Vuggeviser, myter og løgne

Det er godt at sidde for sig selv og småtude til musik i stuen, og det er endnu bedre at have nået en alder, hvor man ikke længere skammer sig over det.

Jeg har genopdaget vinylpladerne. Grammofonen har stået der hele tiden, tilsluttet anlægget i stuen, men magelighed og dovenskab havde i en periode reduceret den til en museumsgenstand. Vinylpladerne har også hele tiden stået der. Heldigvis har jeg det på samme måde med musik som med bøger: Den slags smider man ikke væk. Så både min egen vinylsamling og resterne af min faders har overlevet ugidelighedens tid.

Det er en helt anden måde at høre musik på. Det er langt mere meditativt og givtigt end streaming i baggrunden eller mp3-filer på telefonen. Det afviger også fra måden, jeg lytter til cd'er. Jeg kan sagtens foretage mig andre ting, mens en udvalgt cd kører i baggrunden, men når først min Denon DP47-F snurrer, foretrækker jeg at sidde lige foran. Betragte pickuppens duvende bevægelser i vinylens riller og suge den analoge lyd fra mine to tyveårige Dali 4-højtalere ind.

Jeg skal undlade at trætte med lommevidenskabelige udredninger om digital lyd kontra analog. Blot kan jeg konstatere, at aftenens cowboy Bobby Bare og hans fortolkninger af eneren Shel Silverstein, "Lullabys, Legends and Lies" ikke er omformet til nuller og ettaller. Jeg købte på et tidspunkt også albummet i digital form på iTunes med bonusspor en masse, men det var bare ikke det samme. Når Bobby Bare indledningsvis synger: "Gather 'round fellas / I'll tell you some tales / About murder and blueberry pies / And heroes and hells and bottomless wells / And lullabys, legends and lies", kalder det på vinyl og den tilstedeværelse, en vinylplade kræver af mig.

Min far var begejstret for den plade, så vi hørte den ofte. Den er på mange måder en far-søn-plade. Så det er vel ikke så skammeligt, at min far får en tåre eller to? Selv den sukkersøde "Daddy What If" river lidt i næsen. Sangen er sentimental - og naivistisk som Shel Silversteins børnebøger og tegninger. Den rammer på forunderlig vis lige ned i forholdet mellem far og søn, og den minder mig om, at jeg til min dødsdag - uanset hvad jeg måtte have bedrevet i livet - altid vil være min egen fars søn. Der er for altid en lille sårbar knægt et sted derinde, der søger fars kærlighed - og det samme vil gælde for min egen søn, hvis jeg formår at give ham det samme med i rygsækken, som jeg fik af min far.

Den slags dur ikke rigtig på cd, vel? Jeg vil have den svage knitren og den varme lyd, der omfavner og kan mærkes i brystet. Det er ikke bare musik. Det er nærværende og personlig historiefortælling. Han er lige her uden at være reduceret til nuller og ettaller, cowboyen Bobby, min far - eller hvem det nu i virkeligheden er, jeg hører.

Min far var særlig begejstret for "Rosalie's Good Eats Café", ligesom han var begejstret for Bob Dylans "Sad Eyed Lady of The Lowlands". Begge er lange sange, og måske hang det sammen med, at min far lavede lokalradio en overgang. "Så kan man nå ud og nifle", plejede han at sige. Der var nu nok mere end tissetrang mellem speaks, der gjorde dem til hans favoritter. De er begge eksempler på stor sangskriverkunst: Det er en enkel og kort melodilinje, der gentages igen og igen. Hvis man ser det på et stykke nodepapir, ser det kedeligt ud, men når man lytter, trækker gentagelsen dig ind i sangen. "Rosalie's Good Eats Café" er et fint stykke reportagejournalistik. En skæbnefortælling med et glimt i øjet, der handler om Rosalies diner, og alle de skæbner, der kommer for "eggs over easy" og god kaffe. Faktisk har den oprindelige sang 40 vers, men af praktiske hensyn har Bobby Bare kortet den ned.

Det er grundlæggende en typisk Nashville-70'er-produktion. Godt gedigent håndværk uden de store overraskelser. Det er angiveligt optaget live i studiet med publikum, men produceren har haft en særlig evne til at skrue op og ned for publikum efter behag. Måske har de placeret publikum i en lydtæt trommeboks, eller også er hele livepræmissen det pure opspind.

Albummet fås som nævnt på iTunes, hvor det er remixet efter alle kunstens regler og med en lang række bonusspor, der ikke var plads til på vinylen i 1973.

Men vuggeviser, myter og løgne gør sig nu bedst på vinyl.