Uge 2: Alex Campbell - Det er godt at se dig

Ugens album - uge 2

Alex Campbell: Det Er Godt At Se Dig
Stuk 1979

Min kone er ikke så glad for tolvstrengede guitarer og mundharmonikaer. Der er noget i lyden, der prikker til hendes tilløb til tinnitus. Det giver os et lille problem med musikken i hjemmet, fordi de to instrumenter jo af og til dukker op i folkgenren - en genre, der er en ret væsentlig del af min musikalske opvækst og opdragelse.

Jeg er bevidst om, at jeg primært bør lytte til Alex Campbell, når jeg er alene. Det er fint nok, for Alex er så meget en genklang af min opvækst, at det gør ondt i min blufærdighed, hvis nogen vrænger på næsen af det.

Min far var journalist og musikanmelder, og han faldt pladask for den folktradition, der opstod i Vendsyssel i begyndelsen af 1970'erne. Det var centreret omkring Palle Juuls studier, Quali Sound og senere Stuk Ranch på Sønderholm Hedevej ved Nibe, og festivalen i Skagen, der dengang hed Skagen Visefestival. Min far drog på festival og skrev en del om De Gyldne Løver, Jens Memphis, Fisker Thomas, Niels Hausgaard og de andre kunstnere, der færdedes i det miljø fra omkring 1973 til 1980.

Jeg hørte en del af den musik hjemme på mit fars afdragsindkøbte Beocenter 2002. Alex Campbells "Det er godt at se dig" var en af dem. Jeg tror egentlig altid, jeg er blevet bevæget af åbnings- og titelnummeret, Allan Taylors "It's good to see you". Klangen af den tolvstrengede guitar og Poul Martin Poulsens nuancerede bas giver anslaget til en enkel og usentimental sang om venskab. Det er ikke underligt, at Skagen Festival har annekteret titlen og bruger den som slogan år efter år. Den sang indkapsler, hvad en festival bør handle om: Fællesskab og gensyn.

Min far fortalte af og til anekdoter, hvor Alex indgik. Selvom jeg kun var omkring ti, kunne jeg godt forstå, at Alex var lidt af en legende i musikmiljøet omkring Skagen - og noget af et livsstykke. "Big Daddy" kaldte de ham også. Et år, hvor min far kunne kombinere sin årlige festivaludflugt med familieferie, så jeg for første og eneste gang Alex på en scene. Men han kunne ikke synge mere. Han havde fået konstateret strubekræft og havde i stedet fået tjansen som konferencier ved en koncert i auktionshallerne. Jeg vil gætte på, at jeg har været 11 eller 12, så det var nok i 1983 eller 1984. To til tre år senere døde han af tuberkulose - nøjagtig som begge hans søskende og forældre gjorde tilbage i 1930'ernes Glasgow.

Det gjorde et indtryk at se ham stå der. Han havde publikum i sin hule hånd, selvom stemmen næsten var helt væk. Han charmerede stadig alt og alle. Han var elsket, og scenen var hans hjem. Det var den stadig, selvom han ikke kunne synge mere.

Alex var arketypen på en folkemusiker af den gamle skole. Han havde fået en helt umulig start på tilværelsen, da både hans forældre og søskende døde af tuberkulose, og han selv røg på børnehjem. Et indfald fik ham siden til at studere på Sorbonne-universitetet i Paris, men da han løb tør for penge, begyndte han at spille skotske, irske og amerikanske folkesange på caféer og i gaderne. Der er sågar en anekdote, der postulerer, at han malede sig sort i hovedet og agerede blind, sort bluesmusiker i jagten på flere franc i hatten. Han rejste siden Europa tyndt med sin guitar, indspillede plader, hvor der var et pladeselskab og en check - og i 1960'erne blev det også til en fin liveplade fra Tivoli i København (findes på Spotify). Endelig fandt han i sidste halvdel af 1970'erne en sæsonhjemstavn i festivalerne i Tønder og Skagen. Han drak for meget, røg endnu mere og havde altid en sang eller en anekdote i ærmet.

I 1979 havde Palle Juul så en check klar til Alex, hvis han ville indspille et album på Stuk Ranch. Niels Hausgaard skulle producere, ligesom han på fornemste vis havde produceret Fisker Thomas' to første plader. Det var et fremragende match. Det musikalske univers, Hausgaard skabte omkring Fisker Thomas, er til dels genbrugt på Alex Campbells album. Det er en genklang af både skandinavisk, amerikansk, irsk og skotsk folkemusiktradition. Både den skærende metallyd af den tolvstrengede, øllet mandekor og resonanstonerne fra Erling Hansens hardangerfele er der plads til. Sangvalget går fra engelske oversættelser af sange, Hausgaard og Fisker Thomas havde indspillet, til Dylans "When I paint my masterpiece".

Albummet skulle efter sigende være Alex Campbells plade nummer 100 - men det er vist også en sandhed med ret mange modifikationer. Det gør jo ikke noget, at det er løgn - bare det er en god historie. Det var givetvis en god historie, at Alex skulle have dette pladejubilæum blandt sine venner i Skagen. Så skide være med om det var sådan helt sandt.

Alex Campbell personificerede eventyreren, da jeg voksede op. Vi har aldrig rejst meget i min familie, så det var noget betagende med denne skotte, der altid havde ladet tilfældet råde. Intet hus- eller billån - bare en guitar og en eventyrlyst. Rejsende i sang. Et betagende og hårdt liv.

Vi havde kun denne ene plade med Alex Campbell i hjemmet. Siden har websiden Discogs.com hjulpet mig til at udbygge samlingen, når trangen til at komme hjem overmander mig. Det er både blevet til en gammel skotsk skive fra 60'erne og en liveplade fra slutningen af 70'erne. Og så er det blevet til et par tysk producerede konceptplader, hvor han indspillede med andre folklegender som Derroll Adams, Hannes Wader og Ramblin' Jack Elliott under navnet Folk Friends omkring 1981. Det første album er med en autograf på forsiden: "Kirstine, this is the first copy to go to Denmark. I hope you like it. Love, Alex." Indeni lå et menukort fra et spisested i Hamborg, der hed Remter på Neue Rebenstrasse (der ifølge Googlemaps er erstattet af en parkeringsplads i dag). Her var også skrevet med knudret skrift, "Kirstine, all my love + best wishes, Alex Campbell". Måske i en brandert. Måske var han ved at blive syg. Måske følte han sig ensom dernede i Hamborg. Jeg er ret glad for den plade og de autografer. Gad vide, hvem Kirstine var - for hun lever vel næppe længere? Hun var nok ikke den eneste hjertenskær i hans liv.

"Det er godt at se dig" er lyden af Nordjylland for mig, og derfor var det en stor lykke, da jeg i begyndelsen af årtusindet investerede i en USB-grammofon og fik albummet lagt over på cd. Da jeg tog min mor, min kone og børn med på ferie i Tversted, havde jeg gjort cd'en klar i anlægget. En cd med en del af musikken fra Vendsyssel, jeg voksede op med. Hausgaard, De Gyldne Løver, Fisker Thomas, Jens Memphis. Da vi trillede ud af Limfjordstunnelen skiftede jeg fra radio til cd, og Alex Campbells tolvstrengede slog tonen an til den følgende uges ferie i mit barndomsland.

Det var omtrent ligeså perfekt, som jeg havde tænkt det hjemmefra.