De besværlige nuancer

Nuancerne går ofte tabt, når vi skal høre om den kolde krig.

Jeg kan huske den 26. september 1983. Eller rettere sagt: Jeg kan huske dagene omkring den 25. september 1983, fordi min far fyldte 40 på denne dag. Han havde indbudt til mandefrokost, og huset var fyldt med familie og venner af hankøn.

Den 25. september var en søndag det år, så mon ikke festen har været holdt dagen før? Det vil jeg tro.

Jeg var 11 år gammel i de dage, så jeg var ikke moden til mandefrokost. Jeg måtte fortrække til den samtidige damefrokost hos familie i nærheden, hvor de fordrukne mænds koner kunne være beduggede med større yndefuldhed.

Men jeg husker festen ganske godt, fordi jeg og mine fætre fik lov at møde den fordrukne vildskab hen under aften, da frokosten var i opløsning. Disse skæggede, vilde mænd med de rødsprængte øjne. Min pæne og ellers så kontrollerede onkel, kommandørkaptajnen, der hvislede sin lattermilde kæfert ud gennem tænderne. Alle sjoferterne, der stadig hang i tobakstågerne. Tre knægte på ni, ti og elleve fandt rusen og vildskaben umanerlig dragende. Det var sådanne mænd, vi engang selv skulle blive. Det var noget andet end de kedelige fædre, der kom hjem fra arbejde, tog en lur på sofaen, lavede aftensmad og puttede os i seng.

Et stykke fra festivitas
Omtrent samtidig gik den 44-årige russiske oberstløjtnant Stanislav Evgrafovitj Petrov på arbejde i det atomsikre bunkeranlæg Serpukhov-15, syd for Moskva. Han var ansvarshavende officer på det hemmelige anlæg, hvor omkring 100 mand stod for betjeningen af advarselssystemerne, der bl.a. overvågede amerikanske missilbaser. De fleste udenfor (Petrovs kone inklusive) troede, at Serpukhov-15 betjente det sovjetiske rumprogram. Men det var en anderledes og mere dyster virkelighed, der gjorde sig gældende dybt inde i den russiske skov: Hvis amerikanerne besluttede sig for at angribe russerne, skulle russerne svare igen, før det var for sent. Logikken var tidstypisk koldkrigsvanvid, for både amerikanere og russere havde så mange atomsprænghoveder, at de kunne udslette jorden tusindvis af gange. Amerikanerne havde isenkram til 2000 omgange af jordens endeligt. Russerne havde til 3000. Så hvis amerikanerne endelig besluttede sig for at udslette Sovjet, kunne de let have gjort det. Men så skulle Sovjet i hvert fald også nå at udslette USA - selvom en sejr var ligeså grotesk som den var teoretisk. For hvad ville være tilbage? Nogle få hundrede magtbegærlige i atomsikre anlæg med dåsemad til seks måneder? En atomkrig mellem stormagterne ville ifølge beregningerne koste 500 millioner liv i første hug, hvorefter fire milliarder ville sulte ihjel. De sidste ville dø af sult i de følgende atomvintre.

Den kolde krig var iskold i september 1983. USA's præsident Reagan havde navngivet Sovjet "ondskabens imperium", og i efteråret havde NATO den storstilede øvelse kaldet Able Archer 83 i støbeskeen. Den ti dage lange øvelses formål var at simulere at russisk atomangreb mod Europa og indøve mulighederne for gengældelse. Russerne var dybt paranoide, og det var en udbredt opfattelse, at øvelsen var et skalkeskjul for et overraskelsesangreb på Sovjet. Faktisk viste CIA-rapporter, at Jurij Andropov havde sat både de militære og atomare styrker i Warszawapagten i forhøjet beredskab. Andropov var syg i nyrerne og i konstant dialyse, mens den amerikanske cowboy Reagan konstant svingede revolveren og proppede flere dollar i militæret. Russerne brugte omkring en tredjedel af det anspændte statsbudget på militær, og det var Reagans tanke, at russernes økonomiske ruin kunne blive deres nederlag.

Sovjet var under et stort pres fra Vesten, fordi russerne den 1. september havde skudt et civilt fly fra Korean Air Lines ned, efter det ved en fejl havde passeret sovjetisk luftrum et par gange på vejen fra mellemlandingen i Alaska til Seoul. De sovjetiske styrker mente, at det var en amerikansk provokation for at teste russernes forsvarsevne, så flyet, der havde 269 passagerer og besætningsmedlemmer om bord, blev skudt ned. Alle omkom - heriblandt et amerikansk kongresmedlem.

For Stanislav Evgrafovitj Petrov var det en speciel vagt. Han var egentlig ansat i analyseafdelingen og var dermed ikke en del af den operationelle deling. Han var mere en papirnusser, men han blev ved en nærmest guddommelig mellemkomst placeret på rette post på rette tidspunkt natten mellem den 25. og 26. september 1983.

Papirnusseren, der tøvede
Omkring et kvarter over midnat lød alarmen i bunkeren. Computersystemerne viste, at amerikanerne havde sendt et interkontinentalt ballistisk missil af sted mod Sovjet fra en base på østkysten. Russerne havde i begyndelsen af 80'erne implementeret et satellitbaseret overvågningssystem, der kunne registrere varmen fra de affyrede missiler. Kraftig varmeudvikling blev registreret som lysende firkanter på computerskærmene. Der var firkanter for byer og industri. Kom der en ny firkant, der bevægede sig, var det et missil. Den enorme computer i det tophemmelige Serpukhov-15 beregnede hastighed og retning, før den lysende firkant forsvandt bag jordens krumning.

Standardproceduren var så at tjekke systemet for fejl. Man tjekkede mindst 30 punkter i systemet og fandt ingen fejl. Den skriftlige procedure dikterede, at man skulle underrette den øverste, militære ledelse og partisekretær Andropov om et forestående amerikansk atomart angreb, så gengældelse kunne iværksættes. Men Petrov tøvede.

Der var ellers ikke megen tid til tøven. Missilet ville blive synligt på russiske radarer i løbet af ti minutter, og derefter ville det være for sent. Alligevel tøvede han. Petrov fortsatte sin tøven, da missil nummer to, tre, fire og fem angiveligt blev affyret fra USA i minutterne bagefter.

Efter ti minutter fik han vished for sin mistanke: Amerikanerne havde ikke iværksat et angreb på Sovjet. Efter et halvt års undersøgelser fandt man frem til, at det var solens genskin, der havde narret computersystemerne.

Petrov blev efterfølgende ringeagtet i det sovjetiske militær, fordi han ikke havde fulgt de fastlagte procedurer. Hans karriere var ødelagt, fordi han havde sat sine overordnede i et dårligt lys. Episoden forblev en militær skamplet og hemmelighed til efter murens fald, hvor den tidligere øverstbefalende for de sovjetiske missilforsvarsenheder beskrev hændelsen i sin selvbiografi.

Stanislav Evgrafovitj Petrov er efterfølgende blevet en helt i den vestlige verden. Hændelserne den septembernat er angiveligt stadig så stor en torn i øjet på russerne, at man endnu ikke har hyldet ham fra officiel side i Kreml.

Den unuancerede kolde krig
Vi har meget at takke Petrov for. Den 40-års fødselsdag kunne have været omtrent min sidste erindring. Det hele kunne have sluttet den søndag nat. Men vi kan også bruge historien i den aktuelle koldkrigsdebat, hvor journalisten Jørgen Dragsdahl tabte en injuriesag mod historikeren Bent Jensen, der havde kaldt Dragsdahl for KGB-agent.

Bent Jensen og hans ligesindede har travlt med at male et sort og hvidt billede af koldkrigstiden. Der var de onde og dumme, landsforrædere og naive tåber - og så var der de gode og kloge, dem, der støttede helt og holdent op om USA og NATO og ikke fandt anledning til at spørge amerikanerne, om de havde atomare sprænghoveder ombord på deres orlogsskibe i danske havne.

Så unuanceret males det op. Kommunister, venstrefløjsaktivister - ja selv socialdemokrater - udråbes til enten landsforrædere eller godtroende idioter. Socialdemokraterne ryger med i baljen på grund af fodnotepolitikken.

Men historien om Petrovs nervepirrende minutter i bunkeren viser, hvor paranoid verden var på det tidspunkt. Den viser, at Reagans aggressive fremfærd var meget tæt på at give bagslag. Reagan var måske tilpas historieløs til at forstå vigtigheden af, at russerne næsten havde tabt til Nazityskland knap 40 år tidligere. 30 millioner mennesker døde, størstedelen civile, da nazisterne rykkede frem. Russerne kendte alt til at blive angrebet af en fremmed magt, hvorimod amerikanernes erfaring i al væsentlighed begrænsede sig til Pearl Harbor. Amerikanernes produktion og opstilling af mellemdistanceraketter i Europa i begyndelsen af 80'erne skubbede yderligere til russernes paranoia.

Lad os takke "de nyttige idioter"
Jeg tror faktisk, vi har en del at takke kommunister og venstrefløjsaktivister for. Mange af dem var givetvis naive, men de forsøgte at bygge bro til Sovjet på et tidspunkt, hvor der var brug for brobygning. Jeg vil ikke kalde dem helte eller påstå, at deres romance med Sovjetmagten i alle henseender var køn at se på. Men måske dæmpede de ubevidst lidt af paranoiaen.

Hvad tænkte Petrov i de nervepirrende minutter? Han havde selv været med til at opbygge computersystemerne, så han skulle om nogen stole på dem. Alligevel tøvede han. Også efter anden, tredje, fjerde og femte lysende firkant fløj af sted på skærmen. Hvorfor? Tænkte han, at det alligevel ville være lige meget, fordi alt alligevel snart var slut, eller havde han trods alt så stor viden om mennesker i Vesten, at han ikke troede på det scenarie, computeren postulerede?

Det er svært at vide. Men det er en uomgængelig sandhed, at manglende kommunikation fremmer had og angst blandt fjender. Det var bestemt ingen skade til, at nogle mennesker søgte et alternativ til USA's kompromisløse og aggressive fremfærd i de år.