Et bløddyrs bekendelser

Jeg har mine drømme - også dem, der brast Jeg kom engang for skade at kalde Niels Skousen for en dansk pendant til Leonard Cohen. Det var i 2012, jeg sad i uddannelseseksil på et værelse i Charlottenlund og var fuldstændig opslugt af de mange ord på Daddy Longleg og Lyt Til Din Coach. Jeg havde lige besøgt de susende birke i Ryvangen i såvel virkelighed som Skousens ord. Så jeg delte mine tanker på Facebook. Sammenligningen fik en af mine bekendte, der er Leonard Cohen-fan, til at brokke sig, og den var måske også både utidig og meget lidt konstruktiv. For det går egentlig ikke an at sammenligne Leonard Cohen med nogen som helst. Eller Niels Skousen for den sags skyld. Og så alligevel. Niels Skousen er i mine øjne den danske sangskriver, der kommer tættest på at give mig det, Leonard Cohen giver - og tilmed på det sprog, der er mit. Skousen er en åndsfælle, og hans betragtninger om livet i et snublende og usikkert årtusinde er altid umådelig vedkommende og stedvis bevæge...

A canvas allergic to paint ... Det er ikke så tit, at jeg opdager nye kunstnere, hvor jeg tænker "hvorfor i alverden har jeg ikke opdaget ham/hende før?". Det skyldes nok mest min dovenskab, for der findes uden tvivl en masse derude, der burde berige min pladesamling og gøre indhug i min tegnebog. Men når man har passeret de 40, er det ret udbredt at bilde sig selv ind, at man har hørt det hele før. Der er bestemt også elementer i Kenny Whites album "Long list of priors", som jeg måske har hørt før. Hans stemme minder mig om en blanding af Marc Cohn og Cat Stevens, og pladens samling af fine sange kunne i princippet fint være en en plade fra en af de to herrer. Men Kenny White er Kenny White - en virkelig fin sangskriver, en personlig sanger og en fremragende tangentspiller. Både flygel og Hammond B3 håndteres, så man forstår, hvorfor han i en menneskealder har kunnet leve af at være sessionmusiker for andre kunstnere. Han har f.eks. bidraget som sangsk...

22 sange fra en ædruelig, genfødt kristen I midten af 90'erne lavede jeg lokalradio. Det var dengang, hvor lokalradioerne endnu ikke var begyndt at kappes om at lyde mest som The Voice. Dengang måtte studieværterne spille den musik, de kunne lide - og ikke hvad computeren fandt frem til var det rette for at ramme det segment, køberne af reklameblokkene ville have fat i. Jeg kunne godt lide at finde originalversioner af numre, der var blevet kendt i fortolkede versioner. Hvordan lød de oprindeligt? Hvordan var de tænkt? Så da jeg stod i den lokale pladeforretning med et opsamlingalbum med Ulf Lundell, der hed Öppna Landskap, var min skæbne beseglet. Snart fandt jeg ud af, at netop den sang var ret atypisk for svenskerens øvrige produktion. Snart kunne jeg alle de store sange udenad, og Stackars Jack var god at recitere på min ensomme cykelferie i 1995, når jeg skulle forcere skomagerdrenge på de øde landeveje i Sydvestjylland:  Stackars Jack /  vad ska du göra med drö...

En danskhed, jeg forstår og er stolt af Foråret er på vej. Selvom meteorologerne truer med vinterens genkomst i næste uge, går vi den lysere og varmere tid i møde. Det føles som et lille mirakel hver gang. Alt det døde og rådne i min rodebunke af en have skal atter erstattes af spirende liv. Det er tid for Benny og Povls hymne til forårssolen. I Spanien er Povl Dissing indlagt til observation for en hjerneblødning. Han er 79, så det kommer egentlig ikke som nogen stor overraskelse, at han skranter lidt. Det er desværre ret almindeligt i den alder. Alligevel er det umådelig trist. For han synes ikke rigtig nogensinde at have haft nogen alder - han har lydt som en gammel mand, siden han sang "25 minutter endnu" og "Den grimmeste mand i byen" i 1967 og 1968. Det var længe før min tid som musikforbruger, men fra Oven Visse Vande og frem mod samarbejdet med sønnerne på Dissing, Dissing, Las og Dissing-pladerne har Povl altid bare været Povl. Tidløse Povl. Da...

What's the sound of one hand clapping? Jeg var HIFI-Klubben i 1990 for at få en ny pladespiller. En Rega Planar 2. Det var altid en oplevelse at besøge Aarhus og HIFI-Klubben dengang. Min brors base, 45 km nord for vores fælles fødeby, Horsens. Det var som at besøge storbyen dengang, hvor Horsens handelsmæssigt og kulturelt var temmelig tilbagestående i forhold til storebror i nord. Jeg havde ikke noget kendskab til Van Morrison. Men jeg havde en anmeldelse i baghovedet, muligvis fra mine forældres morgensavis Jyllands-Posten, der postulerede, at Van the Man altid var et behageligt selskab. Og hvem har ikke brug for at være i godt selskab? Jeg købte Enlightenment i HMV-shoppen, så der var frisk vinyl til min nye Rega. Det skulle vise sig at være den optimale indførsel i Morrisons univers. Hvilken lyd! Den plade fik mit anlæg til at lyde som en halv million. Alle de lag, der er afstemt så fuldstændig perfekt og smagfuldt i forhold til hinanden. Tag bare "So Quiet In H...

Ugens album - uge 7 Bjørn Fjæstad: Du kender intet til mig Freelas/Fjæstad 2016 Visse plader tager tid at blive lukket ind i. Man skal gøre sig fortjent til dem. Når det så lykkes, er det til gengæld en nærmest livsbekræftende oplevelse - at det, man ikke forstod så meget af for få uger siden, pludselig virker som ren logik. Når forståelsen af musikken går fra et teoretisk til et instinktivt niveau. Det er næsten som at forstå et nyt sprog. Sådan en skive er Bjørn Fjæstads solodebut for mig. Men jeg er også et dovent vanedyr. Det bliver man let, når huset er fyldt med rumsterende unger og evige afbrydelser. Det er svært at fordybe sig, sådan for alvor. Jeg har ikke magtet at læse en hel bog i årevis. Når det gælder musik, vælger jeg som oftest det, der virker. Det, jeg kender. Jeg ved, at David Bowie var et geni, og en dag skal jeg dybere ned end hans FM-venlige hits. Jeg var tæt på med Lazarus, men titelnummeret fra Blackstar krævede for meget. Til gengæld er det nemmere at...

Ugens album - uge 6 Lasse & Mathilde: Lasse & Mathilde CBS 1977 Jeg besøgte Stuk Ranch i 2013. Det lyder som en lokalitet i USA med kvæg og skråtyggende cowboys, men det er såmænd bare et tidligere pladestudie på bøhlandet ved Nibe, etableret omkring 1976 af musikentreprenøren og dansktopsangeren "Country Palle" Juul. Det var hos Palle, at bl.a. Niels Hausgaard, De Gyldne Løver, Fisker Thomas, Lars Lilholts Kræn Bysted, Poul Krebs og Lasse & Mathilde indspillede de første plader. Først i Palles Quali Sound Studio lidt længere nede ad vejen ved Sønderholm, og siden i Stuk Ranch. I 2013 havde Stuk Ranch ikke fungeret som studie i mere end 20 år. Pinsemissionen havde ejet det i 90'erne og brugte den gamle landejendom til at afruse narkomaner. Der hang efter sigende stadig klistermærker med "Vær sej - sig nej", da Aalborgmusikeren Jens Varmløse genetablerede studiet omkring 2012. Jeg havde i årevis tænkt over, hvad der var blevet af Stuk Ran...