaels banjo og et fælles mandskor. De
forsøger ikke at lyde som originalversionen; de hylder den. Det er let at
forestille sig Fisker Thomas stemme i.
Mads Toghøj har søgt tilbage til rødderne og hylder den
musik, de mennesker og de omgivelser, han er rundet af. Det er en sund beskæftigelse,
som frederikshavneren Allan Olsen praktiserede på albummet ”Jøwt”, og Nikolaj
Rysager fra Præstø dyrkede på sin solodebut. Man har lov at håbe, at flere
sangskrivere vil følge eksemplet, så vi også kan få musikalske beretninger fra
Odense, Aarhus, Ringkøbing eller Fakse Ladeplads. Det er ofte i rødderne, at
det hele bliver mindre påtaget og kedeligt konstrueret.
Mads Toghøj drager på turné i foråret med sange og musikere
fra ”Rødder”.
Mads Toghøj: Rødder, Travin Records 2017
Kan også sniglyttes på Spotify og andre streamingtjenester.
