Lyset i musikken

 

Mads Toghøj er både sprudlende, poetisk og jordbunden på albummet ”Kig op”. En ambitiøs og velklingende produktion rammer 12 sange fint ind.

Midt i coronakrisens tristesse, mørke og kulde er det en gave at kunne sætte Mads Toghøjs nyeste udgivelse på spillen. Albummet åbner med valsen ”Kig op min ven”, hvor legenden Benny Holsts ramsaltede og elegante røst omfavner et vers og omkvæd. Det har været hårdt, mørkt og barskt, men nu er lyset tilbage, og syrenerne blomstrer igen. At høre Toghøj med den 80-årige Holst er som at komme fra ind fra kulden og få serveret noget varmt – eventuelt med lidt alkohol i. Gud, hvor gør det godt.

Den svære to'er

Selvom ”Kig op” er Mads Toghøjs tredje udgivelse i eget navn, kan man godt rubricere den som ”den svære to’er”. Albummet er en opfølger til den tre år gamle ”Rødder”, der var Mads’ første plade med egne sange på dansk. Begge plader er ligeledes blevet til i nært samarbejde med Jens Varmløse i dennes studie i Vendsyssel. Hvor ”Rødder” var en tematisk hyldest til opvæksten i Skagen (Mads bor ved Svendborg nu) og det musikalske ophav (Mads’ morfar hed Fisker Thomas, og Mads fortolkede tre af hans sange på ”Rødder”), har der været frit slag i bolledejen på ”Kig op”. Mads har i højere grad kunnet skrive sange om det, der faldt ham ind – og alligevel er der atter bunker af referencer til Vendsyssel. Mads er romantiker – måske også nostalgiker – og han finder ofte brudstykker af fortiden nordenfjords, når han roder rundt i rygsækken efter materiale til en sang.    

Ligesom på ”Rødder” har Toghøj fået et par af morfarens musikalske legekammerater med. Jens Memphis og Jan Michael Rasmussen bidrager til ”Et billede fra 1978”. Billedet, som sangen tager udgangspunkt i, er et snapshot af Toghøjs far, da han sad bag mixeren under en turné med Fisker Thomas i 1978. På turnéen medvirkede både Memphis og Jan Michael, og 48 år senere er de atter i studiet for at hjælpe med til på barnebarnets fortælling om billedet, der blev taget dengang. Det er så fint.   

Jens Memphis brummer også med på ”Ved stranden”, og når man – som jeg – er ret glad for Memphis’ soloudgivelser fra 70’erne og 80’erne, er det godt at høre ham igen på mere end fløjte. Tilmed på en sang, der lyder som noget, der sagtens kunne have været på en af hans soloplader.

Enkle tekster på gammelt dansk

Toghøjs tekstunivers er enkelt og lige på. Der er ikke så meget at tage fejl af, og der er ikke meget stof til grundige tekstanalyser over sur rødvin. Når Mads kan lide det billede af sin far, han har stående på skrivebordet, skriver han en sang om det billede uden omveje. Toghøj iagttager, beskriver og tolker lidt her og der. Men det bliver alligevel aldrig banalt eller sentimentalt, som vi kender det fra dansktop-land. Bevares, man skal lige vænne sig til sproget, der burde kunne gøre enhver gammel dansklærer svært tilfreds: Toghøj foretrækker ”ej” frem for ”ikk’” og ”blot” frem for ”bare”. Det er et pænt og lidt gammelt dansk, han gør brug af. Selv luen kommer på sned. Det sker sjældent hos mænd under 70.

Men enkeltheden afholder ikke Toghøj fra at ramme en poetisk åre her og der. ”Vinden hvisker” er et fint stykke hverdagspoesi, smukt sat i scene af harmonika, celllo og klemtende guitarer. ”Lilla Lupin” lyder som et bevægende opgør med et familiemedlem, der rimer på ”stor”.   

Musikalsk kommer han længere omkring end på ”Rødder”. Medproducer og multiinstrumentalist Jens Varmløse har fået lov at boltre sig på alt fra trommer til vibrafon, orgel, klaver, alskens strengeinstrumenter og ”indisk støj”. Men selvom Varmløse flere steder er lidt af en musikalsk enmandshær, har man ikke valgt den lette løsning og ladet ham lave det hele. Toghøjs ”wingman” Rasmus Boje-Nielsen spiller bas og diverse guitarer, ligesom en del solister er med på produktionen. Udover Jens Memphis på fløjte og Jan Michael Rasmussen på guitar og banjo, deltager bl.a. den gyldne løve Kalle Jørgensen på trækbasun og Johanne Anderson på cello.  

Klare referencer

Nogle af sangene bringer klare erindringer om noget, jeg har hørt før. Noget af det er måske lidt musikalsk langfingret, men jeg finder det nu ganske charmerende med referencer. For de valgte rammer passer fortrinligt til sangene og giver albummet en god musikalsk spændvidde. ”Hvor sproget slutter begynder musikken” bringer f.eks. ret klare erindringer om John Hiatts Cry Love, ”Så du det” dufter en del af både Peter Belli og The Doors’ Roadhouse Blues, og ”Karmasangen” minder om Shubiduas Nam Nam (eller den rock n roll-sang, den er baseret på, som jeg p.t. ikke lige kan komme i tanke om).

Det er forfriskende at høre Mads Toghøj i forskellige udtryk. Der er leget lidt med det, uden at albummet ender i genreforvirring. Han viser sig som en fortræffelig rock ’n’ roll-sanger på ”Så du det”, hvor budskabet om de opmærksomhedskrævende smartphones nærmest bliver vredt og indigneret i den bluesrockede ramme. Nationaliteterne skydes af som hagl i ”Hvor sproget slutter …”, og tempoet i ordene ligger et sted mellem rap og Chuck Berrys Promised Land. ”I morgen er det lørdag” er som at høre Lille Palle i sine velmagtsdage.  

Det er fedt at høre Toghøj som andet end en begavet singersongwriter og folkesanger. Han har flere tangenter at spille på, og ”Kig op” viser en sprudlende solist med meget på hjerte.     

”Kig op” er 12 sange, det er svært ikke at synge med på. Nemme melodier og gode ord, der får ”alt det smukke i livet til at stå lysende klart” – for nu at gå på hugst i Toghøjs tekstunivers. Det er en lille beholdning af lys og håb midt i en dunkel tid. Tak for den, Mads!   

• Mads Toghøj: Kig op 
• Egen udgivelse, 2020
• Kan bl.a. købes på Sorteplader.dk 
• Kan smuglyttes på Spotify og andre streamingtjenester.
• Coverfoto: Frank Nielsen