Uge 30: Torhild Ostad & Carsten Dahl - Jeg roper til deg
 |
| Foto: Johan Hauknes / Salt Peanuts |
Et smukt råb om taknemlighed
Det er trygt og godt at kunne rubricere ny musik efter det første lyt. Putte det i den rette kasse, så du ved, hvor det hører hjemme. Det er imidlertid ikke en nem sag med Torhild Ostads og Carsten Dahls samarbejde ”Jeg roper til deg”. Er det jazz? Er det folkemusik? Er det folklore? Det går kun an at svare ”tjoo”, ”njaa” eller ”måske” til den type kategorispørgsmål.
Men det er også uendelig ligegyldigt, når oplevelsen er så dragende og bevægende. Det er musik hinsides genrer, tid og sted. Jeg havde den samme oplevelse, da Thomas Koppel posthumt udsendte ”Improvisationer for klaver” i 2006. Jeg, der ellers mest var til genkendelige melodilinjer og til en vis grad var stået af i forhold til min brors begejstring for fusionsjazzens eksplosive improvisationer, sad pludselig og blev bevæget af selve lyden af klaveret under Koppels fingre og det rum, klaver og spillemand befandt sig i. Ingen melodier. Ingen logisk sammenhæng eller udvikling. Blot lyd, rum og improvisation.
Livets sårbare øjeblikke
I tilfældet Torhild Ostad og Carsten Dahl er der dog tale om fine melodier og ret klare sammenhænge. Den norske sangerinde Torhild Ostad har kombineret egne sange med traditionals og salmer, ligesom Carsten Dahl har bidraget med et par instrumentale kompositioner. Sangene tager udgangspunkt i livets sårbare øjeblikke, i relationerne mellem mand og kvinde, forælder og barn, menneske og Gud.
Det klæder projektet, at det er så nøgent, som tilfældet er. Vi har blot Carsten Dahls klaver og Torhild Ostads stemme. Men man mangler ikke noget. Carsten Dahls sanselige, eksperimentelle, improvisatoriske og bevægende klaverspil kommunikerer så stærkt med Torhilds fine vokalarbejde. Her er virkelig tale om arbejde; en naturkraft, som samtidig indeholder en sødme, der hos undertegnede frembringer minder om landsmanden Birgitte Grimstad. Der er den samme blanding af kraft og sårbarhed, når Torhild synger titelnummeret, ”Jeg roper til dig”, som når Grimstad sang eksempelvis ”Vise om atten svaner” tilbage i 1970’erne. Det er oplevelsen af, at lyrikken bliver sekundær – selve harmoniernes renhed borer sig ind i følelsescenteret, eller hjertekulen, om man vil. Man opfanger og genkender sårbarheden på et helt instinktivt plan.
Det perfekte makkerpar
Det er 21 år siden, at Torhild Ostad pladedebuterede med ”Blomar i moll”, og det nye album er det første siden debuten. Hvorfor der skulle gå så lang tid, vides ikke, men måske var det en makker som Carsten Dahl, hun ubevidst ventede på. Det bliver i hvert fald ikke meget bedre. Det er et makkerskab, der virker ligeså indlysende, som da Monica Zetterlund fandt Bill Evans. Carsten Dahls drømmende og fabulerende spil står perfekt til Ostads på én gang skrøbelige og stærke, foredragende sang.Man kan opleve det som to bestanddele, der sammen bliver stærkere end summen af de to. Det er så fint og så perfekt afstemt, at man nærmest kan mærke stofligheden i Dahls klaver og de remedier, han på visse tidspunkter lægger på strengene for at få særlige stemninger frem.
Taknemligheden
Det er den perfekte musik til en regnvejrsdag, hvis man i stedet for at irriteres over vejrliget vover at være en smule ydmyg og taknemlig. Ydmyg og taknemlig for det, der er en givet – uanset om det så er held, tilfældigheder eller en gud, man ønsker at takke for det. At praktisere taknemlighed er en sund vane, og Ostad og Dahl leverer det perfekte soundtrack til denne foreteelse, der desværre er temmelig overset i moderne, vestlig forbrugskultur.Ha takk for idag, / Gud Fader i himlen, som fremmet min sak! / Du har meg omhegnet, alt ondt fra meg vendt, / mitt arbeid velsignet, meg lykke tilsendt. / Så mildelig timene for meg henrant, / takk skje deg så sant!
Af hjertet tak.
Torhild Ostad & Carsten Dahl: Jeg roper til deg (Norcd 1781)
Kan smuglyttes på Spotify
Kommentarer
Send en kommentar