Uge 39: BengtssonSydow - Vilde Brødre

En film om Nielsen og Claussen

BengtssonSydows ”Vilde Brødre” er en eksperimentel og billeddannende påmindelse om storheden i Carl Nielsens og Sophus Claussens værker. Helt uden hverken symfonier eller Ekbatana.  

De fødtes det samme år. De var venner. Vilde brødre. De døde det samme år. Det er egentlig indlysende at lave en fælles, musikalsk hyldest til dem, skønt den ene var digter, den anden komponist – og skønt de aldrig lavede et fælles værk.

Digteren Sophus Claussen og komponisten Carl Nielsen har fået en fælles hyldest i BengtssonSydows album ”Vilde Brødre”. Det er 47 minutters spillefilm, hvis man lukker øjnene og lytter efter.

BengtssonSydow består af skuespilleren Ulle Bjørn Bengtsson og lydkunstneren Hans Sydow. Duoen har tidligere lavet soundscapes og musik til H.C. Andersens, Tom Kristensens og Ludvig Holbergs digte og tekster på produktionerne ”Rime-Djævelen”, ”Glimtvis” og ”Holberg – til tiden”.

På ”Vilde Brødre” skaber de to et landskab af lyd omkring Sophus Claussens komplekse digtning og Carl Nielsens velkendte kompositioner. Lydeffekter og reallydsoptagelser får den indre film til at tone frem, og der leges effektivt med forskellige genrer. Som de selv definerer det i det medfølgende materiale: ”Det er elektro. Det er rock. Det er røvballe. Det er folk. Det er dansk sangskat. Det er lyrik. Det er nationalklenodier. Det er chillet. Det er højspændt.”

Salmen ”Den store mester kommer ”, som Carl Nielsen har komponeret, bliver til en effektfuld rockballade. Claussens ”December 1923” bliver til en god popsang med noget på hjerte:

Jeg har fra ånders ånd formglæden i min hånd.

Jeg har fra sjæles sjæl, dog min akilleshæl.

Jeg har fra livets liv, en ømhed: Elsk og giv.

Og endnu sker mig mangt, hvor jeg kan drømme langt.

Sophus Claussens tekstunivers er ikke for nybegyndere. I modsætning til Carl Nielsen var Claussen ikke folkelig i sin samtid – i øvrigt til hans egen store frustration. Men BengtssonSydow magter at gøre det komplekse materiale mere spiseligt. Tag bare ”Buddha”, der indledes med en dragende kanon, hvorefter Ulle Bjørn Bengtssons kraftfulde, indignerede vokal rabler den ordrige tekst af, så man kan mærke den dybt inde, før man overhovedet magter at forstå ordenes betydning og sammenhæng. ”Buddha, min gud” er et mantra, der serveres som effektfuldt riff.

BengtssonSyddows fortolkninger af det mere kendte materiale er både spøgefuldt og analytisk udtænkt. F.eks. kunne en gennemtygget sag som ”Jens Vejmand” være et kedeligt bekendtskab, hvis ikke det var fordi, at de i selve fortolkningen peger i retning af, hvor gennemtygget den var allerede i komponistens levetid. Vi får melodistumper fra en lirekasse på Rådhuspladsen, og Ulle Bjørn Bengtsson fremfører teksten i en blanding af punk og protestsang. Ordene får ny kraft, og det bliver til en lille dokumentarfilm for det indre øje med den folkekære Carl Nielsen, der vandrer rundt i København på skuldrene af den nedslidte Jens Vejmand.

Den ellers så glade ”Nu er dagen fuld af sang” får under titlen ”Nu er Skagen fuld af sang” et ordentligt stænk melankoli med lavere tempo og en vokal, der stedvis genlyder af ren desperation. Carl Nielsen lå i skilsmisseforhandlinger, da han skrev melodien til Jeppe Aakjærs velkendte ord:

Plukke, plukke dugget strå,

plukke, plukke siv ved å,

plukke, plukke blomster.   

Her må jeg igen tage hatten af for de lydlandskaber, BengtssonSydow har skabt. Man hører en tøffende bil, der kører fra kryds til kryds, mens en nyhedsoplæser i radioen læser et nyhedstelegram om Carl Nielsens erhvervelse af et sommerhus i Skagen i 1918. Og helt automatisk triller jeg selv forbi Drachmanns hus og drejer op ad Sankt Laurentii Vej for mit indre blik. Det er yderst stemningsfuldt, og det giver pludselig fint mening at gøre den ellers kåde forårssang til en Skagen-blues.

Det er sjældent at stå med en hyldest til Sophus Claussen uden at finde Ekbatana på tracklisten. Dette mesterværk, som er fast pensum i de fleste gymnasieklasser, har BengtssonSydow forbigået. Men det er fint, for den mangler jo ikke. ”Buddha” er et langt mere overset digt, der er omtrent ligeså sprudlende. Det kunne tyde på, at BengtssonSydow har angrebet materialet uden forstillende tanker om, hvordan sande litterater bør opfatte og arbejde med Claussens værk. De har uimponerede fundet det, de kunne lide, og det, der gav sammenhæng i forhold til Carl Nielsen.  Derfor er der heller ingen rød sol, lærkerede eller tåge, der letter.

Vilde Brødre er en lille film, man kan forsvinde ind i, hvis man giver sig tid. En lille film om to samtidige genier, der begge efterlod et værk af ekstrem betydning. Det er godt, at BengtssonSydow har turdet kaste sig over det med en vis frygtløshed. Fortolkninger af sådanne klenodier kan let blive en lidt for højstemt og prætentiøs affære. I BengtssonSydows fortolkninger bliver det frem for alt en kærkommen påmindelse om storheden i både Carl Nielsens og Sophus Claussens værker.   

BengtssonSydow: Vilde Brødre, Lille Masse & Resonance.dk, LMRS1701

Udgivet med støtte fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens fond, Statens Kunstfond og KODA.

Kan smuglyttes på Spotify.