Fuglene synger aldrig falsk

CS Nielsens ”Pilgrims” er som en god bog med nye indsigter. De 11 sange kræver noget af lytteren, men indsatsen kommer tifold igen.

Visse udgivelser ligger længere end andre, når jeg skal tage mig sammen til at skrive om dem. Min langsommelighed er ikke udtryk for en modvilje mod værket; snarere en ærefrygt. Jeg holder meget af CS Nielsens sange, men de minder mig også om, hvor lidt jeg ved, og alle de bøger, jeg burde have læst. De gør mig opmærksom på min eksistentielle dovenskab, og den slags er jo aldrig rart. ”Pilgrims” lå et stykke tid, før jeg havde tilstrækkeligt med ro i hovedet til at tage den ind uden medfølgende fortrydelse og skam. Jeg havde på forhånd hørt ”Judges 19”, der står som en bautasten på en stormomsust mark og bekræftede al min frygt: Med udgangspunkt i Det Gamle Testamente og med referencer til både Dante, Capote, Buddy Bolden og legenden om Frankie, Johnny og Nellie Bly kredser sangen om begær, grådighed og ofring af uskyld. CS Nielsen lyder som en præst, der undervejs brøler, ”Sognebarn, læs dog en bog!”, i mit øre, mens han med en særegen ømhed synger om at skære en hærget kvindekrop op i 12 stykker og fordele dem over hele Israel. Det er stærke sager, og hvis resten af pladen var lige så voldsom, sort og litterær, ville en retfærdig anmeldelse af albummet kræve mere nærvær og koncentration, end jeg almindeligvis kan fremmane.  

Sange, der passer til tiden

Den voldsomme og sorte åbning tjener dog mest til at fange lytterens opmærksomhed. Lige efter majestætiske ”Judges 19” fortsætter albummet med den mere jordnære blues ”Every day I aim (but most days I miss)” – om den evige kamp for at gøre det rette, og den nærmest konstante fortrydelse, der ligger på lur.

Der er flere sange, som rammer lige ind i hjertet på en midaldrende familiefar i corona-lockdown som undertegnede. ”Beginning of sorrows” begynder med en eftertrykkelig, akustisk guitar, der minder mig om Cash i Rick Rubins iscenesættelse. Sangen handler om vigtigheden af at holde sammen på familien, stå sammen med sin elskede i tider som den aktuelle: ”The road is muddy the future uncertain/So let’s say our prayers and keep the powder dry”. Det kan kræve sit at holde krudtet tørt i de mørke tider. Det er også helt i orden at lade sortsynet overtage ind imellem, bare man ikke glemmer selvironien og husker, at fremad altid er den eneste retning i livet: ”There’s lips to kiss and tears to dry/Songs to sing and mountains to move/Better get behind the mule/Keep your hand upon the plow/And never worry ‘bout nothin’/‘Cause nothin’s ever gonna be all right no how” – som CS Nielsen synger i den finurlige Doc Watson- og Hank Williams-inspirerede ”All right no how”. Parforholdet i krisetider kommer under behandling i valsen ”Holy ghost building”, der i billeder og følelser minder mig om Niels Hausgaards mesterlige ”Fallit”. Et klem og et kys kan betyde alverden, når ordene er svære at få frem.

Fra Tom Waits til Byrds

Musikalsk er der god variation igennem de 11 sange, og der er leget med produktion og stilarter, uden at det ender i rod. ”Judges 19” er produktionsmæssigt i den tunge ende, og udtrykket minder mig ligeligt om Daniel Lanois og Kim Hyttels produktion af CS Nielsen forrige plade, Jericho Road. ”Sinner man”, der uvægerligt får mig til at tænke på den unævnelige, tidligere mand i Det Hvide Hus, er ren Tom Waits – komplet med skævt klokkespil. Den opløftende, sangbare ”Camel, lion, child” får mig til at tænke på George Harrison eller Byrds, og en del af de øvrige sange kunne være iscenesat af Rick Rubin til Johnny Cash.

Teksterne er søgende, indsigtsfulde, komplekse og følelsesmættede. Hvordan ville CS Nielsen mon klare sig, hvis han skrev sange til stjernerne i Nashville? Jeg ved godt, at sangskriverne over there er mange, og at de mere polerede sider af Nashville ville have svært ved at håndtere en stovt samsings livssyn med indlagt ironi (tag f.eks. bare den nærmest glade lejrbålssang om menneskets tabubelagte dødelighed, ”Fool”), men der er sange på ”Pilgrims”, som efter min opfattelse sagtens kunne være skrevet til eller af de inspirationskilder, der har præget CS Nielsen. Håndværket er både personligt og autentisk. CS Nielsen er ingen copycat, men han har grundlæggende styr på sproget – i både lyrisk og musikalsk forstand. Jeg kunne f.eks. sagtens høre Cash synge ”Judges 19”- hvis han havde levet, forstås. CS Nielsens opvækst på Samsø virker ikke videre logisk, selvom de tunge emner, han håndterer, ved nærmere analyse måske dufter mere af Skandinavien end Tennessee.

Musik, der gør klogere

Det kan være fint at have Google klar, når du hører ”Pilgrims”, hvis du er en halvstuderet røver som undertegnede. For der kan dukke referencer op, som er gode at have på plads. Men det er umagen værd, for referencerne giver mening til teksten og fuldender sangene. Endelig bliver man en lille smule klogere, og den slags er aldrig at foragte.

Pladen er fint produceret med få og enkle virkemidler. Et lille, velspillende hold giver sangene et rum at folde sig ud i, og det er særlig vellykket på afslutningen, ”Rebel song”, hvorfra overskriften til denne artikel også er stjålet. Sangen om at bevæge sig fra barn til voksen og fra vinter til forår er så fint indrammet med harmonika, omnichord og akustisk guitar. En usigelig smuk afslutning på 11 sange, der er som en god bog med nye indsigter.

Eneste malurt i bægeret: Der er noget ved optagelsen af CS Nielsens stemme, der irriterer mig. Det lyder nærmest som om, at lyden har været for komprimeret, eller også har mikrofonen ikke været god nok. Det kan også være et tilvalg i produktionen for at gøre udtrykket mere raspet og mindre poleret, men for mig lyder det som om, der er noget galt. Jeg har tjekket min Spotify-forbindelse og sammenlignet med andre plader på streamingtjenesten – og jeg sukker efter at høre CS Nielsen i en eller anden guld-mikrofon og optaget analogt på en god båndmaskine. Lidt mere fløde og varme ville klæde ham – synes jeg.