Giv mig nogle flere madbilleder

Verdens prinsesser mener, at madbilleder på Facebook er upassende støj. Jeg elsker billeder af friskbagte muffins, selvom jeg ikke er særlig begejstret for den fade og fede kagetype.

Da min ældste datter gik i børnehave, stiftede jeg første gang bekendtskab med visse pigers måde at lege på: Hvis man vil være med i legen, er der visse regler, der skal overholdes. Reglerne fastsættes som regel af den pige, der starter legen. Reglerne er ikke nagelfaste og klare fra starten; de fastsættes undervejs. Men de er vigtige. Meget vigtige. Hvis en deltager i legen forbryder sig mod Karoline-Amalies regel om, at Barbie ikke kan flyve, indfinder tragedien sig i de små barneøjne, og konflikten er uundgåelig.

Så bliver jeg glad for, at jeg er født med en tap. I en drengeleg er der altid plads til én til, og jo mere autonomt, man opfører sig, desto lettere bliver man dagens helt i skysovs.

Nogle piger er værre til at dominere legene med regler end andre. Det er dem, jeg vil kalde prinsessetyperne. De kommer som oftest til fastelavn i tyl og så høje hæle, motorikken nu tillader, og man fornemmer hurtigt, at de er vant til at være centrum i universet. De er skønne som alle andre børn, men jeg kan da ikke undslå mig for at glædes over min egen drengepige, der klæder sig ud som Pippi Langstrømpe til fastelavn og som tydeligvis finder det der tøsefnidder om magt og positionering lidt underligt.

Prinsessetyperne bliver voksne, og de har stadig behov for at styre legen. Sætte regler og normer op for omgivelserne. Fortælle os andre, hvad der er fedt, hvad der er knap så fedt, og hvad der er bare "so last year". Nogle af dem bliver mediepersonligheder, hvor deres holdninger til dette og hint jævnligt skal opfattes som yderst interessant.

En del af dem udtaler sig ofte om Facebook og de øvrige, sociale medier. Det er jo en legeplads, hvor rigtig mange af os tumler, så der må nødvendigvis laves regler. Regler for den gode smag.

Man hører jævnligt fra disse prinsessetyper, at Facebook er begyndt at irritere dem. "Næh, de er mere til Twitter, for der slipper man jo for folks madbilleder, feriebilleder og alt det andet skrammel, Facebook efterhånden er oversvømmet med". På Twitter er der i stedet plads til korte og kontante udmeldinger uden for meget støj, lader de os vide.

Jeg elsker madbilleder. Billeder af rengjorte bilfælge. Billeder af brune ben ved en pool. Billeder af en utydelig scene badet i et lyshav, hvor den medfølgende tekst lykkeligvis afslører, hvem der er derinde et sted i infernoet. Billeder af sommerens første gulerødder. Billeder af en friskrevet plæne i november.

Billederne er ikke nødvendigvis interessante i sig selv, men de er interessante, fordi de er postet af mennesker, som jeg har valgt at være i kontakt med på Facebook. Mennesker, hvis liv jeg gerne vil følge med i.

Nuvel, jeg har 425 kontakter på min Facebookkonto, så de er ikke nære relationer alle sammen. Men mere end 95 pct er mennesker, jeg har mødt i virkeligheden. Mennesker, jeg på et tidspunkt har haft en relation til. Gamle skolekammerater. Gamle partikammerater. Gamle bekendtskaber.

I dagligdagen bombarderes vi med unødvendige oplysninger. Oplysninger, vi intet har at bruge til, men som af uransagelige grunde ofte gror fast i hjernebarken for en tid. En kendisfrisør har gennemført en ironman - hurtigere end Kronprinsen. Pamela Anderson er set i gennemsigtig kjole uden make-up. Søren Pind har fået ny frisure. Dan Rachlin mener, at Klaus Riskær har scoret en lækker kæreste. Et amerikansk kærestepar har dyrket sex i et supermarked.

I den sammenhæng vil jeg hellere fylde mit hoved med billeder af boghvedegrød, smilende børn og en cafe latte, hvor mælkeskummet er ved at falde sammen, fordi kameraet ikke ville makke ret på den italienske fortovscafé en søndag aften i juni. For de billeder giver mig et billede af afsendernes liv lige nu. Naturligvis er det aldrig hele billedet, for de fleste af os deler kun de lykkelige stunder. Men små glimt af lykke og glæde giver også en instinktiv adgang til helheden.

Der er mere end syv milliarder liv på jorden. Jeg har valgt at interessere mig lidt for 425 af dem. Der er hverken sultende afrikanere, krigeriske islamister eller griske børsspekulanter fra Wall Street på min venneliste. Men forsamlingen giver mig alligevel adgang til en mangfoldighed efter nordiske standarder. Her er blandt andre politikere, forfattere, arbejdsløse, lastbilchauffører, slagteriarbejdere, musikere, akademikere og naturligvis journalister og postfolk. Socialister, liberalister og de, der ikke plejer omgang med ismer. De larmende og de tavse. De debatlystne og dem, der - ofte klogt - holder på, at politisk debat er spild af tid.

Det er trygt og godt at følge med. Midt i en verden, der - hvis man skal tage visse mediers fremstilling for pålydende - er ved at synke i grus, er det godt at vide, at der stadig er mennesker, der bager sandkage, plejer tømmermænd, vasker bil og lufter hund eller børn. Så kan man også forvisse sig om, at de ikke alle sammen er ude og grave sikkerhedsrum under græsplænen eller montere alarmer med snubletråde til de morderiske østbander.

Så kære prinsesser: Hyg I jer bare på Twitter, hvor I kan lufte jeres betragtninger uden at skulle bekymre jer om for meget modspil. Gerne Margrethe Vestager-style: "Den globale opvarmning bekymrer. Mig." Det tager kegler blandt medsøstrene på Café Europa.

Jeg bliver på Facebook, hvor der er plads til rod, smagløshed, humor, banaliteter, poesi og debat - omtrent som i det virkelige liv. Så lad mig se nogle flere madbilleder, for jeg kan garantere, at jeg nok selv skal uploade nogle i nær fremtid.