Livet udenfor nyhedsstrømmen

Jeg har valgt at skrue ned for min tilstedeværelse på de sociale medier. Er der mon et liv uden trafikulykker i Missouri og søde hundehvalpe? Det er jeg ved at finde ud af.

Jeg kan kortvarigt miste troen på det gode i mennesket. Heldigvis er det kortvarigt. Jeg besinder mig hurtigt igen, for de øjeblikke, det varer, er ubærlige. Fyret på det oprørte, mørke hav forsvinder af syne.

Det er ikke så tit, det sker. Sidst var den 11. september 2001 om aftenen, hvor jeg efter udført dont hos posten loggede på en internetforbindelse på min arbejdsleders kontor. Mørket havde sænket sig over byen, og jeg sad i det sidste oplyste kontor på posthuset og kiggede nyhedssiderne igennem. Jeg havde kørt rundt med pakker hele eftermiddagen og en del af aftenen og lyttet med vantro til bulletinerne fra New York. Nogle af øjenvidneskildringerne gav vand i øjnene. Den ene halvdel af hjernen ville ikke acceptere sandheden af det, jeg hørte, mens den rationelle del af hjernen overbeviste mig om, at Danmarks Radio næppe var i færd med en ny ”War of the Worlds”. 

Forleden skete det igen. Jeg sad og surfede formålsløst rundt på Facebook, da en artikel om rædslerne i Nordirak dukkede op. Egentlig blev jeg lokket ind af historien om en syv-årig australier, der var fotograferet til Twitter med et afhugget hoved i hænderne. Knægten er søn af en australsk kvinde, men faderen, jihadisten Khaled Sharrouf, havde ladet sønnen posere med en syrisk soldats afhuggede hoved - på samme måde som jeg ville lade min søn posere med de saftige madæbler fra vores produktive æbletræ. Faderen havde tilmed kommenteret billedet med et stolt tweet: ”That's my boy”.

Min søns tøj

Det var så tilpas grotesk, at jeg læste artiklen og så billedet. Nyhedsmediet havde passende dækket både det afhuggede hoved og drengens øjne med sorte bjælker, men det var ikke nok til at fjerne det virkelig gruopvækkende ved billedet. Det, der gjorde det alt for nærværende og ubehageligt, var drengens påklædning. Den lyse, australske dreng stod i et par almindelige, ternede shorts, cap, sandaler og en t-shirt med logo. Tøj, der minder meget om det, der fylder min egen seks-årige søns skuffer. Alt dette had og al denne ondskab plantet i en uskyldig dreng på syv år. En dreng, der minder foruroligende meget om min egen søn.

I artiklen var også optagelser af masseaflivninger af unge kurdere. De blev tvunget ned i massegrave og aflivet med skud. Under artiklen var henvisninger til artikler med tips til vægttab og træning, der gav markerede mavemuskler. Er du underholdt? Fik du, hvad du kom efter? Vi har det hele her på Daily Mail.

Nyheder til tiden

Engang kom nyhederne med avisen. Den lå i postkassen om morgenen eller dukkede op hen på eftermiddagen. Så kunne den skimmes for nyheder, når der var tid. Enkelte gange kunne det suppleres af en radioavis, når jeg ellers huskede at tænde lige før klokken hel. TV-avisen satte levende billeder på historierne: Studenten foran kampvognen ved Den Himmelske Freds Plads, glade østtyskere i Trabanter på vej over grænsen til Vestberlin og blodpølen på Sveavägen. Nyhederne kom til tiden.

Den trykte avis havde afgrænset plads. Redaktionen var nødt til at udvælge de nyheder, man mente, var relevante for læserne. 

Sjove kattekillinger og morderiske islamister

De seneste år har jeg brugt Facebook som min primære nyhedskanal. Mine 463 kontakter og mange nyhedsfeeds fra nyhedsmedier, musikere, politikere, skuespillere og underholdningssider giver mig et billede af verden lige nu. Fra min tidligere klassekammerats nybagte banankage til den globale opvarmning. Fra lommepoesi til tunge og betydningsfulde ord. Sjove kattekillinger og morderiske islamister. Jeg kan se, hvad politikerne synes, jeg skal interessere mig for. Jeg kan se, hvad medierne synes, jeg skal interessere mig for. Jeg kan se, hvad mine venner synes, jeg skal interessere mig for. Facebook kanaliserer det hele ud efter fintfølende algoritmer. 

Min Facebook-app på mobiltelefonen synkroniserer, og notifikationerne bipper jævnligt ind. Så når jeg ikke er ved en pc, bliver jeg hele tiden mindet om, at der er nyt. Nyt fra vennerne. Nyt fra verden. Jeg tjekker, tjekker, kommenterer, tjekker igen. Jeg er på. Når jeg har et øjeblik, kigger jeg. Fra bilen på vej op til skolen for at hente børn. Som en ryger, der tænder den næste smøg med gløden fra den forrige.

Har al denne information ændret noget til det bedre? Er jeg mere oplyst? Egentlig ikke. Jeg ved grundlæggende ikke mere om verden, end jeg gjorde, før jeg kom på Facebook i 2008. Til gengæld fornemmer jeg, at informationsstrømmen fylder mere i bevidstheden.

Kampen om toppen af bunken

Nyhederne vælter anmassende ind med vigtige og uvæsentlige historier i rodebunker. Alt er lige vigtigt, så alt er lige ligegyldigt. Internettet fjerner behovet for begrænsning. Det gælder om at have en nyhed hvert femte minut, så mediet hele tiden er øverst i stakken på brugernes feeds. Selv Ralf og Karens antimuslimske smædepamflet, Den Korte Avis, er hoppet på vognen og uploader nyheder om søde hundehvalpe og syngende børn - helt uden at bruge den vanlige antimuslimske vinkling.

Ganske mange af opslagene udfordrer min menneskelige empati. Hvad mener du f.eks. om en 26-årig kvinde, der bliver dræbt i en bilulykke på vej til sin polterabend? Er det ikke forfærdeligt og trist? Se, denne selfie fra bilen var det sidste billede af hende. Otte minutter senere blev hun dræbt i en forfærdelig ulykke. Hendes drømmemand græder. Hendes 5-årige søn græder. Græder du? Det skete godt nok i Missouri, USA, og der sker tilsvarende trafikulykker over hele kloden hvert minut, men vi på MetroXpress synes, at du skal have indblik i denne tragedie. Vi har også et klip fra CNN, hvor manden sidder og græder. Er det ikke sørgeligt? Lad os snylte lidt på deres ulykke. Om fem minutter har vi historien om en sød hundehvalp, der putter med en baby. Vi har lidt for enhver smag.

Højlunds hundekennel

Lidt længere nede fortæller en landspolitiker om sit arbejde, og polemikerne står på spring i kommentarfeltet. Det synes at være en særlig disciplin at få så meget uvedkommende negativitet i kommentaren som muligt - dog uden at blive blokeret fra siden, for man skulle jo gerne kunne brokke sig igen i morgen. Enkelte giver dog pokker i blokaderisiko og giver den hele armen. "Dumme kælling". "Landsforræder". 

Al denne negativitet. Al den polemik. Al den infami. Det er mere Højlunds hundekennel end Højlunds Forsamlingshus. Køterne galper med fråde om munden. Jeg blander mig i debatterne. Ret ofte ender jeg selv som en køter, fordi man må galpe med de hunde, man er iblandt. "Det her er min holdning, og du skal ikke tro, at du kan fortælle mig noget som helst, der ændrer en tøddel på den. Idiot".

Tidsspilde! Jeg blev mæt. Jeg har meldt mig ud af fuldtids-Facebook. Fjernet synkroniseringen på mobilen og pålagt mig selv at blive væk fra Facebook i 23 af døgnets 24 timer. Indtil videre har ændringen varet i tre døgn, og det fungerer egentlig udmærket. Bevares, jeg har snydt lidt på vægten undervejs, men jeg har ikke kommenteret eller bidraget med noget på Facebook i dagtimerne. Jeg vil nok regulere det, så jeg har lidt mere tid om aftenen, men jeg har det faktisk godt med at være væk i dagtimerne. Fremover tror jeg blot at min leveregel bliver, at der ikke er noget Facebook for mig før efter klokken 20. 

Jeg vil opsøge nyhederne igen

Nu skal jeg bare vænne mig af med at rode rundt på eb.dk, bt.dk og andre nyhedssites i tide og utide. Går jeg mon glip af noget? I går var hovedhistorien på bt.dk i nogle timer, at Søren Pind havde talt i håndholdt mobil under en køretur. Så det gør jeg vel egentlig ikke.

Det er et langt sejt træk at slippe af med surfvanerne. At finde tilbage til dengang, hvor nyheder var noget, man opsøgte - og ikke noget, man fik smidt i hovedet hele tiden. Jeg vil søge informationerne, når jeg har brug for dem - i stedet for at få dem proppet ned i halsen konstant. 

Jeg var begyndt at få problemer med fordøjelsen.