De glemte brødre

Vi har tre storebrødre, men vi favoriserer den ene frem for de to andre. Det er ærgerligt, for de to andre har så meget mere at byde på end de stereotypier, vi ofte placerer dem i.

I maj 1993 sad jeg i Skotland på et lille værelse i kælderen under Carlsberg House, 3, Doune Terrace, Edinburgh EH3 6DY. Jeg var i ulønnet praktik på Det Danske Kulturinstitut, og en del af arbejdsopgaverne var at skrive breve til skotter, der ville vide noget om det lille land mod øst. Jeg skrev postnummeret mange gange den sommer, og det hænger stadig fast tyve år efter.

Jeg boede i et værelse i kælderen under instituttet, mens instituttets leder, Finn Andersen, boede med sin familie oppe på 2. sal. I stuen lå kontorerne og på første sal var der et større lokale, hvor lokale kulturpinger ved særlige lejligheder kunne bydes på saltstænger og sur rødvin, mens de så en plancheudstilling om Carl Nielsen eller andægtigt lyttede til en klassisk strygerkvartet fra Varde. Den fornemme, gamle bygning med sildebensparketten, palævinduerne og den kongeblå velour med bronzefarvede tæppestænger på trappen var finansieret af Carlsberg, selvom der ikke blev drukket meget øl til instituttets finkulturelle arrangementer.

Jeg sad på mit hummer i kælderen og så skotske nyheder fra Danmark. Danmark havde stemt nej til Maastricht og havde på Europas nåde fået en ekstra chance med Edinburgh-aftalen. Der skulle snart stemmes. Så de skotske journalister havde - vældig originalt - valgt at interviewe nogle danskere, der sad bænket omkring frokostbordet i kolonihaven med sild, øl og snaps. På gebrokkent engelsk forklarede de skotterne, at "Dænmark is a little laand, and vi vil not take it all so serious".

Der var dog nogle på Nørrebro, der tog det ret seriøst, da resultatet af afstemningen begyndte at tegne sig den 18. maj om aftenen. Men det er en anden historie.

Det let kitchede nyhedsindslag med de gemytligt beduggede frokostgæster i kolonihaven slog alligevel hovedet på sømmet: Vi er et lille land, og vi vil helst ikke tage tingene alt for seriøst.

Det kan være befriende, for med den manglende seriøsitet og den ikke alt for prætentiøse tilgang til livet følger en - til tider - naturlig skepsis overfor autoriteter. Til andre tider er samme skepsis tåkrummende pinlig.

Vi har tre store søskende i familien: Tyskland, Storbritannien og Sverige. Og uanset hvor selvstændig og antiautoritær lillebror smykker sig med at være, er der stadig et behov for at spejle sig i og vinde storebrors interesse. Vi vil elskes af storebror. Knuselskes.

Vi har opgivet at finde den store kærlighed i Tyskland. Tyskland er for optaget af at tjene penge og føre sig frem, så det harmonerer dårligt med lillebrors selvforståelse. "Oprindelig kørte han Audi. Han har altid været vild med tyskerne - altså ikke med selve tyskerne, men deres biler må man bøje sig for", som Allan Olsen synger i "Aston Martin '66". Jo, de er dygtige, lidt nørdede - men hvad skete der lige dengang i 30'erne og 40'erne? Vi lærer aldrig helt at forstå det. Vi godtager deres euro på den jyske vestkyst, hvor der lokkes med "zimmer frei" og "holz" (for vi ved godt, at de har resten af feriens fornødenheder med hjemmefra) langs landevejene - men vi bliver aldrig rigtig perlevenner. Landet er vores største handelspartner, men alligevel gider danske unge ikke studere tysk.

Sverige er på en måde lidt forjættende med de store skove, de røde "stugar" og hjemmebrændt - men svenskerne er jo også uklædelig regelrette og humorforladte. Er det ikke lidt skræmmende med et folk, der magtede at skifte færdselsretning uden at det kunne læses i ulykkesstatistikken? Og hvem husker ikke, da venstreministeren Thor Petersen engang i 80'erne med et utvetydigt glimt i øjet truede svenskerne med krig, hvis de ikke ville lukke Barsebäck. Den konservative og meget svenske statsminister Carl Bildt kunne slet ikke se komikken. Men de drikker jo også generelt for lidt alkohol, svenskerne - besøg i Helsingør undtaget.

Så lillebror har altid tyet til det store monarki i vest. De spiser jo også både vores smør og vores bacon, så de er ligesom os. De gav os både Monty Python, Beatles og Sex Pistols. De drikker øl og går til fodbold. De er såre sympatiske og nemme at forstå.

Det ærgrer mig, at det hele skal dreje sig om Storbritannien. De to andre brødre har så meget at byde på. Min ugidelighed i gymnasiets tysktimer har desværre begrænset min adgang til brormand i syd. Endnu. Men jeg har da en drøm om at pudse kundskaberne af, så jeg kan gå om bord i såvel Göethe som Brecht med den største selvfølgelighed.

Indtil den dag kommer, følger jeg meget med i min svenske storebrors gøren og laden. Jeg læser dagligt svenske aviser på nettet, og den største glæde ved at besøge København er dog, at man kan købe svenske papiraviser på hovedbanegården. Det svenske sprog er et smukt sprog. Et musikalsk sprog. Prøv at sige "stjernerne" på henholdsvis dansk og svensk. Der er en del mere drøm og schwung i ordet hinsidan.

Det gør ondt, når dumme og dovne, danske journalister taler engelsk med vort broderfolk. Hvorfor prøver de dog ikke at tale skandinavisk med hinanden? Hvorfor denne fremmedgjorthed?

Det irriterer, når det mest er den lalleglade, svenske pop, der når de danske radiokanaler. Den svenske musikscene er gennemsyret af en naturbåret melankoli, som vi danskere har en del mere til fælles med, end mange af os vil være ved. Hvorfor skal vi synge om Malaga, når de fleste af os fysisk som åndeligt er tættere på stedet, vi kommer fra? Det er da fint, at Helmig giver os et blik ind i livet som globetrotter, hvor man kan drømme om både Malaga og Aarhus, men det bliver bare ikke så nærværende, som når Winnerbäck synger om hjemstavnsminder og -drømme, som de fleste af kan genkende fragmenter af.

Sverige er meget mere end forbud, surströmming, Volvo og ABBA. Jeg vil ønske, at mine landsmænd ville finde ud af det.