Fællesskabets toneart


"Songs in the Key of Collaboration" lyder lidt tungt og konstrueret, men sangene flyder naturligt og vækker et håb for fremtiden.

Jeg var temmelig skeptisk, da jeg hørte om Martin Høybyes nyeste albumprojekt. 

Sangskriveren har de senere år arbejdet på et forskningsprojekt om sangskrivningens rolle i klima- og biodiversitetskriserne. Arbejdet indbragte ham en ph.d. fra Aarhus Universitet i fjor, og under arbejdet mødtes han og arbejdede med sangskrivere fra store dele af verden. Sangskrivere fra Sydafrika, DR Congo, Zimbabwe, Somalia, Ghana, Storbritannien, Sverige og Danmark. Sangskrivere, der var påvirket direkte som indirekte af klimaforandringerne.  

Af de 35 sange har han udvalgt ti, som er blevet til albummet “Songs in the key of collaboration”.   

En syngende Villy Søvndal?

Jeg var skeptisk. Det lød en anelse højpandet. Måske tilmed nyreligiøst. Skulle den ellers så fine singersongwriter til at være en syngende Villy Søvndal? The ice is melting at the pøules, og vi skal snart tage og sammen, hvis vi skal redde planeten for vores børn. Skulle vi genoplive Bjarne Jes Hansens bange voksne og 70’ernes naive protestsange? Kan man overhovedet skrive gode sange, når temaet er så fastlåst, og mødet mellem to sangskrivere er bundet af en fastsat dagsorden? Biodiversitet, temperaturstigning og CO2-udledning er heller ikke just voldsomt poetiske ord.  

Min skepsis blev gjort til skamme. Hele pladens budskab indrammes allerede i åbningsnummeret “Dream of the Anthropocene”: 

“Do we call upon our Gods? Do you think they might be listening? Or do we call upon each other to collaborate in witnessing that there’s life in you and I in the water, earth and sky. And to stop taking without giving to make this place that we all live in” 

Gør “jeg” til et “vi”. Vi kommer ingen vegne, hvis vi bekriger hinandens divergerende synspunkter, men fællesskabet kan bringe os langt. Det kan tanken om at give, hver gang vi tager, også. For de såkaldt antropcæne øjeblikke bliver mere og mere nærværende for os alle: Fremtiden bliver fundamentalt anderledes, end vi havde forestillet os, før klimaforandringerne meldte deres ankomst. Uanset om du mener, at klimaforandringerne er konsekvensen af menneskelig mishandling af planeten eller blot Jordens naturlige hamskifte, fremkalder det ængstelse for den fremtid, der venter børn og børnebørn. 

En venlig sjæl

Mange af sangene kredser om en ængstelse for fremtiden - men med en stædig glød af håb. Selv sangen Crossfire, der er skrevet sammen med Avela Booi fra Cape Town, Sydafrika, rummer et håb om “a bright yellow future”. Trods håbløsheden, volden og fattigdommen.  

Martin Høybye er en venlig sjæl. Hans sangskrivning er konstruktiv og imødekommende. Selvom sangene rummer protest, bliver det aldrig til endimensionelle protestsange. Det nærmeste, vi kommer, er afslutningssangen “End of the world”, der efter udfald mod "Mr. Oil" og "Mr. Fossil Fuels" slutteligt opblødes af bølger fra Kysing Næs. Indignationen mildnes af den skønhed, vi finder overalt.  

Pladen rummer otte sange på engelsk og to på dansk. Skiftet mellem sprogene fungerer egentlig overraskende godt. Versefødderne på “Gør hvad jeg kan” virker måske lidt vel 70’er-staccatoagtige og let kluntede, men alt er tilgivet, da omkvædets vuggende Wurlitzer sætter ind.

Synger sig ud af komfortzonen

Det er et kompetent hold af musikere, Martin har i ryggen: Peter Dombernowsky på trommer, Dennis Ahlgren på diverse strengeinstrumenter og tangenter, Ida Gormsen på bas og Andreas Brinck på den føromtalte, lækre Wurlitzer. Dertil kommer Minna Terp Høybye og Kirstine Birk, der leverer kor på sidstnævntes bidrag “Tiden, der kommer”. En smuk vals om taknemmelig- og tosomhed. Alle plader bør have en vals.  

Martin synger en anelse mere, end jeg erindrer fra hans tidligere udgivelser. Han befinder sig godt i den Springsteen-agtige, tilbagelænede, foredragende tone, men på flere sange presser han sig selv ud af komfortzonen, når en pointe skal understreges. Det klæder ham. Hans stemme passer som fod i hose til den americana, han stilsikkert bevæger sig rundt i.

Min skepsis blev gjort til skamme. De ti sange er endt i et sammenhængende, væsentligt album. Et album, der får plads ved siden af Steve Earles "The Revolution Starts Now". Sange, der maner til eftertanke og handling – uden at jeg føler behov for at slå mig selv med pisk i skam over at være et forbrugende menneske. 

Som Martin synger i “We can change”: 

“Can we respect each other? I don’t like the acting game. Let’s not hide, let’s uplift each other. I still belive we can change.” 

Selvfølgelig kan vi det.   


Martin Høybye: Songs in the Key of Collaboration, Songcrafter Music 2024



Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Vi er alle sammen fremmede, men jeg har hjemme her

Billede
Af Thomas la Cour -   Fotos: Thomas la Cour og Agnes Eeg la Cour Et smut ned ad mindernes boulevard med Kim Larsen og Gorm Bull “Det er noget, jeg skal skrive om”.  Hastig onsdag. Min 13-årige datter Agnes måtte afbryde sin guitarundervisning før tid, hvis vi skulle nå toget til Vejle. Vi gik ilmarch mod banegården. “Du må ikke gå så hurtigt”, stønnede hun, mens hun løb, så jeg måtte sætte marchtempoet op for at følge med.   Jeg skriver med min kæreste per sms dagen igennem. Vi ses ikke på daglig basis, så vi er i løbende kontakt om stort og småt. Jeg skrev:   “Jeg er på vej til koncert med Agnes. Når hun er færdig til guitar”.    “Hvad skal I høre?”  “Gorm synger Larsen. Kim Larsen fortolkninger.”   Og hastigt efter kom mit appendiks:   “Det er noget, jeg skal skrive om”   Jeg havde kaldt det “fortolkninger”, for jeg ville ikke have, at nogen som helst skulle tro, vi var på vej til en omgang halvlunken nostalgisk kopi med en eller anden gut i ulden flatcap, bandana om halsen og tilstr
Læs mere

Min crooner på Samsø

Billede
(foto: Johnny Stage) CS Nielsen: Better Times   CS Nielsens nye album "Better Times" har nærmest kørt på repeat på min grammofon i det meste af december og ind i januar. Håbet om bedre tider er der altid brug for - ikke mindst lige nu. I sommeren 2001 fik mine forældre den indskydelse, at de ville holde sommerferie på Samsø. De lejede et sommerhus ved Vesterløkken en uges tid, og jeg var meget velkommen til at tage med. Højt ønsket, tilmed.   Jeg forelskede mig i øen, som jeg trods adresse i det østjyske aldrig havde besøgt før. Der er noget ved øer, som fastlandet ikke har. En særlig ro. Hvis du skulle få udlængsel, må du hellere tjekke med færgetiderne. Det giver ikke den store mening at have voldsomt travlt, så selv en sort, leaset Audi holder afstand til min bagerste kofanger. De små, krogede veje, de mange vejboder med spidskål, gulerødder, radiser og kartofler. Hver eneste forsommer har jeg købt et spidskål og dampet det med smør i håbet om, at det vil smage fuldstænd
Læs mere

Uge 7: Bjørn Fjæstad - Du kender intet til mig

Billede
Ugens album - uge 7 Bjørn Fjæstad: Du kender intet til mig Freelas/Fjæstad 2016 Visse plader tager tid at blive lukket ind i. Man skal gøre sig fortjent til dem. Når det så lykkes, er det til gengæld en nærmest livsbekræftende oplevelse - at det, man ikke forstod så meget af for få uger siden, pludselig virker som ren logik. Når forståelsen af musikken går fra et teoretisk til et instinktivt niveau. Det er næsten som at forstå et nyt sprog. Sådan en skive er Bjørn Fjæstads solodebut for mig. Men jeg er også et dovent vanedyr. Det bliver man let, når huset er fyldt med rumsterende unger og evige afbrydelser. Det er svært at fordybe sig, sådan for alvor. Jeg har ikke magtet at læse en hel bog i årevis. Når det gælder musik, vælger jeg som oftest det, der virker. Det, jeg kender. Jeg ved, at David Bowie var et geni, og en dag skal jeg dybere ned end hans FM-venlige hits. Jeg var tæt på med Lazarus, men titelnummeret fra Blackstar krævede for meget. Til gengæld er det nemmere at
Læs mere