Uforanderlig forandring

Arbejdet som postbud kan være rædsomt eller det bedste job i verden. Jeg har brugt omtrent tyve år på det, hvor meget har ændret sig og endnu mere er forblevet det samme. 

Sandet i timeglasset vælder ned, og jeg kan ane bunken i bunden, der bliver større og større. Jeg har heldigvis ingen anelse om mængden, der er tilbage. Det er en banal iagttagelse, når jeg tænker over den del af mit liv, jeg har levet. Måske er jeg halvvejs, måske er jeg langt over halvvejs, måske er jeg slet ikke nået så langt endnu.

Jeg har været postbud i knap tyve år nu, og uanset hvad resten af mit arbejdsliv vil byde på, vil tiden på Horsens Postkontor være en uomgængelig del af mit liv. Hvis jeg skulle være så heldig at kunne leve af at skrive, er der dele af postjobbet, jeg kommer til at savne. Postarbejde kan være rædsomt og opslidende, og det kan være det bedste job i verden. Efter fem timer i vinterregn gør fingrene ondt, alt er vådt, det hele roder og eftermiddagstrafikken pifter om ørerne, så jeg får lyst til at smide det hele og gå min vej. En solbeskinnet formiddag med P4 i ørerne gør rutinen mig flyvende. Jeg er min egen herre. Die gedanken sind frei.

Jeg er glad for den rute, jeg primært kører for tiden. Den er et levende billede på hele min fødeby, Horsens. Ikke blot glansbilledet fra kulturby-bestræbelserne eller Edvard Munch-stemningen fra fortiden. Hele billedet. Der er både nuancer af skønhed, forlorenhed og tristesse. Fortid og nutid. Oplevelsesøkonomi og socialt armod.

På strøget betjener jeg butikkerne med de smilende ekspedienter. Jeg er en institution, når jeg triller op ad gågaden på min postgule ladcykel. Jeg sætter en ære i at honorere den rolle, så slipseknuden er stram og synlig. Distingveret og nobel midt mellem gråmelerede joggingbukser og hvide tennissokker i sandaler.

Her på hovedgaden har Horsens Folkeblad bekostet skulpturer af både Michael Kvium og Christian Lemmerz. Nye skulpturer får altid knubbede ord med på vejen. Siden vænner vi os til dem. Horsens er en gammel arbejderby, hvor Jante stortrives, og hverken mæcener eller kunstnere skal tro, de er noget. Her skal en hest ligne en hest, og en hjort skal ligne en hjort. Sidstnævnte troner sirligt og naturalistisk fra Hugo Liisbergs hjortebrønd fra 1942 på midten af Søndergade som en fælles referenceramme. "Se, det er kunst, vi kan li'. Ikke Kviums blinde unge med gul badehætte, Bjørn Nørgaards hest med otte ben eller den nøgne kælling foran Nykredit", mumler pøbelen i kor. Men vi kan dog mønstre en vis stolthed over kulturbybedraget, når københavnerne holder i kø på E45 for at komme til koncert med REM, AC/DC, Madonna, Rolling Stones eller Neil Young på byens stadion.

Men Horsens bliver aldrig Firenze - eller Aarhus. Lokalpolitikernes og mæcenernes definition på kultur bliver aldrig meget mere end gode intentioner og poleret overflade. Inde i butikscentrets varme er man tilbage i provinshullet, når et spinninghold med pumpende rytmer underholder de undrende kunder. Det er jo god underholdning at se svedige mennesker banke af sted til techno uden at komme nogen vegne.

Efter Søndergade går ruten igennem det gamle arbejderkvarter, hvor store, stolte fabrikskomplekser fra industribyens æra stadig ligger. Her ligger den virkelige Horsenskultur: Hede Nielsen, Bastian, Crome og Goldschmidt. Her er blevet produceret cykler, fjernsyn, radioer, telefoner, tekstiler. Fra 1880'erne til slutningen af 1960'erne bankede hjulene derudad. De fleste af bygningerne ligger der endnu og er efter årtiers sygnen hen kommet til ære og værdighed som kontorer, retssale, kollegium, fitnesscenter og plejehjem. Jeg kigger efter spor, når jeg går inde i de gamle fabriksbygninger. Snuser til historien. Leder efter spor fra maskinerne og det liv, der var engang. Måske har en spinderiarbejder spist sin fedtemad og røget lidt tobak i det vindue, og han har haft en udsigt, der ikke er så meget anderledes end den, bygningens kollegiebeboere har i dag. De kan stadig se Gethsemanekirkens ur, som arbejderne på Crome og Goldschmidt betalte af egne lommer, så de kunne holde øje med tiden til og fra arbejde.

Der er også bygget nye højhuse i ni etager af stål og granit. På en vandkold efterårsdag falder temperaturen yderligere fem grader i bevidstheden, når man triller ind i granithelvedet.

Alt det nye har givet området nyt liv. Advokaterne haster på arbejde i retssalene, de sunde cykler med træningstasken over skulderen til fitness, og de SU-berettigede dasker ned gennem gaderne hen på eftermiddagen, på vej hjem til spaghetti bolognese på kollegieværelset. Men meget har ikke ændret sig. De færreste beboere i disse gader har et arbejde, og flertallet vil formodentlig aldrig få et. De lever i efterdønningerne fra den nye fattigdom, der indtog den før så stolte arbejderby i 1970'erne. Mange er sønner og døtre af fædre og mødre på overførselsindkomst.

Jeg sender ofte en tanke til Kasper, når jeg omdeler post i nummer tretten. Han kunne have været 18 i dag med kørekort og nedslidt BMW, hvis ikke hans fordrukne stedfar havde tæsket ham ihjel, da drengen var tre. Det er en historie så grusom, at den stadig ikke er til at fatte. De bar hans maltrakterede krop ud ad døren en sommermorgen i 1998. Den samme dør, jeg dagligt benytter med favnen fuld af kulørte reklamer og ondsindede rudekuverter.

En del er sket i kvarteret siden den morgen. Det gamle Ceres-bryggeri rummer plejehjem, og den gamle malterigrund huser fine lejligheder i fem etager. Her bor mennesker, der er flyttet fra byens pæne villakvarterer for at blive fri for parcelhushavens forpligtelser og nyde udsigten over byen. At veluddannede bosætter sig med adresse i Nygade og Houmannsgade er i sig selv et væsentligt fremskridt. Men de automatiske døre er trods alt hermetisk lukkede på alle tider af døgnet for dem, der ikke har en systemnøgle. Man skal da heller ikke gå mange skridt, før de nedslidte huse med de ligeledes hermetisk lukkede persienner sender signaler, der står i kontrast til nybyggeriernes flotte altaner med Webergrill og havemøbler i stål og mahogni. I de gamle huse skutter man sig for omverdenen, og her er det umuligt at se, om nogen er hjemme eller ej. Her skal der ofte omdeles rekommanderede breve fra udlejere og offentlige instanser. Skat. Riebers. I nummer et viser skiftende post-it-mærkater, om det er Helena eller Natacha, der har vagten bag de nedrullede gardiner, hvor hjerteformede puder i vinduerne sender løs- og løgnagtige signaler om kærlighed og menneskelig varme.

Sandet i timeglasset vælder ned. Den ene dag afløser den anden. Imellem al posten er der altid noget, der glæder nogen. Små pakker fra udlandet, nyt tøj fra H & M, søde breve fra Caroline til mormor.

Jeg spiller min rolle, og jeg er god til mit arbejde. Imens ændres alt omkring mig. Bygninger rives ned og erstattes af nye, og mennesker bliver gamle. Men min opgave er uændret. Det er de samme forsendelser, jeg har med ud, og det er de samme mennesker, der venter dem. Jeg laver det samme og er den samme som for tyve år siden.

Omtrent.