Et bløddyrs bekendelser

  Mads Toghøj er både sprudlende, poetisk og jordbunden på albummet ”Kig op”. En ambitiøs og velklingende produktion rammer 12 sange fint ind. Midt i coronakrisens tristesse, mørke og kulde er det en gave at kunne sætte Mads Toghøjs nyeste udgivelse på spillen. Albummet åbner med valsen ”Kig op min ven”, hvor legenden Benny Holsts ramsaltede og elegante røst omfavner et vers og omkvæd. Det har været hårdt, mørkt og barskt, men nu er lyset tilbage, og syrenerne blomstrer igen. At høre Toghøj med den 80-årige Holst er som at komme fra ind fra kulden og få serveret noget varmt – eventuelt med lidt alkohol i. Gud, hvor gør det godt. Den svære to'er Selvom ”Kig op” er Mads Toghøjs tredje udgivelse i eget navn, kan man godt rubricere den som ”den svære to’er”. Albummet er en opfølger til den tre år gamle ”Rødder”, der var Mads’ første plade med egne sange på dansk. Begge plader er ligeledes blevet til i nært samarbejde med Jens Varmløse i dennes studie i Vendsyssel. Hvor ”Rødder” var

Keminova Cowboys er tilbage med Cirkus Danmark. Det er rette plade til rette tid. Musikken kommer af og til som en lindrende salve på betændte tider. Efter terroranslaget mod New York i 2001 havde jeg i måneder hovedet nede i bilradioen, hver gang radioavisens indledningstoner lød. Hvad var der nu sket? Hvem havde bombet hvem? Hvor mange var døde? Omkring syv uger efter angrebet udsendte Bo Kaspers Orkester albummet Kaos, der på mærkværdig vis næsten virkede som skrevet og indspillet til den stigende magtesløshed, kollektive angst og et verdensbillede på hovedet. Endnu en dag på kontoret fik en perverteret afslutning for næsten 3000 mennesker. Selvom albummet meget naturligt var færdigindspillet, før flyene fløj ind i World Trade Center og Pentagon, virkede det som skrevet med baggrund i de kollektive følelser, meningsløsheden skabte. Musikken kom mig til undsætning. Det var tid at tage ”ett ögonblick i sänder” og ”kasta något tungt”, her hvor alt stedvis føltes som ”Ett fullko

Det var heldigvis ikke en engangsforeteelse, da Ole Frimer Band i 2014 udgav dansksprogede ”Blålys”. Med ”faerd” begiver kvartetten sig på sin videre musikalske og lyriske færd i en skandinavisk blå. Min datter på otte synger linjen ”De ville bare ha’ det ligesom os” inde fra soveværelset. Tonalt korrekt. Jeg har nok hørt Ole Frimer Bands nyeste album ”faerd” tilstrækkeligt denne weekend til at kunne skrive noget fornuftigt om den. Men det er sjovt, at det netop er den politisk ladede, nøgterne konstatering fra ”Øen”, der har brændt sig fast i pigens hjernebark. Måske er det blot pladens mest iørefaldende linje, eller også kan hun ubevidst fornemme, at der er noget på spil i netop den sang, der fortæller om sigøjnernes entré i Østerå i en fjern fortid, som minder meget om den aktuelle flygtningekrise. Min datter har lagt øre til en del protestsange i sin begrænsede levetid. De vil jo bare have det ligesom os. Ole Frimer Band er veletableret på den danske bluesscene, og de