Et bløddyrs bekendelser

Mads Toghøj søger tilbage til rødderne på en fin hyldest til Skagen og folkemusikken, der var stor på de kanter i 70'erne og 80'erne. Vendsyssel har en særlig plads i min bevidsthed. Min far var så begejstret for landsdelen, at han søgte om statsborgerskab hos borgmesteren i Skagen. Det grinte vi en del af den sommer. For en østjyde som mig er Vendsyssel barndommens land. Alle min barndoms ferier blev holdt i det samme sommerhus i Tversted. Paradisdalen 25. 300 meter fra havet og en kort cykeltur over klitheden fra det blå ishus. Duften af hybenroser, skarpe marehalm mod nøgne ben, den bitre og søde smag af sortbær og den brummende lyd af det skønne, skræmmende hav bag klitterne sidder stadig i mig, når jeg sidder her på kontoret i det østjyske en vandkold novemberdag. Det er den slags, der får mig til at sidde og google sommerhuse i Tversted, selvom jeg ikke har en krone, der står sommerhus eller ferie på. Drømme er som bekendt toldfri. Musikken, ej at forglemme

Hverdagens Helte, Laura Mo, Sonja Hald, Telestjernen og Ulvetimen har fundet sammen i musikkollektivet Keminova Cowboys. Det er der blevet en plade ud af, som kan gå hen og blive en lille milepæl. Tider vender nogle gange tilbage, når livets pendul passerer sin grundstilling. Heldigvis.  Jeg voksede op i 70'erne og 80'erne med den nordjyske folkemusik fra De Gyldne Løver, Niels Hausgaard og Fisker Thomas på grammofonen, fordi min far, der var journalist, skrev om og kendte dem. Musikken, kulturen og de tilhørende anekdoter har sat et uudsletteligt spor i mig. Så da jeg skulle finde et emne til min bachelor på Journalisthøjskolen, smed jeg mulige Cavlingemner som fedmeoperationer og patientsikkerhed overbord for mindernes skyld. Jeg skrev om musikken fra Vendsyssel og besøgte studiet, hvor magien fandt sted for 40 år siden. Min far var død ti år før mit bachelorprojekt, og jeg ville vel bare finde hjem. Lade en ring sluttes om man vil. Der er noget ved den

En film om Nielsen og Claussen BengtssonSydows ”Vilde Brødre” er en eksperimentel og billeddannende påmindelse om storheden i Carl Nielsens og Sophus Claussens værker. Helt uden hverken symfonier eller Ekbatana.   De fødtes det samme år. De var venner. Vilde brødre. De døde det samme år. Det er egentlig indlysende at lave en fælles, musikalsk hyldest til dem, skønt den ene var digter, den anden komponist – og skønt de aldrig lavede et fælles værk. Digteren Sophus Claussen og komponisten Carl Nielsen har fået en fælles hyldest i BengtssonSydows album ”Vilde Brødre”. Det er 47 minutters spillefilm, hvis man lukker øjnene og lytter efter. BengtssonSydow består af skuespilleren Ulle Bjørn Bengtsson og lydkunstneren Hans Sydow. Duoen har tidligere lavet soundscapes og musik til H.C. Andersens, Tom Kristensens og Ludvig Holbergs digte og tekster på produktionerne ”Rime-Djævelen”, ”Glimtvis” og ”Holberg – til tiden”. På ”Vilde Brødre” skaber de to et landskab af lyd omk

Foto: Johan Hauknes / Salt Peanuts Et smukt råb om taknemlighed Torhild Ostad fra Norge og Carsten Dahl fra Danmark har sammen begået et stærkt værk med klare blå, skandinaviske toner. Musik til regnvejret, taknemligheden og livets sårbare øjeblikke.   Det er trygt og godt at kunne rubricere ny musik efter det første lyt. Putte det i den rette kasse, så du ved, hvor det hører hjemme. Det er imidlertid ikke en nem sag med Torhild Ostads og Carsten Dahls samarbejde ”Jeg roper til deg”. Er det jazz? Er det folkemusik? Er det folklore? Det går kun an at svare ”tjoo”, ”njaa” eller ”måske” til den type kategorispørgsmål. Men det er også uendelig ligegyldigt, når oplevelsen er så dragende og bevægende. Det er musik hinsides genrer, tid og sted. Jeg havde den samme oplevelse, da Thomas Koppel posthumt udsendte ”Improvisationer for klaver” i 2006. Jeg, der ellers mest var til genkendelige melodilinjer og til en vis grad var stået af i forhold til min brors begejstring for fusionsj

Lyden af Horsens Knud Lindhard har altid været her - og er her heldigvis stadig. Jeg købte den ny c d med Knud Lindhard på udgivelsesdagen, og fem timer senere var den væk . Det tog ham tyve år at få den færdig, og det tog mig fem timer at smide den væk. Den er formentlig røget ud af jakkelommen et sted på Bjerrevej eller Høegh Guldbergs Gade, da jeg oksede hjem på havelågen med  anden  musik i ørerne.    J eg  nåede i det mindste  at høre den nogle gange på arbejde. Måske er  det bare en af de cd'er, jeg sku l le  købe to gange. Måske er der en højere mening med det.  Jeg købte en ny dagen efter hos min musikpusher i Borgergade.  Der var ikke rigtig nogen vej udenom.   Knud Lindhard er lyden af min hjemby, Horsens , og en stor del af min opvækst . Han kom af og til i mit barndomshjem, når han havde et nyt, musikalsk projekt på bedding. Min far var musikjournalist og havde fulgt ham fra hans yngste dage – formentlig få  år efter det  hele  startede i Søvind Fo