Ole Frimer Band: På færd i sind, tid og musik

Det var heldigvis ikke en engangsforeteelse, da Ole Frimer Band i 2014 udgav dansksprogede ”Blålys”. Med ”faerd” begiver kvartetten sig på sin videre musikalske og lyriske færd i en skandinavisk blå.

Min datter på otte synger linjen ”De ville bare ha’ det ligesom os” inde fra soveværelset. Tonalt korrekt. Jeg har nok hørt Ole Frimer Bands nyeste album ”faerd” tilstrækkeligt denne weekend til at kunne skrive noget fornuftigt om den. Men det er sjovt, at det netop er den politisk ladede, nøgterne konstatering fra ”Øen”, der har brændt sig fast i pigens hjernebark. Måske er det blot pladens mest iørefaldende linje, eller også kan hun ubevidst fornemme, at der er noget på spil i netop den sang, der fortæller om sigøjnernes entré i Østerå i en fjern fortid, som minder meget om den aktuelle flygtningekrise. Min datter har lagt øre til en del protestsange i sin begrænsede levetid. De vil jo bare have det ligesom os.

Ole Frimer Band er veletableret på den danske bluesscene, og de har også fået opbygget et trofast publikum på den udenlandske scene – heriblandt Tyskland, hvor det kritikerroste livealbum ”Live at Blues Baltica” blev indspillet i 2015.

Blues på dansk

Det er modigt og nyskabende at skrive på dansk i en genre, der er så beslægtet med de amerikanske traditioner og sproglige klichéer. Onde tunger mener, at der på en bluesmusikers gravsten skal stå ”I didn’t wake up this morning”. Jeg har altid haft det lidt svært med skandinaver, der forsøger at træde ind i rollen som bomuldsplukkere fra Syden eller ensomme pickuptruckmekanikere fra Chicago. Bluesmusikken bliver – som alle andre genrer - først virkelig interessant, når den bruges sandfærdigt og naturligt, hinsides plagiat. Uanset om man er bomuldsplukker fra Tennessee eller bosat i Ryomgård med en ph.d. i biologi i skrivebordsskuffen, er der masser af følelser og oplevelser, som bedst udtrykkes med blå toner. Gerne blå toner, der også klinger af Skandinavien. Når lyrikken samtidig er dansk, bliver det endnu mere troværdigt og nærværende. Men det skal nok få nogle bluesfans til at slå sig i tøjret.

Ganske vist sang Povl Dissing også blues på dansk tilbage i 60’erne, men dengang var alt jo muligt. Bluespublikummet er siden, beklageligvis, blevet et noget mere lukket selskab, og den konservative purisme stortrives i visse kredse. Enten er det blues, eller også er det ikke blues, synes opfattelsen at være.   

Bred definition af blues

Definitionen på blues er musikalsk mere bred på ”faerd” end som så: Der er Donald Fagen-feeling på ”Englenes by”, akustisk guitar og flygelhorn på ”Ses vi?” og latin-stemning på ”Øen”, uden at det dog ender i en ren Santana-pastiche. Endelig er der de stemningsfyldte instrumentale kompositioner ”Larsens plads” og ”Aften ild”, som Frimer har skrevet i samarbejde med henholdsvis bassist Jesper Bylling og bandets nye tangenttroldmand Niels Ole Thorning.

Jeg har altid grint af Mylle i Danmarks Radio, når han spillede ”en dejlig popmelodi”. Men det er sgu’ en dejlig plade, Ole Frimer Band har lavet. Ni numre på sammenlagt 36 minutter gør samtidig færden overskuelig og fordøjelig. De fire spiller lækkert, dejligt og fedt sammen. Det er altid svært at finde tillægsord, der ikke lyder en smule latterlige i den sammenhæng. Niels Ole Thornings Hammond og Jesper Byllings bas væver sangene sammen med lækre detaljer, og Claus Daugaards personlige sound på trommerne fylder lige nøjagtig så meget, som den bør. Han overtager ikke noget, men han har deres ryg – som man siger i det store udland, når man skal være særlig kæk. Ole Frimers guitarspil er som altid både magisk og diskret. Her er ikke en guitarist, der har ramt panikalderen og forsøger at være en ny generations guitarhelt. Han bruger lige nøjagtig de virkemidler, der er behov for, og man glæder sig over at lytte til et bluesband – ikke en selvcentreret guitarist med backing. Vokalen klinger endnu mere af overskud end på "Blålys". 

Uprætentiøst projekt

Vi kommer fint omkring både det drømmende og konkrete på ”faerd”. Vi får anekdoten fra Los Angeles, der druknede den tilrejsende skandinav i fup, fake og easy money – men hvor musikken sejrede til sidst. Beretningen fra et lidt overset perspektiv om de danske indvandrere i USA på ”Manifest Destiny” fik mig til at tænke på The Bands mesterlige ”Acadian Driftwood”. Det er ikke nogen tendentiøs beretning om helte; det er en kold beretning om samspillet mellem årsag og konsekvens – de abnorme tyverier fra den oprindelige befolkning og dansen om guld(kalven), der lever videre i os den dag i dag. De mere drømmende tekster findes på ”Mirage”, ”Ved jo godt” og ”Dybet”. Smuk lyrik, hvor der males med lidt bredere penselstrøg.   

Næsten uanset budget bliver de fleste musikere lokket af studiets muligheder, når de først er der. For det kunne jo altid være spændende med et par overdubs med noget kor, en ekstra guitar eller et tjekkisk symfoniorkester, hvis økonomien er til den slags. Men Ole Frimer Band har holdt sig til det enkle udtryk. Udover Jacob Buchanan, der medvirker på smukt flygelhorn på fine ”Ses vi?” og svævende ”Aften ild”, samt Frank Thøgersen, der leverer supplerende slagtøj på ”Øen”, lyder det hele til at være indspillet mere eller mindre live i studiet af bandets fire medlemmer. Det gør projektet klædeligt uprætentiøst - og følelsen af at være på en simpel, nyfigen færd i sind, tid og musik yderst nærværende.       

Ole Frimer Band: "faerd"

LongLife Records 2019 - kan blandt andet erhverves på www.pladekisten.dk og smuglyttes på Spotify og andre streamingtjenester.