Trolden fandt sin alf

Det blev storytelling i romantikkens tegn, da en absolut nygift Carsten Islington gæstede café La Vie i Horsens. 

Teknikken driller. Carsten vil optage aftenens historiefortælling, men han kan ikke få hul igennem fra mikrofon til optager. Han nørkler i et hjørne af det lille, tomme cafélokale, mens publikum varmer op med kaffe eller kold vin udendørs i den varme sommeraften. Han er iført vandrestøvler med de helt rette, kraftige sokker, rullet ned på den nederste del af skinnebenet, sort kilt til knæene og en slidt, sort tanktop. Det venlige ansigt er lidt sammenbidt. Hvorfor virker den slags aldrig, når det skal? Han har ikke noget synligt behov for at forklare sin påklædning, der i en by som Horsens i bedste fald opfattes som aparte. Teknikken driller, og the scotchman is pissed.  

Men da teknikken er opgivet, og publikum indfinder sig, få vi ad omveje den usædvanlige forklaring på valg af benklæder. Dels er det jo rart. ”Alle mænd bør gå i kilt på en sommerdag”, bedyrer Carsten. Om han har noget på indenunder? Ja, hvad tror I selv? ”Hvis jeg har, ville ideen med at gå i kilt gå tabt”, griner Carsten. Men der er en anden årsag end behovet for frisk luft i de nedre regioner. Kilten er en del af den pæne mundering, Carsten iførte sig tidligere i dag for at tage på rådhuset og sige ja til sin Line. Manden er blevet gift i dag. Og nu står han her, 200 km mod vest, for at fortælle historier. Der skal mere end et bryllup til at holde ham fra at passe sin dont.  

De smukke gudinder

Kærlighedskrigeren og romantikeren Islington kaster sig ud i en hyldest af sin viv og kvinder generelt. Piedestalfilosofien får de fremmødte kvinder til at fnise lidt nervøst. ”Kig jer omkring. Det er en mand, der har muret den væg. Det er en mand, der har lagt det gulv. Det er en mand, der har lagt fliserne i gaden. Hvorfor gør vi det? Vi gør det for, at I skal se os. Kvinderne er vores gudinder. I er lyset i vores liv. Uden jer ville vi sidde og dovne i sofaen og se fodbold”, siger Carsten til forsamlingens moro.  

Carsten har fundet sin gudinde, selvom han for år tilbage var overbevist om, at han skulle leve i zen som munk. Ikke flere kvinder – og slet ikke flere ægteskaber. Men da han så Line, var han ikke i tvivl. Hun lignede jo Serge Gainsbourgs Jane Birkin eller en af de andre smukke kvinder, franske musikere og intellektuelle omgav sig med i 1960’erne. Det kvindebillede, den unge, rødhårede og buttede Carsten havde tabt kæben ned i, når ugebladene blev gransket i lampetternes skær i slutningen af 1960’erne. Pludselig stod hun der, og hvem kan så sige nej? ”Hun er min alf, og jeg er en trold. Jeg er sikker på, at hun ikke sætter fodspor i sneen, og hendes sensitivitet og finhed inspirerer mig hver dag. Jeg tumler igennem tilværelsen, og hun har øje på alle detaljerne. Hun ser, når blomsten skal have vand, og hun hører katten, når den vil have mad. Hun er uden tvivl årsagen til, at jeg har fundet fred og glæde ved at bo langt ude på landet”, siger Carsten. 

Han fortæller om sit lille paradis nord for Sorø. Stedet hedder Kragebjerg og er et stykke gammelt kollektiv og bofællesskab fra 70’erne, der med sine træhuse på bakkerne dufter en del af Lønneberg. ”Det er som om, at det øvrige samfund ikke ved, vi er der. Jeg håber aldrig, de finder os”, siger Carsten. 

Her bygger han en fremtid med Line og hendes seksårige datter. De begyndte i Carstens gamle cirkusvogn, men nu har de fået plads i den oprindelige gårds gamle stuehus. To gange femininum fungerer fint som modvægt til Carstens eftertrykkelige maskulinum. Den gamle udsmider fra Vesterbro er blevet smeden på Kragebjerg, hvor han hamrer, skruer og skærer i de gamle landbrugsmaskiner. Han holder af at lave maskuline ting. Han holder af at være mand. Han elsker den modvægt, den lille pige og den voksne kvinde giver ham. De dyrker grøntsager og sår blomster, mens han vælter træer – i overført som direkte betydning.  

Skovhugger og restauratør i Hartzen

Vi får historien om dengang, han efter at have set musicalen ”Syv brude til syv brødre” besluttede sig for at blive skovhugger. For det så sejt og maskulint ud. Han plattede sig til en motorsav og købte det rigtige tøj, så han lignede en skovhugger i en film fra 1950’erne. Han kunne se, at der var en del træer i den østlige ende af det gamle Vesttyskland, så det blev stedet, hvor han skulle udvikle sin nye metier. Han anede intet om skovbrug, men han startede Saab’en med motorsaven på bagsædet, kørte til Hartzen og bluffede sig til at skulle rende rundt og fælde de træer, der var blevet spraymalet på. Opgaven var dog hverken så nem eller glorværdig, som musicalen havde givet ham indtrykket af. Træerne faldt til højre og venstre, han kunne ikke mange ord på tysk, og de andre skovhuggere gad ham ikke, fordi han var for meget Hollywoodsk distanceblænder. 

Siden forsøgte han at åbne en smørrebrødsrestaurant i Osterode sammen med sin søster, Vibeke. Vibeke havde kørt lastbil og turistbus i en del år, men hun stillede gerne vognen for det familiære iværksætteri. Det gik ikke så godt, da ingen af dem havde den store forstand på smørrebrød. Vibekes Scania Vabis-klemmer med bølgeskåret rødbede på leverpostej blev aldrig det store tilløbsstykke. Da det lokale naziparti var de eneste, der havde bestilt hos dem, valgte de at lade nøglen sidde i døren og køre hjem til Danmark.    

Leg med ild i Prag

Vi fik også historien om dengang, hvor Carsten mødte en tjekkisk studine på en øde landevej tæt på polarcirklen i Nordnorge. Carsten var egentlig på jagt efter et job, der kunne give noget sund farve i kinderne, men den tjekkiske skønhed fik ham på andre tanker. Hun kom med til København, og da Carsten ikke kunne holde på hende længere, gav han hende nøglerne til sin bil i en brandert. Egentlig skulle han bare have vist hende ud til motorvejen, så hun kunne blaffe hjem til Prag, men alkoholens godmodighed fik ham til at give hende nøglerne, så hun bare kunne køre hjem. Det fik ham så til Prag, hvor den tjekkiske studine højst overraskende havde en kæreste. Men inden turen gik hjem, stødte Carsten ind i en både skræmmende og betagende sigøjnerfest med masser af dans og eksorbitante mængder af vodka.  

Carsten fortæller om sigøjnerne, eller romaerne, som det vist hedder i dag, så man både mærker hans frygt og begejstring fra den nat i Prag. De smukke, dansende kvinder og de hærdebrede, skulende mænd. Et sprog og en kultur, den unge Carsten ikke havde megen forstand på. Et personligt brændpunkt, hvor et forkert blik eller ditto bevægelse har ukendt udgang. Måske resulterer det i et bjørnekram og endnu en skål i vodka, eller måske ender man i småstykker i et nystøbt betongulv et eller andet sted. Den unge, naive leg med ild giver både gys og grin blandt publikum, da Carsten beretter om “Boris Benknuser” og de andre suspekte typer i sigøjnernatten.  

Tilfældigheder med stor betydning

Men han er her heldigvis endnu, den gode Carsten. Han endte ikke sine dage i Prag, da Passat’en skulle hjem. Siden kom efternavnet Islington til, da Carsten var i Londonbydelen af samme navn og skrev hjem med signaturen "Carsten, Islington". Hans far, “Vakse Kaj”, ønskede at rense tavlen efter et langt liv med plat og svindel, og et nyt efternavn til familien ville hjælpe på de bestræbelser. Carstens brev hjem kom tilfældigt til at besegle beslutningen. “Siden er der børn, der er døbt Islington, og der er gravsten på kirkegården med det navn. Så nu er der ingen vej tilbage, selvom det hele startede med en tilfældighed”, siger Carsten.

Ligesom en stor del af Carstens mange eventyr er blevet gode historier, fordi han har ladet tilfældet råde, er selv hans efternavn resultatet af tilfældigheder. 

Der er også en god portion tilfældigheder i Carstens møde med Line. Men tilfældigheder kan også være betydningsfulde, og betydningen af den nye tosomhed lader han Line formulere:“Vi blev gift på Sorø Rådhus og fik sådan et par glas med “Sorø Kommune” sandblæst ind i. Vi gik straks over på den anden side af gaden til en genbrugsbutik, så vi kunne komme af med glassene. Her faldt vi i snak med de venlige folk derovre om ægteskab, og Line sagde meget præcist og smukt, hvad det hele handler om. Hun sagde “vi er jo bare to sjæle, der har valgt at leve et liv sammen”. Det synes jeg, var så smukt og poetisk formuleret”, siger Carsten.

Carsten Islington er tilbage på café La Vie i Horsens onsdag den 5. september. Entréen er 125 kroner, og det gælder om at være hurtig for at få én af de ca. 25 tilgængelige stole.