Torben er altid 16 år

Jeg har husket Torben i tæt på 40 år, selvom jeg ikke kendte ham.  Jeg har svagt husket hans ansigt, mens hans skæbne har stået stærkt i min bevidsthed i alle årene. På tirsdag, den 10. december 2019, er det præcis 37 år siden, at den 16-årige Torben Kirkegaard Jensen forsvandt efter en gymnasiefest på det daværende Amtsgymnasiet i Horsens.

Historien var, at han til en julefest en fredag aften på gymnasiet havde været beruset som de fleste andre. Han var nystartet sproglig elev i 1.b. Omkring klokken 22 ringede Torben hjem til sin mor i Hornsyld og bad om at blive hentet. Men af ukendte årsager valgte han kort efter samtalen at tage en piges frakke og en anden piges halstørklæde i garderoben og gå ud i decemberkulden på Ormhøjgårdvej. Da hans mor var fremme omkring klokken 22:20 var han væk, og en eftersøgning i nærområdet gav intet resultat.

Dagen efter, lørdag den 11. december ved middagstid, iværksatte politiet en eftersøgning. Man mente, at Torben enten havde været udsat for en forbrydelse eller en ulykke, da det var usandsynligt, at han var forsvundet af egen fri vilje. Han havde et fint forhold til sine forældre, og han havde gode venner og sunde fritidsinteresser i hjembyen Hornsyld og nabobyen Rårup, hvor han spillede fodbold, badminton og gik til spejder. Torben skulle have været på tur med spejderne om lørdagen efter gymnasiefesten. Han var beruset til festen, men han havde så vidt vides ikke drukket andet end juleøl. Ingen fra festen kunne mindes, at han var vred eller ked af det, da han forsvandt fra festen.

Han manglede synet på det ene øje og var stærkt nærsynet på det andet, så man frygtede, at han havde mistet sine briller ude i mørket. De følgende dage gennemsøgte frivillige Boller skov og området ned til Horsens Fjord, der ligger i mit barndomshjems baghave. Mine forældre blev også bedt om at efterse skur og legehus. Jeg var ti år gammel, og det gjorde indtryk på mig, at en stor dreng, der ikke var meget ældre end min elskede storebror, bare sådan kunne forsvinde derude i kulden og mørket. December 1982 var kold med dagtemperaturer under tre grader og nattemperaturer på minus otte.

Efter nogle dage fandt man hans briller og halstørklæde på en pløjemark ved Højvangsallé. Der fremkom også en del øjenvidneberetninger om hans mulige færden i timerne efter klokken 22. Nogle havde set ham ved en parkeringsplads ved Klokkedal skov, hvorfor hele skoven blev finkæmmet med hunde. En anden havde klokken to om natten set skyggen af en person ved Dallerup sø, der var på vejen til Hornsyld – og en helt andet retning end Klokkedal. Nogle havde set en folkevogn tæt på findestedet for halstørklædet og brillerne, og en tysk familie havde set en Ford Taunus ved den øde P-plads til Klokkedal skov omkring midnat. Trods efterlysning i aviser og landsdækkende radio fandt man aldrig de pågældende køretøjer. Var Torben blevet bortført?

Fredag den 17. december fandt en af politiets hundeførere Torben ved Horsens fjord. Han sad lænet op ad et drænrør for enden af Nørremarksvej – i skjorteærmer og med bukserne nede omkring knæene. En obduktion aflivede mistanken om en forbrydelse: Torben var frosset ihjel, mens han var trådt af på naturens vegne. Måske var han faldet i søvn af udmattelse og beruselse. Efter nogle dage fandt man den frakke, han havde forladt gymnasiet i, ved vandkanten få hundrede meter mod vest fra findestedet. Vidneudsagn tyder på, at han er gået hen ad Strandkærvej og op ad Bjerrevej mod syd, hvilket giver god mening, hvis han skulle til Hornsyld. Men på Bjerrevej har han måske forvekslet en villa på sidevejen Rubinvej med noget, han kendte fra Hornsyld, og derefter har han mistet stedsansen. Han er gået ind i ædelstenskvateret og videre ud over markerne mod øst på den anden side. Her tabte han halstørklæde og briller, før han omtåget, kold, træt og våd efter at have rodet i jorden efter brillerne er spankuleret ned mod Bollerstien mod nord og har fulgt fjorden mod øst. På et tidspunkt har han smidt frakken, måske fordi han var blevet svedig af at vandre i det ujævne terræn. Kort efter har han sat sig, hvor han blev fundet mere end seks døgn senere. Spadsereturen har været godt ni km lang i delvist uvejsomt terræn. Lidt af en tur for en beruser, men sikkert overkommelig for en ung beruser med konditionen i orden.

I de mere end seks døgn, man ikke anede, hvor han var blevet af, kom der flere øjenvidneberetninger, som pegede mod en mulig forbrydelse. Flere vidner havde set en mystisk folkevognsboble på Bollervej ved midnat, og et vidne havde ligefrem set en ung, fuld mand blive samlet op af en folkevognsboble på Bollervej mellem Højvangsallé og Fjordparken omkring midnat. Den unge mand klamrede sig til en lygtepæl for at holde balancen. Det var et vidne fra Nørremarksvej, der fik politiet til at interessere sig for det endelige findested, syv km længere mod øst. Vidnet havde hørt en bil gasse op på den øde og blinde Nørremarksvej den nat, Torben forsvandt. En mand fra Aarhus ringede desuden til politiet i Horsens fredag morgen, en uge efter Torbens forsvinden, og fortalte, at han i en drøm havde set en ung mand sidde og kigge ud over et stort vand, og at det muligvis var den eftersøgte, han havde set. Da man senere samme dag fandt Torben et sted, der i påfaldende grad mindede om mandens påståede drøm, blev han hentet ind til forhør. Men et stærkt alibi for aftenen og natten fjernede mistanken om, at han besad en hemmelig viden om Torbens sidste timer.

Jeg kan huske sladderen, der gik på, at den pågældende mand måske havde samlet Torben op, fordi han fantaserede om seksuelt samkvem med den unge gymnasieelev. Da han fandt ud af, at det ikke lod sig gøre, satte han Torben af på Nørremarksvej, gassede op og forsvandt. Her mistede Torben stedsansen og frøs ihjel. Der er dog en del ved den sladder, der harmonerer dårligt med virkeligheden: Både briller, halstørklæde og frakke blev fundet på en rute, der giver mening – i hvert fald, når den skabes til fods af en beruset mand med svækket syn, der forsøgte at gå til Hornsyld. Desuden kunne manden fra Aarhus ikke vide noget om, at Torben valgte at sætte sig ned med ansigtet vendt mod vandet – Torben kunne lige så vel være gået ind i den nærliggende Boller skov. Men vidneberetningerne om mystiske biler og opsamling af fulde mennesker i nattetimerne på Bollervej er stadig temmelig foruroligende. Hvorfor dukkede de pågældende bilister aldrig op? Løj vidnerne? Var det fri fantasi? Hvem finder på den slags, når forældre har mistet en søn og ikke aner, hvad der er hændt?

Jeg løber jævnligt ned ad den vej fra P-pladsen ved Klokkedal skov mod fjorden, hvor Torben med meget stor sandsynlighed gik ned den nat. Jeg tror, jeg har tænkt på ham hver gang, mine løbesko har ramt den vej. Han må have været træt, og hans orienteringsevne har været stærkt svækket af de manglende briller. Jeg har svært ved at forstå, at han fortsat på det tidspunkt har været så beruset, at han ikke tænkte på at søge hjælp i de omkringliggende huse. Man sagde dengang, at han havde drukket otte eller ti X-mas i løbet af hele aftenen. Selvom det er en del for en spinkel 16-årig, der ikke er vant til at drikke, undrer det mig, at han kunne være så beruset, at han ikke ænsede den fare, han udsatte sig selv for – uden briller og ude i mørket og kulden. Han har formentlig gået godt ni km den aften og nat. Husene har selvfølgelig været mørke og utilnærmelige for en ung, genert og beruset teenager, men de burde have været mere lokkende end kulden fra vinden og fjorden. Hvorfor søgte han væk fra byens lys, da han nåede fjorden? Det giver ikke megen mening, hvis målet var Hornsyld. End ikke for en fuld teenager.

Jeg begyndte selv på Amtsgymnasiet seks år senere, i 1988. Jeg tænkte ofte på Torben, selvom jeg næppe huskede hans navn dengang, når jeg cyklede ad Strandkærvej til og fra gymnasiet. Forbi ABC-biograferne ved Ormhøjgårdvej. Når jeg spadserede hjem ad Strandkærvej efter en våd fest på gymnasiet, lå historien også og ulmede et sted i hovedet. Måske gjorde historien mig ekstra bevidst om vigtigheden af at passe på mig selv, så jeg kom hel og levende hjem til mine forældre på Dagnæs Boulevard. Jeg havde jo pludselig selv den alder, Torben havde, da han forsvandt. Jeg blev mindet om min egen dødelighed i en alder, hvor følelsen af udødelighed ellers er den mest fremherskende.

I dag kunne Torben have været 53 år gammel. Det er sært at tænke på, for han vil for altid være den 16-årige fra avisbilledet. Den unge gymnasieelev med det kraftige hår, det skæve smil og de tykke briller. En teenager, der på et kort øjeblik traf et skæbnesvangert valg. Da han først var få hundrede meter fra gymnasiet, har han formentlig slet ikke overvejet at vende om. Han har holdt fast i beruselsens overmod og troet, at han sagtens kunne gå de knap 13 km hjem til Bøgevej i Hornsyld. Den sportslige teenager havde måske gjort turen før, når bussen var kørt fra ham. Men da var han ædru. 

Tragedien var muligvis mit første nære møde med barndommens og ungdommens død. Jeg var fra et tidligt tidspunkt i livet bevidst om, at man kunne dø, når man blev voksen. Min biologiske mor døde, da jeg var fyldt knap tre, så på mærkedage var jeg gennem det meste af min barndom med min far og storebror ude med blomster på de ukendtes gravsted på Vestre kirkegård. Døden var ikke et tabu i min opvækst, for min far fortalte meget om min mor, som jeg ikke havde nogen erindring om. Men som tiårig var det svært at forstå, at man kunne dø som stor dreng. Blot ved at gå omkring ude i kulden og fare vild. Det var skræmmende.

Derfor husker jeg Torben.

Må han hvile i fred.