Et bløddyrs bekendelser

”Here comes winter” proklamerer singer-songwriter Kajsa Vala frejdigt på albummet ”Tomorrow is not lost”. Ti fine sange gør den tunge forudsigelse noget nemmere at kapere. Tilbage i midten af 90’erne blev jeg lidt forelsket på den platoniske måde. Jeg opdagede en amerikansk singer-songwriter, der hedder Shawn Colvin og hendes album ”Fat city”. Det album kørte nærmest på repeat i de år, og det er stadig værd at lægge øre til i dag. Der er faktisk ikke et eneste nummer på den plade, jeg er mindre glad for. Det er et album med sange, der har en masse på hjerte, med melodier og arrangementer, der er undfanget med stor tæft for popmusik i ordets fineste betydning. Det er sange, der smelter på trommehinden – indspillet af et nærmest vanvittigt sammenrend af stjerner som Booker T Jones, Bruce Hornsby, Joni Mitchell, John Leventhal, Richard Thompson, Béla Fleck, Jim Keltner, Larry Campbell m.fl.   Da jeg hørte Kajsa Valas nye album, fik jeg det på samme måde som dengang i midte

Kim Larsens nylige død rumsterede i baghovedet hos både publikum og historiefortæller, da Carsten Islington atter slog vejen forbi Café La Vie i Horsens. Islington slog en løkke omkring sin egen slægtshistorie og de følelser, dødsfaldet vækkede i de fleste af os. Carsten Islington forbereder sig efter eget udsagn aldrig til en historiefortælling. Han dukker bare op og vælger i sidste øjeblik, hvilke historier, der skal hentes frem fra arkivet. Det er humøret og publikum, der afgør valget. Onsdag fik vi den påstand bekræftet. Carsten var som altid i et sprudlende og smittende humør, men under overfladen rumsterede den sære melankoli, der de forløbne dage var blevet et nationalt pejlemærke. Kim Larsen var sovet ind i en alder af 72.        - Jeg har det virkelig underligt med, at han ikke er her mere. Han har jo altid været her. Det er virkelig en af de store træer i skoven, der er væltet, og jeg tror, at vi reagerer som dyrene i skoven, når den slags sker. Når et af de stor

Der er klare referencer til både Waits og Toftlund på virkelig fint album fra Laursen. Jeg har nået en alder, hvor de fleste af mine musikalske helte enten er døde eller lugter mistænkeligt. Jeg har lettere og lettere ved at konstatere, at ny musik ikke er indsatsen værd. For det kræver trods alt en indsats at lytte efter. Men mens jeg begræder, at jeg ikke er født 30 år tidligere, så jeg havde kunnet opleve guldalderen fra første parket, dukker der alligevel af og til noget op, der hurtigt gør min overbevisning til skamme. Fordi jeg kan høre, at den musik er lavet af folk, der har nogle af de samme helte som mig – og magter at tage stafetten videre. Det skete med albummet ”Nutidslevn” fra Laursen, der uventet dukkede op i brevkassen en sommermorgen. Jeg smed straks cd’en i afspilleren og blev hurtigt fanget af det hæsblæsende åbningsnummer ”Bonderøv i hipsterklær”, der er en ganske sjov stereotyp – og sikkert dybt uretfærdig – udlevering af den mandetype, der er blevet e

Det er ingen tragedie, at en 88-årig levemand dør, men det er trist at skulle leve videre uden Benny Andersen. Jeg sad i en vindueskarm på Esbjerg Højskole og tudede mig igennem ”Hilsen til forårssolen”. Det var påske. Det var forår. Solen skinnede. Jeg var nogenlunde ung. Foruroligende tæt på de 30, hvor min tid i DSU ville være endegyldig slut. Men det var nu ikke det, jeg tudede over. Jeg har aldrig været særlig god til at være ung. Det var linjerne ”… for som solfanger er jeg nu begyndt at forstå, at alt og intet er os givet. Engang går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner, lever jeg”. Det var mellemstykket, hvor Egon Aagaards harmonika, Jens Jefsens bas og Benny Andersens klaver væver sig ind og ud af Povl Dissings improvisatoriske gengivelse af melodilinjen. Povl er inde i sangen, og det var jeg også. Alt og intet er os givet, og en dag er det hele slut. Men lige nu lever vi. Det er banal viden, men stor musik og ditto poesi kan kommunikere de f

Det blev storytelling i romantikkens tegn, da en  absolut  nygift Carsten  Islington  gæstede café La Vie i Horsens.  Teknikken driller. Carsten vil optage aftenens historiefortælling, men han kan ikke få hul igennem fra mikrofon til optager. Han nørkler i et hjørne af det lille, tomme cafélokale, mens publikum varmer op med kaffe eller kold vin udendørs i den varme sommeraften. Han er iført vandrestøvler med de helt rette, kraftige sokker, rullet ned på den nederste del af skinnebenet, sort kilt til knæene og en slidt, sort tanktop. Det venlige ansigt er lidt sammenbidt. Hvorfor virker den slags aldrig, når det skal? Han har ikke noget synligt behov for at forklare sin påklædning, der i en by som Horsens i bedste fald opfattes som aparte. Teknikken driller, og the scotchman is  pissed .    Men da teknikken er opgivet, og publikum indfinder sig, få vi ad omveje den usædvanlige forklaring på valg af benklæder. Dels er det jo rart. ”Alle mænd bør gå i kilt på en sommerdag”, b